Bolig
Inden du begynder at lede efter bolig, er det en god idé at overveje, hvilken type bolig, du har mest lyst til at bo i. Vil du bo på kollegium, i ungdomsbolig eller en almindelig lejlighed - alene eller sammen med andre? Der er mange muligheder i en by som Århus, og der er fordele og ulemper ved dem alle.
Derudover er det vigtigt at overveje, hvor i byen du kunne tænke dig at bo, når du skal prioritere din boligsøgning. Du kan orientere dig lidt på oversigtskortet til højre, hvis du er ny i byen og ønsker at få et overblik over de forskellige bydele.

- Kollegiet i universitetsparken
Kollegium
Hvis du ønsker at bo på kollegium er det en god ide at søge så mange kollegier som muligt. Selvom du har fået en kollegiebolig, så kan du godt søge igen og stå som aktivt søgende og optjene anciennitet til en anden og mere attraktiv kollegiebolig. På de fleste kollegier kan du flytte ind op til 3 måneder før studiestart. Men der ikke er garanti for, at du har mulighed for dette, fx hvis ventelisten til det kollegium, du søger, er meget lang.
Søg direkte
Mange kollegier er med i en ordning, hvor værelserne bliver fordelt af et centralt indstillingsudvalg for flere kollegier. Nogle kollegier ønsker selv at fordele værelserne, og du skal derfor søge direkte til det enkelte kollegium. Hjemmesiden www.ungdomsboliger.dk samler links, adresser og telefonnumre til kollegie- og ungdomsboliger og kan hjælpe dig med at finde en bolig. Vil du gerne skrives op til en ungdomsbolig i Århus, så besøg www.ungdomsboligaarhus.dk. På Århus Kommunes hjemmeside kan du desuden finde mange informationer om at søge bolig - og du kan søge direkte her.
En anden god mulighed for at finde lejebolig er www.boligportal.dk, hvor man kan oprette annoncer og søge på andres annoncer. Du kan også klikke dig ind på www.leje-portalen.dk, hvor der ligeledes er et stort udvalg af lejeboliger, som du kan søge.
Generelle oplysninger
Generelle oplysninger om bolig i uddannelsesbyerne kan hentes på de enkelte kommuners hjemmesider. På Indenrigs- og socialministeriets hjemmeside kan finder du nyttige links, regler og vejledning i forbindelse med leje af bolig.
Held og lykke med boligsøgningen!






