Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Tre studerende fortæller ærligt om livet på universitetet

Overvejer du at starte på universitetet? Tre studerende giver dig et ærligt indblik i livet som studerende.

Simon, Simone og Josefine har tilsammen gået på universitetet i mere end 10 år. De kender alt til livet med læsning, fester, eksamener, nye venner og alt det, der følger med livet som studerende. Vi har sat de tre venner sammen til en snak om livet på Aarhus Universitet.

Simon Banerjee er 24 år og fra Hirtshals. Bachelor i fysik og skriver nu speciale på kandidatuddannelsen i Astronomi. Gik på STX på Hjørring Gymnasium.
instagram.com/simonbanerjee_
Simone Kejlberg er 23 år og fra Aarhus. Bachelor i Lingvistik og er lige startet på 1. semester på kandidatuddannelsen i Medievidenskab. Gik på STX på Aarhus Katedralskole. instagram.com/simonekejlberg
Josefine Klakk er 21 år og fra Haderslev. Hun studerer Folkesundhedsvidenskab på 5. semester. Gik på STX i Haderslev.
instagram.com/josefineklakk

Hvordan er universitetet i forhold til gymnasiet?

Josefine: Læsemængden var for mig den største forskel i forhold til gymnasiet. Jeg skulle lige vænne mig til, når der stod på læseplanen, at jeg skulle læse 250 sider til i morgen. I starten var det sådan: ”Det mener I helt ærligt ikke!”. Men det vænner man sig jo til, og lærer at indrette sig efter det. Jeg har meget undervisning fra kl. 12-14 eller fra kl. 8-10, og så kan jeg indrette dagen efter det. Rent fagligt var springet ikke så stort, for pludselig skal man jo bare koncentrere sig om det her ene fag, man selv har valgt, og som man gerne vil blive god til. Altså, jeg blev egentlig slet ikke slået ud af det faglige niveau.
Simone: Heller ikke mig.
Simon: Nej, jeg gjorde heller ikke, selvom jeg virkelig skulle kæmpe for det, så var det ikke en deal breaker for mig. Altså om jeg kunne klare det eller ej. Jeg ville klare det.
Josefine: For man har jo også valgt et fag, hvor man har en eller anden form for viden i forvejen. For eksempel hos os på Folkesundhedsvidenskab, hvor der er meget statistik, der er det et krav, at man har Matematik A, så har man jo en matematisk grundviden og er på den måde klædt på til det fra gymnasiet.
Simon: Der var det lidt anderledes for mig, for Fysik er jo et gymnasiefag. I starten var det fint nok at følge med, men efter 7 uger, så gik det bare amok, og vi tog virkelig nogle ryk rent fagligt. Jeg måtte virkelig kæmpe hårdt for at følge med.
Simone: Du snakkede om det med læsemængden. Det var også nyt for mig. Men helt ærligt, så synes jeg, det er nemmere på universitetet. På gymnasiet havde man jo syv fag på en dag - det kunne jeg slet ikke forholde mig til, og jeg kunne slet ikke finde ud af at prioritere nogen fag. Her kan jeg fokusere på ét fag eller på to som man jo selv har valgt, og som man oftest også synes er skide spændende. Der er også en forskel fra dit fag, Simon, til mit. For Lingvistik er ikke et gymnasiefag, så det var jo et helt nyt fag, jeg skulle arbejde med. Det var meget anderledes end gymnasiet, fordi alle mødte op med et ønske om at lære faget, og vi startede alle sammen fra bunden ud fra en interesse for sprog.

Hvordan læser og lærer man på universitetet?

Simone: Jeg brugte lang tid på at finde ud af, hvordan jeg egentlig lærer bedst. Man har jo et helt pensum, man kan læse, men jeg fandt ud af, at det bare på ingen måde er ved at læse det hele, at jeg lærer bedst. Nu slapper jeg meget mere af med at få læst det, jeg kan nå og som giver mening, og så bruge forelæsningerne til at forstå hele sammenhængen af det emne, vi arbejder med. Det virker for mig.
Josefine: Der er også nogen, der trives bedst med først at læse efter forelæsningerne. Og nogen trives bedst med at have læst en masse inden forelæsningerne. Det er jo så forskelligt, hvordan folk lærer. Men læsegrupperne er vigtige, for der holder man også hinanden op på, at man får lært det, man skal.
Simone:
Ja, altså vores undervisere spørger jo ikke, om vi har læst. Det er ikke for deres skyld, man læser, det er selvfølgelig for ens egen, men i ligeså høj grad for læsegruppen. Man vil ikke svigte sin læsegruppe.
Simon:
Vi har jo også total frihed i forhold til, hvornår vi læser. Nogen har måske fem-seks skemalagte timer om ugen, og så resten af tiden til at læse, mens andre har timer fra 8-16 i en periode. Man kan ikke nå at læse det hele, men man kan sagtens nå at forstå det hele. Og det er vigtigt at huske.

