ÆSTETIK OG KULTUR

Introduktion

Æstetik og kultur er studiet af alt det, der appellerer til vores sanser. Du studerer kunstarters udtrykskarakter og kulturelle sammenhænge i det moderne samfund. På Æstetik og kultur arbejder du med analyse og teori inden for så forskellige områder som design, kunst, musik, dans, drama, mad, reklamer, litteratur og andre æstetiske udtryksformer i moderne kultur.

Med fingeren på kulturens puls

Uddannelsen går i dybden med æstetik og kultur i et historisk, teoretisk, analytisk og praktisk perspektiv. Du analyserer aktuelle fænomener ved hjælp af modernitets-, æstetik- og kulturteorier, og du kommer omkring kulturpolitikkens betydning for kulturens rammer. I løbet af uddannelsen besøger du kulturinstitutioner og der er mulighed for studieture både i Danmark og Europa.

Hverdagen på Æstetik og kultur

Undervisningen på Æstetik og kultur bygger på forelæsninger og undervisning på mindre hold, hvor du holder oplæg og deltager i diskussioner. Du kommer til at bruge meget tid med din læsegruppe, når I skal samarbejde om idéer, projekter og oplæg. Undervisere og gæsteforelæsere på Æstetik og kultur har tæt kontakt til kulturlivet både på og uden for Aarhus Universitet. 

Karrieremuligheder

De fleste bacheloruddannede i Æstetik og kultur vælger at læse videre på en kandidatuddannelse. Det kan eksempelvis være kandidatuddannelsen i Æstetik og kultur, som er en direkte overbygning på bacheloruddannelsen. En kandidatuddannelse kan give dig jobmuligheder inden for områder som kulturformidling, projektledelse, undervisning, inden for museumsverdenen eller inden for iværksætteri.

 

 

Adgangskrav

Optagelsesområdenummer

22375

 

For at søge denne uddannelse kræves:

En adgangsgivende eksamen samt følgende specifikke adgangskrav:

  • Dansk A
  • Engelsk B
  • Historie B eller Idehistorie B eller Samtidshistorie B
  • Yderligere et sprog på A-niveau, dog kun B-niveau, hvis der er tale om et fortsættersprog

 

Hvis du mangler et eller flere fagniveauer, kan du tage dem som gymnasial supplering eller som sommersupplering (betinget optagelse).

Adgangskravene skal være opfyldt og dokumenteret senest den 5. juli i ansøgningsåret, medmindre du søger om betinget optagelse.

Kvote 2

Ansøgere i kvote 2 skal ligesom ansøgere i kvote 1 opfylde kravene om en adgangsgivende eksamen og de ovennævnte specifikke adgangskrav.

Ansøgninger i kvote 2 vurderes konkret på baggrund af følgende:

  1. gennemsnit af særligt relevante fag (kvote 2 fag, se nedenfor,) samt 
  2. andre særligt relevante dokumenterede kvalifikationer.

Læs mere om Aarhus Universitets kvote 2-kriterier.

Kvote 2 fag:

  • Dansk A
  • Engelsk B
  • Historie B eller Idehistorie B eller Samtidshistorie B
  • Yderligere et sprog på A-niveau, dog kun B-niveau, hvis der er tale om et fortsættersprog

Uddannelsens opbygning

Bacheloruddannelsen i Æstetik og Kultur er bygget op omkring grundfagene Det æstetiske felt og Æstetisk analyse og metode, hvor du lærer om æstetiske teorier og analytiske tankegange. Derudover har du Moderne kultur og Kulturliv, der omhandler den moderne kulturs historie, teorier og institutioner, samt Intermedial analyse, hvor du blandt andet arbejder med tekster, billeder og lyde.

Studieordning

I studieordningen for bacheloruddannelsen i Æstetik og Kultur kan du finde yderligere information om de enkelte fag, studiets opbygning, og hvilke krav der bliver stillet til dig som studerende. Du kan også læse om eksamensformer og eksamenskrav.

Studiediagrammet illustrerer hele forløbet på bacheloruddannelsen i Æstetik og Kultur. Du kan klikke på de forskellige fag og læse de enkelte fagbeskrivelser.

 

 

Studieliv

Undervisningen på Æstetik og kultur

På Æstetik og kultur foregår meget af undervisningen på små hold, hvilket giver dig mulighed for at indgå i diskussioner sammen med dine medstuderende. Derudover vil undervisningen veksle mellem forelæsninger, hvor din underviser gennemgår dagens tekster, samt oplæg, som du typisk kommer til at holde sammen med din læsegruppe. I læsegruppen kommer I også til at samarbejde om forskellige projekter igennem uddannelsen.

Herunder følger et eksempel på et ugeskema for 1. semester på Æstetik og kultur. Som det fremgår, er Æstetik og kultur et fuldtidsstudie, hvor du kommer til at bruge meget tid på at forberede dig til de enkelte timer – både individuelt og i læsegruppen.

