Aarhus Universitets segl

ENGELSK

Tilvalg

Fakta om uddannelsen
Undervisningssprog: Engelsk  | Studiested: Aarhus  |  Studiestart: August / september

Introduktion

Verdens sprog – ude eller hjemme

Drømmer du om at få en uddannelse, der giver dig mulighed for at rejse ud i verden? Eller drømmer du om at formidle din viden igennem undervisning? Interesserer du dig for engelsk litteratur fra Jane Austen til Zadie Smith? Eller elsker du, når en sætning bliver korrekt?

Bachelortilvalget i Engelsk giver dig et sprogligt kendskab og et indblik i kulturer og samfundsforhold i de engelsktalende lande, der gør dig i stand til at besidde job næsten hvor som helst i verden. Med et bachelor- og kandidattilvalg i Engelsk kvalificerer du dig til at undervise ikke blot på et gymnasie, men i mange andre undervisningssammenhænge.

Lingvistik og litteratur

På Engelsk studerer du sproget helt fra bunden ved analyse af sprogets lyde, sætningsopbygning og kommunikative anvendelse. Forståelse af sprogets systemer er meget vigtig, blandt andet for studiet af verdens litteratur på engelsk. Du analyserer og fortolker teksterne ud fra den viden om de forskellige genrer og deres historiske kontekst, som du opnår.

Samfundsforhold

I studiet af historie og samfundsforhold i Storbritannien, USA og andre engelsktalende lande lærer du at fortolke kilder ud fra analytiske og teoretiske metoder, og du får derved et stort kendskab til vigtige emner i verdenshistorien fra kolonialismen til nutidig amerikansk udenrigspolitik.

Ud over viden om lingvistik, litteratur og samfundsforhold, opøver du færdigheder inden for undervisning og oversættelse samt kommunikation og medier, hvilket er med til at give dig en bred jobprofil.

Adgangskrav

Krav til ECTS

Det er et krav, at du har bestået 60 ECTS på dit centrale fag inden 15. april. Eventuelt bestået propædeutik indgår ikke ved optællingen af optjente ECTS.

Niveaukrav

Dansk A

Engelsk A

Historie B eller Idehistorie B eller Samtidshistorie B

Yderligere et fremmedsprog (begyndersprog A eller fortsættersprog B)

Hvis du mangler nogle fagniveauer, kan du tage dem som suppleringskurser. Find mere information om supplering.

Adgangsbegrænsning

Ingen

Alle tilvalg udbydes under forudsætning af fornøden tilslutning. Du bør derfor på ansøgningsskemaet angive flere ønsker, så du er sikker på optagelse på et tilvalg, hvis din 1. prioritet ikke oprettes. Det samme bør du gøre, hvis du som din 1. prioritet søger om optagelse på et tilvalg med adgangsbegrænsning.

Hvis du er i gang med at supplere et niveau i ét fag og først afslutter suppleringen i august, skal du senest den 1. august fremsende dokumentation for, at du supplerer, til AU Studieadministration. Dokumentation for afsluttet supplering skal fremsendes, så det er AU Studieadministration i hænde senest den 5. september. 

Studieordning

I studieordningen kan du læse om tilvalgets opbygning og indhold samt hvilke krav, der bliver stillet til dig som studerende. Du kan også læse om eksamensformer og eksamenskrav.

Bachelortilvalgets opbygning

Kandidattilvalgets opbygning

Studieliv

Det faglige studieliv på Engelsk

Undervisningen på Engelsk foregår hovedsageligt som holdundervisning. Al undervisning foregår på engelsk. Du bidrager også selv aktivt til undervisningen i form af mundtlige oplæg, ligesom du til enkelte fag afleverer skriftligt arbejde.

Det sociale studieliv på Engelsk

Engelsk er et stort studie, hvilket giver mulighed for masser af samvær på tværs af årgange. Du kan blandt andet deltage i:

  • Anglia: Kultur- og Fagudvalg er en faglig studenterforening, som varetager både bachelor- og kandidatstuderendes ved Engelsk interesser og arrangerer sociale events.
  • English Writing Society (EWS) EWS er en studenterforening, der giver dig mulighed for at optimere dine skriftlige engelske færdigheder.
  • Esperanto fredagsbar er fredagsbaren for sprogfagene på Aarhus Universitet. Her møder du også studerende fra de andre sproguddannelser. Det er en forening for alle, der har lyst til at stå bag baren, uanset hvor meget eller hvor lidt erfaring du har. 

Følg studielivet på Aarhus Universitet

- oplevet, fotograferet og filmet af de studerende selv.

  Med tusindvis af billeder giver #yourniversity dig et indblik i hverdagen som studerende på AU, i festerne, overspringshandlingerne, eksamen og alt det andet, du kommer til at bruge din studietid på.

Billederne er brugernes egne, delt med #Yourniversity, #AarhusUni og fagspecifikke AU-hashtags.

Karriere

Dine jobmuligheder med et bachelortilvalg i Engelsk afhænger blandt andet af dit centrale fag. Hvis du vil have en kandidatuddannelse, spiller det en rolle, hvad du vælger, samt om du også tager et kandidattilvalg i Engelsk.

På tilvalget opnår du beherskelse af det engelske sprog - både med hensyn til korrekt udtale og grammatik. Du får også et indgående kendskab til kultur- og samfundsforholdene i engelsksprogede lande. Dine studier i engelsk kultur gør dig desuden i stand til at arbejde på tværs af kulturer.

Læs videre

Kandidattilvalg
Hvis du også tager et kandidattilvalg i Engelsk, får du mulighed for at finde job som underviser i eksempelvis gymnasiet. Dine muligheder for at blive gymnasielærer er bedst, hvis dit centrale fag også er et gymnasielt fag.