Hvad med venner?

Simon: Jeg tror sgu ikke rigtig, man kan undgå at få nye venner ret hurtigt.
Josefine:
Enig. Vi var 50 piger, der startede på mit studie. Der var ingen af os, der havde lyst til at vælge fem piger ud og starte en klike, så særligt i starten var vi jo bare vildt meget sammen alle sammen. Efter et halvt års tid blev man mere tæt med nogen end med andre. I læsegrupperne, der er vi jo sammen 25 timer om ugen, så der lærer man bare hinanden rigtig godt at kende. Så nej, der undgår man jo ikke at blive venner.
Simon:
Der er også alle foreningerne på uni, hvor man møder folk med samme interesser som en selv. Der er jo både forskergrupper, sportshold, festforeninger og alt muligt, man kan melde sig ind i. Det er også lige meget, om der er aldersforskel på folk, det bliver ligesom annulleret, når man starter på uni. I gymnasiet er der jo hierarki - 3.G’erne må sidde tættest på kantinen og sådan noget. Alt det, det forsvinder jo bare totalt på universitetet. Jeg er 24 år nu på 5. år, og der kan jo sagtens være en på 30 år, der lige er startet på 1. år. Det er fedt, for faget er jo det samme lige meget, hvor gammel man er.
Josefine:
Da jeg startede var jeg 19 år. Mange af dem, jeg startede med var 23-24 år. Det er fedt, at alder ikke betyder noget.
Simone:
Vi startede kun 40 i alt på mit studie, så det kom bare så hurtigt med at få venner. Min studiegruppe, vi er jo ligeså tætte som jeg var med mine veninder i gymnasiet. Og det der med alder, I snakker om. Forleden sad jeg med nogen, jeg arrangerer Danmarks Største Fredagsbar med. Den ene er to år yngre end mig, den anden er to år ældre, det betyder bare ikke noget.

Hvordan er festerne?

Simon: Det kommer totalt an på hvilket studie, festen er på. Der er jo nogle steder, hvor det bare går helt amok. På den gode måde altså. På vores studie har vi mange traditioner. For eksempel er reglen i vores fredagsbar, at der skal være åbent om fredagen - altså alle fredage hele året. Så de otte studerende, der har meldt sig til at køre fredagsbaren, de har bare at være der. Hvis juleaften er en fredag, jamen så holder baren åben juleaften.
Josefine:
På Medicin har jeg været til mange gode fester.
Simon:
Du kan jo ikke være inde i medicinerhuset. De står jo som sild i en tønde.
Josefine:
Det er perfekt. Jeg har kun brug for 10 kvadratcentimeter, når jeg skal danse.
Simone:
Vores fredagsbar er ret lille, men det er jo skide hyggeligt. En gang i mellem er der så lang fredagsbar, hvor der kommer flere, og så er der også fester nogle gange om året. Så der er sådan lidt for enhver smag. Der ligger også ret mange studier ved siden af, så man mødes meget på tværs også.
Simon:
Det er heller ikke helt dumt, at man kan gå til alle fredagsbarer på hele uni, så man ikke skal ud på cyklen i tvivlsom tilstand. 

Hvornår er det hårdest at gå på universitetet?

