June Holst, Engelsk og Kommunikation

Hvorfor valgte du at læse Engelsk og Kommunikation?
Jeg har altid været vild med sprog, og vidste at det skulle være noget i den retning. Kommunikationsaspektet tiltalte mig, da det gør uddannelsen lidt mere erhvervsrettet end de rene sprogfag. Mange forbinder Handelshøjskolen med hardcore business og økonomi, men det her er faktisk en af de lidt mere 'bløde uddannelser'.
Hvordan var din studiestart?
Vi havde en rusuge på 4 dage, hvor der hver dag var planlagt alt muligt. Der var introduktioner til fag, studieliv og ASB generelt, og hver dag var der også arrangeret en masse festlige begivenheder, som man kunne deltage i, hvis man havde lyst. Et par uger senere tog alle (ca. 1200) nye studerende på samlet rustur, og både i rusugen og på rusturen var der en helt fantastisk stemning!
Hvordan er din dagligdag på studiet?
Uddannelsen er delt nogenlunde ligeligt op med engelsk-fag og kommunikations-fag. Der er forholdsvis få ugentlige lektioner - men til gengæld en masse læsning. Man sørger selv for at læse, hvad man har brug for, så man får trænet selvdisciplinen lidt. I flere fag er der også afleveringer, gruppearbejde og ikke mindst ret mange oplæg og fremlæggelser, som er en stor del af kommunikationsfagene.
Hvordan er studiemiljøet?
Der er et rigtig godt studiemiljø på ASB. Der er plads både til gruppearbejde og til at sidde med næsen begravet i bøgerne på læsesal. Når det ikke handler om studiet, er der også god mulighed for at hygge sig i cafeerne eller tage en tur i den Danmarkskendte torsdagsbar, Klubben!
Hvad er det mest spændende ved din uddannelse?
Det mest spændende ved erhvervssprog og kommunikation er nok, at man kan bruge det til vidt forskellige ting bagefter. Der er rigtig mange muligheder, hvad enten man vil gå sprog-vejen, kommunikations-vejen eller kombinere! Derudover er det også ret spændende at lære om de forskellige kommunikationsmetoder, se dem fra virksomhedens side og selv afprøve dem i praksis.
Hvad vil du gerne arbejde med bagefter?
Selvom jeg i første omgang valgte uddannelsen for sprogets skyld, har jeg lært at holde af kommunikationsdelen, så et job hvor jeg kan kombinere de to ting, ville være drømmejobbet. Der er altid brug for gode kommunikationsevner, så jeg håber at kunne finde et job i en virksomhed, der på en eller andet måde har forbindelse til udlandet og engelsktalende lande. Om det lige bliver kommunikationsmedarbejder, korrespondent, marketingsassistent osv. betyder ikke så meget.




