Aarhus Universitets segl

ERHVERVSØKONOMI, HA (HERNING)

Bacheloruddannelse

Fakta om uddannelsen
Adgangskvotient (Kvote 1) 2023: Alle optaget 
Undervisningssprog | Studiested: Herning  |  Studiestart: August / september
Optagelsesområdenummer: 22930

Karakterkrav på 6,0 i kvote 1

I 2023 skal du have mindst 6,0 i eksamensgennemsnit, for at blive optaget i kvote 1. Opfylder du ikke karakterkravet på mindst 6,0, skal du søge optagelse i kvote 2 senest den 15. marts kl. 12. 

Erhvervsøkonomi er studiet af økonomi og ledelse. Du analyserer virksomheders økonomiske problemstillinger og udvikler erhvervsøkonomiske strategier.

Introduktion

På Erhvervsøkonomi, HA i Herning lærer du om styring og drift af virksomheder, og du får et bredt indblik i bl.a marketing, økonomi og ledelse. Du får allerede på første semester mulighed for at arbejde tæt sammen med erhvervslivet gennem projektarbejde, og de erhvervsrettede samarbejder er ganske særlige for Erhvervsøkonomi i Herning. Det vil sige, at der i Herning er et særligt fokus på samspillet mellem teori og praksis. I løbet af uddannelsen kommer du omkring alt lige fra logistik, regnskab, finansiering og økonomistyring til organisationsledelse, salg, projektledelse og innovation.

Dagligdagen på Erhvervsøkonomi, HA i Herning

Undervisningen bygger på forelæsninger og undervisning på mindre hold, hvor du deltager i diskussioner, løser opgaver og holder oplæg. Du vil løbende være i kontakt med erhvervslivet og løse konkrete cases gennem projekter i takt med, at din forretningsforståelse udvikles. Du kommer til arbejde med helt konkrete problemstillinger og kan derfor afprøve teorierne i praksis, allerede mens du læser. Derved har du som færdiguddannet bachelor både praktisk erfaring på dit CV og et aktivt professionelt netværk via koblingen til erhvervslivet.

Der vil på uddannelsen allerede fra 1. semester være et stort fokus på udvikling af dine personlige-, karriere-, netværkskompetencer, så du står stærkt, når du skal ud i verden og gøre en positiv forskel for andre.

Aarhus Universitet i Herning har gode studiefaciliteter og et internationalt miljø - du vil her opleve en tæt kontakt mellem studerende og undervisere.

Uddannelsens opbygning

Erhvervsøkonomi, HA består af tre fagblokke: En erhvervsøkonomisk blok med fag som afsætning, økonomistyring, regnskab, organisation og finansiering. En blok med redskabsfag som statistik, erhvervsret og projektledelse. En blok, der fokuserer på samfundsøkonomi. På Erhvervsøkonomi får du indsigt i de forskellige økonomiske problematikker, der kan opstå i en virksomhed. Du lærer, både i teori og praksis, at udvikle virksomheders strategier, så problemerne bliver løst.

Karrieremuligheder

En bachelor i Erhvervsøkonomi, HA gør dig i stand til at bestride stort alle administrative funktioner i private og offentlige virksomheder. Når du er færdig med din bacheloruddannelse, vil du have alsidige og betydelige erhvervskompetencer, og du kan arbejde med områder som salg og marketing, økonomistyring, personaleledelse, organisationsudvikling og ledelsesstrategi, aktiehandel og udviklingsprojekter. Du har også mulighed for at læse videre på en række kandidatuddannelser som eksempelvis cand.merc. i International Business Development i Herning.

Visninger
Julie fortæller om, hvorfor hun valgte HA-uddannelsen, og hvilke døre uddannelsen har åbnet for hende efterfølgende.

Besøg os til Åbent Hus 2024

Vi afholdte u-days på AU den 22., 23. og 24. februar 2024 - måske du gik glip af det eller har lyst til at genbesøge dele af oplevelsen?

Her kan du se vores online live session hvor studenterstudievejledere fortæller om uddannelsen og svarer på spørgsmål. Derudover kan du få en virtuel rundvisning på campus. Find mere indhold fra u-days 2023 på bachelor.au.dk/udays

Hør vores studenterstudievejleder fortælle om uddannelsen

Tag en virtuel rundtur

Tjek om Erhvervsøkonomi er noget for dig

Adgangskrav

Alle ansøgere, både i kvote 1 og kvote 2, skal opfylde følgende adgangskrav til Erhvervsøkonomi, HA (Herning):

Adgangsgivende eksamen
Du skal have bestået en adgangsgivende eksamen.

