UDDANNELSESVIDENSKAB

Om at præge og udvikle fremtidens uddannelser.

Introduktion

På Uddannelsesvidenskab kombinerer du pædagogik med en samfundsvidenskabelig tilgang til læring og uddannelse. Du går i dybden med uddannelsespolitik, uddannelsesforvaltning, læring og udvikling af kompetencer.

Hverdagen på Uddannelsesvidenskab

Undervisningen på Uddannelsesvidenskab bygger på forelæsninger og holdundervisning, hvor du arbejder med praktiske øvelser, holder oplæg og laver projekter med din læsegruppe. Du studerer de nyeste teorier om viden og læring, og du kommer omkring fag som uddannelsessociologi, politik og økonomi, antropologi, filosofi, psykologi og pædagogik.

Fremtidens uddannelse

Uddannelsesvidenskab giver dig det store overblik over uddannelsesområdet. Du studerer hvilken rolle læring, uddannelse og pædagogik spiller i skoler, uddannelsesinstitutioner, i virksomheder og politiske organisationer. Du arbejder med samfundsanalyser og studerer, hvordan vi som samfund skal leve fremover og derfor også, hvad vi skal uddanne os til.

Karrieremuligheder

Som bachelor i Uddannelsesvidenskab kan du læse videre på en række kandidatuddannelser. Eksempelvis kandidatuddannelsen i Uddannelsesvidenskab, som kan give dig jobmuligheder inden for områder som kompetenceudvikling i organisationer og virksomheder, medarbejderudvikling og uddannelsesrådgivning.

Adgangskrav

Optagelsesområdenummer

Aarhus: 22510

København: 22520

 

For at søge denne uddannelse kræves:

En adgangsgivende eksamen samt følgende specifikke adgangskrav:

  • Dansk A
  • Engelsk B
  • Historie B eller Idéhistorie B eller Samfundsfag B eller Samtidshistorie B.

 

Hvis du mangler et eller flere fagniveauer, kan du tage dem som gymnasial supplering eller som sommersupplering (betinget optagelse).

Adgangskravene skal være opfyldt og dokumenteret senest den 5. juli i ansøgningsåret, medmindre du søger om betinget optagelse.

Kvote 2 

Ansøgere i kvote 2 skal ligesom ansøgere i kvote 1 opfylde kravene om en adgangsgivende eksamen og de ovennævnte specifikke adgangskrav.

Ansøgninger i kvote 2 vurderes konkret på baggrund af følgende:

  1. gennemsnit af særligt relevante fag (kvote 2 fag, se nedenfor,) samt 
  2. andre særligt relevante dokumenterede kvalifikationer.

Læs mere om Aarhus Universitets kvote 2-kriterier.

Kvote 2 fag:

  • Dansk A
  • Engelsk B
  • Historie B eller Idéhistorie B eller Samfundsfag B eller Samtidshistorie B

Uddannelsens opbygning

Fagene på bacheloruddannelsen i Uddannelsesvidenskab bevæger sig alle inden for samfundsvidenskab og humaniora. Fagene tager afsæt i aktuel uddannelsesforskning og er bygget op omkring elementer fra sociologi, antropologi, filosofi, psykologi og pædagogik. Tværfagligheden er derfor et gennemgående element i de fag, du møder på studiet.

Studieordning

I studieordningen for bacheloruddannelsen i Uddannelsesvidenskab kan du finde yderligere information om de enkelte fag, studiets opbygning, og hvilke krav der bliver stillet til dig som studerende. Du kan også læse om eksamensformer og eksamenskrav.

Studiediagrammet beskriver hele forløbet på bacheloruddannelsen i Uddannelsesvidenskab. Du kan klikke på de forskellige fag og læse de enkelte fagbeskrivelser.

 

 

Studieliv

Undervisningen på Uddannelsesvidenskab

Som studerende på bacheloruddannelsen i Uddannelsesvidenskab kommer din undervisning til at variere meget. Du har både forelæsninger, hvor din underviser gennemgår dagens tekster, og holdundervisning, hvor du sammen med dine medstuderende diskuterer det faglige pensum. I holdundervisningen er der også indlagt projektarbejde og oplæg, som du typisk holder sammen med din læsegruppe.

Herunder følger et eksempel på en ugeplan for studerende på 1. semester på Uddannelsesvidenskab. Bacheloruddannelsen i Uddannelsesvidenskab er et fuldtidsstudie, hvor du kommer til at bruge meget tid på at forberede dig til de enkelte undervisningsgange.