Josefine: Jeg synes, starten var hårdest. Altså helt i begyndelsen. Det hele var så nyt. Man vidste ikke hvem nogen var. Bygningerne var nye, byen var ny, ens værelse var nyt og så videre. Men et godt råd: Vær tålmodig, for det hele falder på plads.
Simone: Jeg synes, det har været hårdt, når vi har haft en eksamensperiode med tre eksamener på en uge. Så er man altså oppe i gear. Men det er altså også i de intense perioder, det hele bliver lidt mere spændende, og man virkelig mærker alt det, man har lært. Men jo, det er også hårdt, det er det helt sikkert, men man er ikke alene om det, og det er ret rart.
Simon: Ja. Det der med at man aldrig er alene, det gør virkelig meget. Der er altid nogen, der vil hjælpe med noter og lære fra sig, hvis man har brug for det. Alle har jo lyst til, at alle skal klare skærene. Men det hårdeste for mig, det har faktisk været hele bachelortiden. På bacheloren i Fysik havde vi eksamener hele tiden i løbet af de første tre år. Efter mit tredje år, så blev det jo meget mindre med kun to eksamener om året. Men det var altså hårdt at have tre eksamener hver 7. uge plus mange rapporter og afleveringer. Vi sad nogle gange på universitetet til kl. 3 om natten. Det var sindssygt, men det var også fedt nok.
Josefine: Ja, og nogle af de der hårde fag hos os på Folkesundhedsvidenskab - statistik, biostatistik og økonomi, dem er der mange, der dumper. Men så tager de re-eksamen og klarer den der. Man skal jo også lige lære det hele. Det skal nok gå. Og som du siger, Simon, alle vil jo gerne hjælpe.

Hvad gør man, når det er hårdt at være studerende?

Simon: Jeg vil egentlig godt fortælle en historie her. Jeg var en af de svageste rent fagligt på studiet, og jeg stod pludselig i en situation, hvor jeg skulle til mit tredje forsøg på en eksamen. Hvis jeg ikke klarede den, så røg jeg ud af universitetet. Jeg fik lige skrabet mig op på 02, så jeg klarede den og kunne fortsætte. Efter den eksamen besluttede jeg mig for, at det skulle bare aldrig ske igen, at jeg skulle kæmpe sådan for at klare det. Jeg ændrede mine vaner, og jeg lavede en regel for mig selv, at jeg minimum skulle have 7 i alle eksamener. Den ændring i min indstilling gjorde, at jeg hurtigt blev meget bedre, fordi jeg fandt ud af, at jeg ved at tage mig sammen sagtens kunne. Jeg ofrede ikke mit sociale liv eller noget, jeg blev bare meget mere fokuseret. Jeg tog mig selv i kraven hver dag: ”Jeg har to timer til at læse og lære det her, så skal jeg bruge to timer på det og ikke lave alt muligt andet”. Det gjorde vildt meget for mig.
Simone: Men hvordan kunne du pludselig blive bedre?
Simon: Jeg begyndte at stille spørgsmål til teorien. I starten af studiet var jeg sådan: ”Den her ligning er sikkert rigtig” og ”det her ser rigtigt nok ud”. Det ændrede jeg til at stille nogle andre spørgsmål: ”Hvorfor er den her ligning rigtig” og ”Hvorfor er den her teori rigtig”. Jeg fik en meget større forståelse for faget ved at stille de rigtige spørgsmål. Og jeg var ikke bange for at snakke med vores undervisere. Så efter forelæsningen, hvis der var noget, jeg ikke forstod, jamen så gik jeg op og sagde: ”Det her, det forstod jeg ikke - kan du forklare det?”, og så er de jo bare altid klar til at hjælpe og bruger gerne meget tid på at få det forklaret til dig, så du er med. Så giver afleveringerne og forelæsningerne bare meget mere mening bagefter. Jeg var i starten lidt skræmt af underviserne, for de var jo højt profilerede forskere, så jeg var helt bange for at spørge dem om noget, men hey, de er jo bare helt almindelige mennesker, og da jeg ligesom fattede det og turde spørge og have dialog og søge hjælp fra dem, så gik jeg fra at være fagligt virkelig udfordret til at være virkelig dygtig.

Hvad ville du gøre om?

Josefine: Min største fejl som studerende har helt klart været, at jeg har sammenlignet mig selv med andre på mit studie. Jeg har jo siddet og tænkt, at jeg ikke gjorde det godt nok, fordi jeg ikke gjorde det på deres måde. Faktisk tror jeg, det er det vigtigste, jeg har lært - at man ikke skal sammenligne sig selv med andre. Stol på, at du godt kan, for det kan du godt. Og din måde er også rigtig, hvis den virker for dig.
Simone: Jeg ville ønske, at jeg havde stolet mere på min faglighed helt fra starten. Jeg syntes ikke rigtig, at jeg kunne noget, da jeg startede. Det var faktisk først, da jeg efter næsten tre år skulle skrive bacheloropgave, at det gik op for mig, at jeg sgu da egentlig er meget god til det her. Det er selvfølgelig svært, for man bliver jo klogere og mere moden med tiden, men jeg ville gerne have hvilet lidt mere i, at jeg jo var god nok.
Simon: Præcis det, du siger, Josefine. Helt klart det der med at sammenligne sig med andre – bare lad være med det!