Specifikke adgangskrav
Du skal have bestået følgende specifikke adgangskrav:

  • Dansk A
  • Engelsk B
  • Matematik B
  • Historie B eller Idehistorie B eller Samtidshistorie B eller Samfundsfag B eller International Økonomi B

Hvis du mangler et eller flere fagniveauer, har du mulighed for at supplere.

Karakterkrav på mindst 6,0 i kvote 1
Du skal have mindst 6,0 i gennemsnit i din adgangsgivende eksamen, når du søger i kvote 1.
Hvis du ikke opfylder karakterkravet i kvote 1, skal du søge optagelse i kvote 2 senest 15. marts kl. 12. Ellers har du ikke mulighed for at blive optaget.


Hvis du skal søge i kvote 1

Når du søger i kvote 1, skal du opfylde de ovenstående adgangskrav.

Du kan læse mere om kvote 1 her.


Hvis du skal søge i kvote 2

Når du søger i kvote 2, skal du opfylde de ovenstående adgangskrav. I kvote 2 vurderer vi din ansøgning ud fra to kriterier:

1. Dit gennemsnit af følgende særligt relevante kvote 2 fag:

  • Dansk A
  • Engelsk B
  • Matematik B
  • Historie B eller Idehistorie B eller Samtidshistorie B eller Samfundsfag B eller International Økonomi B

2. Dine relevante kvalifikationer

Hvis du kan dokumentere, at du har relevante kvalifikationer, kan det indgå i den samlede vurdering af din kvote 2 ansøgning.  

Eksempler: Iværksætteri, videregående uddannelse inden for det erhvervsøkonomiske område, højskole med relevante fag inden for fx business, erhvervsarbejde inden for regnskab eller marketing.

Vi ser også på, om du dokumenterer aktiviteter, der viser god studieevne.  

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt dine kvalifikationer er relevante, anbefaler vi altid, at du indsender dokumentation for dem.  

Du kan læse mere om kvote 2 og om, hvordan du dokumenterer dine relevante kvalifikationer her

Forventningsafstemmende samtale
Du har mulighed for at få en forventningsafstemmende samtale med uddannelsen, hvis du har søgt optagelse i kvote 2.  Formålet med samtalen er at give dig et indblik i studiet og studiestedet samt at afklare, hvilke forventninger der er til dig som studerende, og hvilke forventninger du har til det at studere Erhvervsøkonomi, HA (Herning). Til samtalen har du også mulighed for at får svar på eventuelle spørgsmål, du har om studiet og studiestedet.

Samtalen er valgfri, og vi forventer at den foregår i april eller maj enten ved et fysisk fremmøde på studiestedet eller via et online møde.

Bemærk, at den forventningsafstemmende samtale ingen indflydelse har på dine chancer for at blive optaget.


HA, Top-up er afskaffet

Det er ikke længere muligt at søge om optagelse på HA, Top-up. Hvis du har en erhvervsakademiuddannelse som Markedsføringsøkonom, Finansøkonom eller Financial controller, skal du søge om optagelse via optagelse.dk. Du kan søge om merit for din erhvervsakademiuddannelse hos studienævnet, hvis du tilbydes en studieplads.


Uddannelsens opbygning

På Erhvervsøkonomi får du indsigt i de forskellige økonomiske problematikker, der kan opstå i en virksomhed. Du lærer at udvikle virksomhedens strategi, så problemerne bliver løst. Desuden får du værktøj til at forstå virksomhedens opbygning og forskellige relationer. Du får blandt andet indsigt i samfundets økonomiske forhold, og du bliver i stand til at forstå, hvilke konsekvenser, de har for virksomheden.

Studieordning

I studieordningen kan du finde yderligere information om, hvilke krav der bliver stillet til dig som studerende og om, hvordan studiet er bygget op. Du kan også læse om eksamensformer og eksamenskrav.

Undervisningssprog

Uddannelsen er godkendt med dansk som udbudssprog. Udbudssproget er det sprog, der som udgangspunkt undervises i på uddannelsen. Aarhus Universitet har et internationalt forskningsmiljø og tiltrækker dygtige forskere fra hele verden, så du skal være opmærksom på, at dele af undervisningen kan være på engelsk, og at der desuden ofte vil forekomme undervisningsmateriale på engelsk.

Kig i kursuskataloget for at se undervisningssproget for de enkelte kurser.

Nedenfor kan du se et diagram, der viser, hvordan studiet er bygget op. Du kan klikke på de enkelte fag i diagrammet og læse deres fagbeskrivelser.

