Medicin (lægevidenskab)
Bacheloruddannelsen i Medicin - Job som praktiserende læge
Foto: Mette Videbæk Justesen
Mette Videbæk Justesen
Praksisreservelæge i introduktionsstilling, arbejder hos Lægerne Doktorstien
i Sulsted, Nordjylland.
Arbejdsopgaver
Min dagligdag består af en bred vifte af forskelligartede patientkontakter, lige
fra snottede næser til mindre kirurgiske indgreb. Som praktiserende læge er
ens primære arbejdsopgave at møde patienterne i deres daglige liv som en
fremskudt del af sundhedsvæsnet. Man møder mange uklare problemstillinger,
man skal undersøge, og i denne brogede masse skal man udvælge de få, der
har brug for nærmere undersøgelse på hospitalet. Hver eneste dag bliver jeg
præsenteret for nye problemstillinger, og det er derfor lidt af et detektivarbejde
at være praktiserende læge.
Motivation i det daglige arbejde
Som praktiserende læge har man en stor grad af selvbestemmelse. Det betyder
meget for mig, at jeg har indflydelse på, hvordan min arbejdsdag skal forløbe,
og hvordan min arbejdsplads kan fungere mest optimalt. Herudover får man
glæde af en unik og tæt patientkontakt. Ved de vedvarende patientkontakter
opnår man desuden en virkelig god indsigt i den enkelte patients psykiske og
fysiske helbred.