 

Mandag:
8-13 Forberedelse
14-17 Holdundervisning i Det æstetiske felt

Tirsdag:
8-11 Arbejde i læsegruppe
11-14 Forelæsning i Moderne kultur

Onsdag
8-11 Forelæsning i Det æstetiske felt
12-16 Forberedelse

Torsdag:
9-11 Praktiske øvelser
12-16 Forberedelse

Fredag:
8-11 Holdundervisning i Moderne kultur
11-15 Forberedelse


Studieliv

På Æstetik og Kultur får du din daglige gang på den gamle og nu restaurerede Kaserne. Her kommer du til at gå op og ned af studerende fra andre æstetiske fag som Kunsthistorie, Dramaturgi, Musikvidenskab og Retorik. Fagene på Kasernen samarbejder om flere sociale arrangementer, hvilket skaber et unikt og tværfagligt miljø, hvor du har mulighed for at deltage i forskellige foreninger:

Kasernebaren
I samarbejde med de andre æstetiske fag afholder Kasernebaren fredagsbar. Her er der rig mulighed for at få et par kolde øl og vand tilsat æstetiske indspark til lyden af livemusik.

KaserneRevyen
Hvis du er til skuespil, ferm til at skrive manuskripter eller musisk interesseret, så er KaserneRevyen noget for dig. Revyen bliver afholdt hvert år i samarbejde med de andre æstetiske fag.

Visir
Visir er Kasernens studenterblad, som henvender sig til dig, der har lyst til at skrive. Visir skriver om det, som du og dine medstuderende interesserer jer for, og bladet tager imod alt fra digte og noveller til faglige artikler og essays.

Følg med i de faglige aktiviteter på Afdeling for Kunsthistorie, Æstetik & Kultur og Museologi

Læs i udlandet

Som studerende på Æstetik og kultur har du mulighed for at læse et semester i udlandet. Et udvekslingsophold udvikler dine sproglige evner, og du får mulighed at nærstudere et lands kulturelle forhold. På sidste år af din bacheloruddannelse har du mulighed for at benytte nogle af de udvekslingsaftaler, som Aarhus Universitet har med universiteter i hele verden. Klik dig videre til mere inspiration og vejledning og rejs UD!

Følg studielivet på Aarhus Universitet

- oplevet, fotograferet og filmet af de studerende selv.

Med tusindvis af billeder giver #yourniversity dig et indblik i hverdagen som studerende på AU, i festerne, overspringshandlingerne, eksamen og alt det andet, du kommer til at bruge din studietid på. 

 

Billederne er brugernes egne, delt med #Yourniversity, #AarhusUni og fagspecifikke AU-hashtags.

Se video lavet af studerende på Æstetik og kultur:

Karriere

Arbejdsopgaver som kandidatuddannet

Diagrammet viser arbejdsopgaver og arbejdsmarked for kandidatuddannede fra den pågældende uddannelse baseret på AU’s beskæftigelsesundersøgelse 2013/14.

Dine jobmuligheder som færdiguddannet bachelor i Æstetik og kultur afhænger meget af, hvilket tilvalg og eventuel hvilken kandidat du senere vælger.

Som bachelor i Æstetik og kultur får du et teoretisk og praktisk kendskab til, hvad der forbinder kultur, kunst, erhvervsliv, politik, værdier og normer i vores samfund. Du bliver indført i kunst- og æstetikteori, og du lærer om de vigtigste begivenheder i moderne æstetisk og kulturel historie. Herigennem får du viden om kunstens funktion og betydning i fortiden, nutiden og fremtiden. Det gør dig blandt andet i stand til at undersøge, hvilken rolle kunst, arkitektur og litteratur spiller i det moderne menneskes liv.

Størstedelen af færdiguddannede kandidater fra Æstetik og kultur kommer til at arbejde med kommunikation og formidling. Det kan blandt andet være som formidler hos kulturforvaltningen eller som informationsmedarbejder hos virksomheder, kommuner eller kulturinstitutioner. Flere bliver også ansat til udviklingsarbejde. Her kan du arbejde på tværs af organisationer, eller blive ansat som projektkoordinatorer ved eksempelvis integrationsprojekter.

Tilvalg

Som bachelorstuderende på Æstetik og kultur er det et krav, at du på tredje år skal vælge et tilvalg. På Æstetik og kultur kan du vælge imellem en masse forskellige fag. Andre studerende på Æstetik og kultur har eksempelvis valgt:

  • Tilvalg i Film og medier
  • Tilvalg i Billedkunst og visuel kultur
  • Tilvalg i Humanistisk organisationsudvikling

Kandidat

Når du har afsluttet din bacheloruddannelse i Æstetik og kultur, kan du læse videre på en lang række af kandidatuddannelser. Du skal være opmærksom på, at enkelte uddannelser kræver specifikke tilvalg.

  • Kandidatuddannelsen i Æstetik og kultur, hvor du bygger videre på dit faglige fundament fra din bacheloruddannelse, men hvor du i højere grad nærstuderer og stiller dig kritisk over for eksempelvis kunstens rolle i samtidskulturen.
  • Kandidatuddannelsen i Journalistisk (cand.public.), hvor du bruger din store viden om æstetiske og kulturelle forhold i en journalistisk sammenhæng, mens du samtidig tilegner dig en masse praktiske journalistiske værktøjer.
  • Kandidatuddannelsen i Oplevelsesøkonomi, hvor du blandt andet lærer om entreprenørskab, og hvordan du skaber merværdi gennem eksempelvis bæredygtige løsninger.
  • Kandidatuddannelsen i Kunsthistorie, hvor du undersøger kunst og visuelle medier i et teoretisk, historisk og praktisk perspektiv.