Studieliv

Undervisningen på Erhvervsøkonomi deler sig mellem forelæsninger, holdundervisning og selvstændig forberedelse. Til forelæsningerne gennemgår din underviser emnerne for din årgang. Til holdundervisningen forventes du i højere selv at komme på banen, når I skal bruge teorien til at foreslå løsninger på konkrete problemer i en virksomhed. Der vil være diskussion og gennemgang af opgaver. Du bliver også del af en læsegruppe. Sammen skal I forberede oplæg, løse opgaver og eventuelt sparre i forbindelse med eksamen. 

Erhvervsøkonomi er et fuldtidsstudie, selvom du måske ikke har skemalagt undervisning hver dag. Nedenfor kan du se et eksempel på en typisk uge på 1. semester på Erhvervsøkonomi. Som du kan se, kommer meget af tiden til at gå med forberedelse til undervisningen og møder med din læsegruppe. 

Mandag

8-12:              Forelæsning i Eksternt Årsregnskab

12-14:            Holdundervisning i Organisationsadfærd

14-16:            Forelæsning i Matematik 

Tirsdag

8-10:              Forelæsning i Statistik

10-12:            Holdundervisning i Eksternt Årsregnskab

14-16:            Holdundervisning i Matematik 

Onsdag

8-10               Forelæsning i Organisationsadfærd

10-12:            Møde med læsegruppe

12-17:            Læsning 

Torsdag

8-17:              Læsning 

Fredag

9-12:              Opgaveregning

12-15             Læsning 

Det sociale studieliv på Erhvervsøkonomi

Uddannelserne på AU i Herning ligger tæt samlet. Det giver mulighed for et rigt socialt liv på tværs af de forskellige studier. Du kan blandt andet deltage i: 

Student Activity Association (SAA)

SAA er en studenterforening på tværs af fagene i Herning. Foreningen arrangerer en masse forskellige tilbud for studerende, eksempelvis Cultural Nights, hvor du kan lære om andre kulturer. 

Fredagsbar

Fagene i Herning har en fælles fredagsbar. Her er der rig mulighed for at geare ned efter en uges studier. 

Studiebyen Herning

Herning er kendt for at huse store koncert- og sportsbegivenheder, men Herning er meget mere end det. I Herning er tæt på hver 5. indbygger studerende enten på ungdoms- eller videregående uddannelser – det er derfor en by med mange unge mennesker og tilbud, der er målrettet studerende. I Herning er naturen lige uden for døren, og der er etableret fine badestrande ved søerne kun en cykeltur væk fra universitetet. Når du skal starte på dit studie i Herning, skal du ikke bekymre dig om tag over hovedet, Herning Kommune giver nemlig boliggaranti til nye studerende. Her kan du bo i topmoderne lejligheder/studieboliger på 1-2 værelser til en lav husleje. Der er mere end 20 barer, cafeer og gå-i-byen steder i Herning, samt kulturelle arrangementer hele året rundt – lige fra store koncerter med internationale navne i Boxen til mindre koncerter på det lokale spillested Fermaten.

Følg hverdagen på AU Herning på Instagram


Karriere

Arbejdsopgaver som kandidatuddannet

Diagrammet viser fordelingen mellem de fem hyppigste arbejdsopgaver for kandidatuddannede i en tilsvarende uddannelse 1-2 år efter færdiggørelsen af deres uddannelse. Tallene baserer sig på spørgeskemaundersøgelse foretaget af Epinion for Ministeriet for Forskning og Uddannelse og Aarhus Universitet i 2020.

Som erhvervsøkonom er du i stand til at overskue virksomhedens forskellige interesser. I løbet af uddannelsen lærer du at identificere virksomhedens største problemer og at løse dem. 

Derfor arbejder flere erhvervsøkonomer som analysemedarbejdere, hvor de blandt andet hjælper med at afklare, hvordan virksomheden klarer sig. Mange arbejder som administrative medarbejdere, hvor de eksempelvis sidder med virksomhedens regnskab. Du kan også blive projektleder i eksempelvis en industriel virksomhed, få andre ledende funktioner, og du kan varetage salg og marketing.

Kandidat

De fleste bachelorer i Erhvervsøkonomi vælger at også at tage en kandidatuddannelse. Du kan blandt andet vælge:

  • Kandidatuddannelsen i Erhvervsøkonomi, hvor du kan specialisere dig i en række forskellige temaer indenfor erhvervsøkonomien.
  • Kandidatuddannelsen i IT, Kommunikation og Organisation, hvor du blandt andet lærer at indføre nye IT-værktøjer, mens du tager hensyn til kommunikative problematikker og virksomhedens organisation.