Hvad er det værste ved at gå på universitetet?

Simone: For mig er det læsning. For jeg hader at læse. Jeg er dårlig til det. Det går langsomt for mig. Det kan godt være sådan, at jeg sidder og læser 10 sider, og så bagefter sidder og tænker: ”Hvad var det nu lige, det handlede om”. Det er bare ikke min ting. Men jeg kommer godt rundt om det alligevel, og så hjælper forelæsningerne jo, så jeg ender med at lære det samme som dem, der er skide gode til at læse.
Josefine: Noget af det værste, det er egentlig det, jeg oplever lige nu. Det er sådan en periode, hvor der bare sker for meget. Jeg er lige flyttet, jeg skal læse op til eksamen, jeg skal være frivillig og mange andre ting. Det er svært, for man kan ikke bare sige fuck det. Man er jo nødt til at få læst, man er nødt til at følge med, ellers ryger man bagud. Og det er nok det værste, det er de der perioder, hvor alle mulige udenoms ting fylder for meget. Man pjækker ikke bare fra skole på universitetet.
Simone: Ja, det værste det er, når man ikke lige kan sætte det på pause, når der er pres på.

Har du været nervøs og haft ondt i maven på uni?

Simone: Jeg har på ingen måde haft sådan nervøst ondt i maven så meget på uni, som jeg godt kunne have det i gymnasiet. Selvfølgelig kan man være nervøs før en eksamen, men det er jo ikke noget nyt for en.
Josefine: Da jeg skulle til en ugeeksamen i mundtlig statistik, der græd jeg næsten alle dagene i den uge. Jeg tænkte bare: ”Det her, det skal jeg ikke. Jeg dropper ud, og jeg kommer aldrig nogensinde til at bestå det her lortefag”. Jeg havde bare ondt i maven i en måned på grund af den eksamen, og så gik jeg jo op og fik 7, så det var jo totalt spild af kræfter og tid. Det er vist den eneste gang, jeg sådan har været rigtig nervøs.
Simon: I de første to år på universitetet, der frygtede jeg hele tiden, at jeg ikke kunne blive bachelor. På studiet havde folk en idé om, hvem der kunne gennemføre, og hvem der måske ikke kunne gennemføre. Og jeg var helt klart en af dem, der lå til ikke at kunne gennemføre. Så jeg var tit mega nervøs over eksamenerne, men decideret ondt i maven eller nervøsitet i det daglige, det har jeg aldrig haft på uni.

Hvad ville du fortælle dit 18-årige jeg om universitetet?

Josefine: Stol på dig selv.
Simone: Jeg var meget i tvivl om, hvad jeg ville søge ind på. Det var først efter, jeg havde søgt ind, at jeg fandt ud af, at man jo kan vælge fag løbende. Det anede jeg ikke, jeg kunne, da jeg startede. Jeg startede jo på Lingvistik og tog så videre på Medievidenskab. Jeg ville fortælle mig selv, at bare fordi man starter på det ene studie, så udelukker det ikke det andet. Det hjælper altså på stressniveauet, når man står og skal vælge, at man ved at valget ikke er så definitivt, som det måske kan lyde. Man får mange muligheder for selv at præge retningen på uddannelsen. Selvfølgelig er dit hovedfag dit hovedfag, men du kan præge det i de retninger, du synes er spændende.
Simon: Hos os på Fysik er der for eksempel mange, der er begyndt at tage fag på ingeniørvidenskab, for så kan man bruge fysikken i praksis. Fysik er jo også et gymnasiefag, så man kan blive gymnasielærer og kombinere fysik med andre fag, man synes er spændende. Det handler jo også meget om, at man skal være åben for, at man kan bruge fagene til mange forskellige ting.
Simone: Mange af mine veninder, som ikke er startet med at læse endnu, de er bange for at vælge forkert. Mine tre prioriteter, det var Lingvistik, Medievidenskab og Æstetik og Kultur. Da jeg var færdig på 2. år på Lingvistik, så skulle jeg vælge tilvalg, og så kunne jeg pludselig vælge Medievidenskab eller Æstetik og Kultur som tilvalg, så jeg fik faktisk mulighed for at røre ved alle de fag, jeg havde overvejet, da jeg skulle søge ind. Det ville jeg sige til mig selv, hvis jeg var 18 år igen.