Aarhus Universitets segl

KINASTUDIER

Tilvalg

Fakta om uddannelsen
Undervisningssprog: Dansk (og delvist engelsk)  | Studiested: Aarhus  |  Studiestart: August / september

Introduktion

Tilvalget i Kinastudier vil først og fremmest gøre dig i stand til at tale og læse standardkinesisk, som er det officielle sprog i Kina. Du begynder med et års ekstra forberedende kursus (propædeutik, inkl. SU), hvor du får en indføring i sproget og landet. Du vil hermed kunne supplere dit centrale fag med et nyt sprog og opnå en kulturel indsigt i verdens mest folkerige land, som får tiltagende global betydning.

Kina fra alle vinkler

Foruden sprogundervisningen lærer du at arbejde videnskabeligt med områder relateret til Kinas samfundsforhold, historie, kultur og medier. Størstedelen af undervisningen handler om Kinas aktuelle udvikling og udfordringer både internt og i relation til omverdenen. Du vil komme til at undersøge sammenhængene mellem politiske, samfundsmæssige og kulturelle forhold.

Undervisning i Kina

Undervisningen på 4. semester af BA-tilvalget er udlagt til Peking Universitet (PKU) i Beijing. Det betyder, at du skal tage dette semester i Kina, med mindre særlige forhold gør sig gældende. På KA-tilvalget indeholder 1. semester et ophold på School of International Chinese Study på East China Normal University (ECNU) i Shanghai. Ophold i Kina giver dig en unik mulighed for at øve og udvikle dine sproglige og interkulturelle færdigheder samtidig med, at du får et førstehåndsindblik i kinesiske samfundsforhold.

Adgangskrav

Krav til ECTS

Det er et krav, at du har bestået 60 ECTS på dit centrale fag inden 15. april. Eventuelt bestået propædeutik indgår ikke ved optællingen af optjente ECTS.

Niveaukrav

Dansk A

Engelsk B

Historie B eller Idehistorie B eller Samtidshistorie B

Kinesisk A eller propædeutisk undervisning efter optagelse på uddannelsen    

Hvis du opfylder adgangskravene er du sikker på at blive optaget, med mindre du som en højere prioritet har søgt et fag med begrænsning og optages på dette.

Tilvalg med propædeutik

Tilvalget indeholder et propædeutisk forløb, det vil sige et forberedende sprogforløb for studerende uden forkundskaber i det pågældende sprog. Vælger du et tilvalg, hvor propædeutik indgår, vil din samlede studietid for bacheloruddannelsen blive forlænget med det halve eller hele år, det propædeutiske forløb er normeret til. Studietidsforlængelsen berettiger til ekstra SU, som du selv skal huske at søge. Der kan kun indgå i alt 60 ECTS propædeutik i et samlet uddannelsesforløb. Det vil sige, at har du allerede propædeutik i dit centrale fag, kan du kun optages på et tilvalgsfag med propædeutik, hvis det samlede omfang af propædeutik ikke overstiger 60 ECTS.

Alle tilvalg udbydes under forudsætning af fornøden tilslutning. Du bør derfor på ansøgningsskemaet angive flere ønsker, så du er sikker på optagelse på et tilvalg, hvis din 1. prioritet ikke oprettes.

Hvis du mangler nogle fagniveauer kan du tage dem som suppleringskurser. Læs mere her

Studieordning

Du kan finde yderligere information om tilvalgets opbygning og indhold samt hvilke forventninger, der er til dig som studerende. Du kan også læse om eksamensformer og eksamenskrav.

Bachelortilvalgets opbygning

Kandidattilvalgets opbygning

 

Studieliv

Det faglige studieliv på Kinastudier

Det meste af undervisningen på Kinastudier foregår som øvelser og holdundervisning, hvor du skal holde oplæg og bidrage til diskussioner sammen med dine medstuderende. På Kinastudier bliver du også en del af en læsegruppe, og du kommer blandt andet til at lave projekter og løse sproglige opgaver sammen med dine medstuderende.

Det sociale studieliv på Kinastudier

Udover studierne, findes der en masse andre fagrelevante tilbud, som du kan benytte dig af i din fritid.

  • Globale Studiers Fagudvalg: Kinastudier deler fagudvalg med de øvrige Globale Studier. Det er de studerendes talerør på universitetet, og her kan du få indflydelse på dit studiemiljø.
  • Globarl: Hver måned arrangerer Globarl en temabar, hvor du kan hygge dig med dine medstuderende over en kold øl eller vand.

Følg studielivet på Aarhus Universitet

- oplevet, fotograferet og filmet af de studerende selv.

Med tusindvis af billeder giver #yourniversity dig et indblik i hverdagen som studerende på AU, i festerne, overspringshandlingerne, eksamen og alt det andet, du kommer til at bruge din studietid på.

Billederne er brugernes egne, delt med #Yourniversity, #AarhusUni og fagspecifikke AU-hashtags.

Karriere

Dine jobmuligheder med et bachelortilvalg i Kinastudier afhænger blandt andet af dit centrale fag, hvilken eventuel kandidatuddannelse, du vælger, samt om du også tager kandidattilvalget i Kinastudier.

På tilvalget i Kinastudier lærer du at kommunikere mundtligt og skriftligt på standardkinesisk. Dit kendskab til Kinas kultur, historie og samfund gør dig i stand til at analysere samfundsmæssige og interkulturelle problematikker i relation til Kina. Du bliver god til at undersøge en problemstilling i relation til Kina, formidle dine resultater videre og komme med løsningsforslag.

Hvis du også vælger kandidattilvalget i Kinastudier får du gode muligheder for at arbejde som underviser gymnasieskolen. Du kan også finde arbejde i danske eller kinesiske virksomheder inden for marketing, salg og eksport. Det er også muligt at arbejde som interkulturel konsulent, i rejsebranchen, eller som tolk og oversætter.

Læs videre

Kandidattilvalg
Når du har et bachelortilvalg i Kinastudier, kan du vælge også at tage kandidattilvalget i Kinastudier som en del af din kandidatuddannelse. Det giver dig mulighed for at undervise i kinesisk på gymnasiet. Dine muligheder for at komme til at undervise er størst, hvis du samtidig har et stort gymnasiefag som dit centrale fag.