Mandag:
9-12 Arbejde i læsegruppe
13-16 Forberedelse

Tirsdag:
9-12 Holdundervisning i Uddannelse, uddannelsessystemer og læringsarenaer
13-16 Forberedelse

Onsdag:
8-11 Forberedelse
12-15 Forelæsning i Uddannelse, uddannelsessystemer og læringsarenaer

Torsdag:
8-12 Forberedelse
13-16 Forelæsning i Uddannelsessociologi, -politik og -økonomi

Fredag:
9-12 Holdundervisning i Uddannelsessociologi, -politik og –økonomi
12-15 Forberedelse

Det sociale studieliv på Uddannelsesvidenskab

Du kan læse Uddannelsesvidenskab på enten Campus Aarhus eller Campus Emdrup i København. Som studerende på Institut for Uddannelse og Pædagogik får du din daglige gang i Danmarks største forsknings- og undervisningsmiljø inden for læring, uddannelse og pædagogik, og du bliver en del af hele instituttets studiemiljø, der også består af kandidat- og masterstuderende fra forskellige uddannelser. Hvad enten du studerer på Campus Aarhus eller Campus Emdrup, er der på Uddannelsesvidenskab et levende studiemiljø, hvor du kan engagere dig i diverse foreninger.

Foreninger både i Aarhus og Emdrup, De Studerendes Råd (DSR)
På Institut for Uddannelse og Pædagogik kan du blive en del af det studenterpolitiske organ DSR. Rådet varetager de studerendes interesser i forbindelse med politiske, sociale og faglige forhold.

UddannelsesImperiet
Hvis du har lyst til at bidrage til et kritisk studenterpolitisk debatmiljø, så er UddannelsesImperiet noget for dig. Diskussionerne udgives som podcast og fokuserer på interne og eksterne pædagogiske og uddannelsesmæssige problemer.

Foreninger på Campus Aarhus, BAR’n
Fredagsbaren på Campus Aarhus hedder BAR’n. Her kan du hver anden fredag i måneden nyde en kold øl eller vand sammen med dine medstuderende.

Århus Caféen
Hver måned bliver der afholdt Århus Caféen. Her kan du mødes med dine medstuderende til eksempelvis ølsmagning, spilaftenener og større fester.

Foreninger på Campus Emdrup, Bar Bund
På Campus Emdrup hedder fredagsbaren Bar Bund. Her kan du hver fredag runde ugen af med en hyggelig snak over en kold øl eller vand til lyden af god musik sammen med dine medstuderende.

Uddannelsesvidenskabeligt Bagland (UDV-Bagland)
UDV-Bagland er et forum for dig, der har mod på at diskutere, hvordan Uddannelsesvidenskab bliver et endnu bedre studiet. UDV-Bagland holder møde én gang i måneden.

Læs i udlandet

Som studerende på Uddannelsesvidenskab har du mulighed for at læse et semester i udlandet. Et udvekslingsophold er dels med til at udvikle dine sproglige evner, mens du samtidig får  mulighed at nærstudere et lands kultur. På sidste år af din bacheloruddannelse har du mulighed for at benytte nogle af de udvekslingsaftaler, som Aarhus Universitet har med universiteter i hele verden. Klik dig videre til mere inspiration og vejledning og rejs UD!

Følg studielivet på Aarhus Universitet

- oplevet, fotograferet og filmet af de studerende selv.

Med tusindvis af billeder giver #yourniversity dig et indblik i hverdagen som studerende på AU, i festerne, overspringshandlingerne, eksamen og alt det andet, du kommer til at bruge din studietid på. 

 

Billederne er brugernes egne, delt med #Yourniversity, #AarhusUni og fagspecifikke AU-hashtags.

Karriere

Med en bacheloruddannelse i Uddannelsesvidenskab lærer du at arbejde og tænke tværfagligt. Det gør dig i stand til at handle professionelt i feltet mellem mennesker, organisationer og samfund. Du får en bred forståelse for hele uddannelsesfeltet og kan analysere hvilken rolle læring, uddannelse og pædagogik spiller i skoler, virksomheder og politiske institutioner. Du får også indsigt i, hvordan vidensamfundet fungerer, og hvordan man bedst leder en organisation og vejleder de mennesker, der er ansat i den.

Som færdiguddannet bachelor i Uddannelsesvidenskab vil du for eksempel komme til at arbejde med medarbejder- og kompetenceudvikling eller som konsulent inden for uddannelsesområdet i ministerier og styrelser. Du kan også komme til at arbejde med udviklings- og evalueringsaktiviteter i offentlige organisationer.

Kandidat

En bacheloruddannelse i Uddannelsesvidenskab giver dig mulighed for at læse videre på de fleste af kandidatuddannelserne på Institut for Uddannelse og Pædagogik. Det kan eksempelvis være:

  • Kandidatuddannelsen i Uddannelsesvidenskab, hvor du får mulighed for at specialisere og fordybe dig endnu mere i områder som eksempelvis uddannelsesforvaltning og HR.
  • Kandidatuddannelsen i Pædagogisk psykologi, hvor du lærer at anvende psykologiske teorier og metoder på pædagogiske problemstillinger.
  • Kandidatuddannelsen i Pædagogisk antropologi, der handler om at analysere kulturelle forhold og sociale processer i pædagogiske sammenhænge og perspektiver.

Mød en færdiguddannet kandidat i uddannelsesvidenskab og læs om hendes vej til det første job

Vil du være med til at gøre samfundets uddannelser bedre?

Pia Bramming, lektor og afdelingsleder, og Jonas Andreasen Lysgaard, adjunkt og uddannelseskoordinator, fortæller, hvorfor det er en god ide at tage en bachelor i Uddannelsesvidenskab på DPU.