Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Fællesskabet på universitetet gør dig tryg, sund og dygtig

Du undgår ikke fællesskaberne, når du starter på universitetet, og det er både sundt og godt for dig.


”Man føler sig som en del af et fællesskab i løbet af ingen tid”. Nina Borgbjerg Møller studerer Digital Design på Aarhus Universitet, og for hende blev usikkerheden ved studiestart hurtigt afløst af tryghed i det faglige fællesskab: ”Vi blev lynhurtigt en lille faglig familie på studiet, og det er virkelig fedt at føle sig godt tilpas, når man skal lære. Vi var jo alle i samme situation, da vi startede, og i løbet af ingen tid mærkede man det her fællesskab både socialt og fagligt. Alle mødte jo op med samme interesse for at lære faget og nye mennesker at kende, og man er jo fælles om at have valgt studiet, så allerede der er man med i et uundgåeligt fællesskab”, fortæller hun.

 

 

På eventyr i fællesskab
Hans Henrik Knoop er lektor i pædagogik på Aarhus Universitet, hvor han blandt andet forsker og underviser i sociale relationer: ”Når man søger ind på universitetet, søger man også ind i et fællesskab af fagfolk, forenet i en fælles ambition om at forstå og forbedre verden. Det er lidt af en eventyrrejse ind i ukendte territorier, og nogle gange ind i ukendte territorier som selv ikke underviserne kender, og når det sker, så skabes der ny viden. Det er noget af det allermest spændende i universitetsverdenen. Det er en fantastisk mulighed, der åbner sig”, fortæller han og fortsætter: ”Men for at gribe den mulighed er det for langt de fleste vigtigt at være en del af et fællesskab bestående af et godt studiemiljø med engagerede og kompetente undervisere, med gode studiekammerater, gode fysiske rammer og gode fester”.

 

Studerende og undervisere på fælles rejse
For Hans Henrik Knoop er det vigtigt at vise de studerende, at de er fælles med underviserne om at arbejde for samme sag, og det fokuserer han på både i og efter undervisningen: ”Vi har et fagligt fællesskab om at blive dygtigere til vores fag. Vi er på en fælles rejse ind i fremtiden, og for både undervisere og studerende er det vigtigt, at den rejse er interessant. Glæden ved at blive dygtigere er altafgørende, fordi den både indebærer, at man lever et godt studieliv, og fordi det sandsynliggør, at man opnår så gode resultater som muligt”, fortæller Hans Henrik Knoop og forklarer, at han gør meget ud af, at de studerende skal føle sig trygge og godt tilpas på universitetet.

 

Følger sine undervisere på Twitter
For Nina Borgbjerg Møller er underviserne også meget mere end bare formidlere af viden i en forelæsningssal: ”Underviserne er enormt engagerede i det, de laver, og så går de jo vildt meget op i de projekter, vi laver i løbet af studiet. Efter forelæsninger kan man altid snakke om faget, og man behøver ikke nødvendigvis at tale om selve undervisningen. Underviserne anbefaler også foredrag eller arrangementer, som de tænker kunne være fede for os at opleve. Jeg følger også nogle af mine undervisere på Twitter, hvor de også deler perspektiver på faget, som ikke altid har med undervisningen at gøre”, fortæller hun. ”Det er lige meget, om man er professor, Ph.d.-studerende eller går på 1. semester, så er man med i det her faglige fællesskab, hvor alle bidrager på hver sin måde”.

 

Fællesskaber gør dig sundere og dygtigere
Professor ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet Bobby Zachariae, forsker blandt andet i betydningen af sociale processer for menneskets helbred: ”Det sociale er et vigtigt aspekt af den måde, vi definerer sundhed på. Fællesskaber er gode, fordi de kan give dig både følelsesmæssige og faglige ressourcer. Du slipper ikke for at gå til eksamen, fordi du er i et godt fællesskab, men du har til gengæld nogen at snakke med den eksamen om, og det har helt sikkert en positiv effekt på, hvordan du præsterer. Fællesskaber kan selvfølgelig også være negative, hvis kvaliteten af fællesskabet ikke er god, men de studerende, der indgår i gode fællesskaber klarer sig både fagligt og trivselsmæssigt bedre end dem, der ikke gør”, fortæller han.

”Det har desuden en positiv sundhedsmæssig effekt, når du er en del af et fællesskab. Fællesskaber har nemlig en positiv indflydelse på dit stressniveau og deraf også på dit immunforsvar. Er du mindre stresset, er dit immunforsvar også bedre til at forhindre sygdom”.

 

Det faglige fællesskab er noget særligt
Det er nu halvandet år siden, Nina Borgbjerg Møller startede på Digital Design på Aarhus Universitet, og skal hun fremhæve et fællesskab på universitetet, er det det faglige, der træder frem: ”Det har betydet helt vildt meget at møde nogle, som har de samme faglige interesser som jeg har. Familie og venner fra tidligere kan jeg snakke med om mange ting, men det der faglige bånd, det har jeg kun med dem, jeg studerer med. Deres forskellige perspektiver og tilgange til faget er helt klart med til at gøre mig dygtigere”.

 

Læs mere om fællesskabet på Aarhus Universitet:
Det faglige liv
Kapsejladsen