Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Spørg Emma

Emma

21, Frederikshavn

Hjørring Gymnasium, STX og HF

Digital Design, 4. semester

Emma

21 år, Frederikshavn
Hjørring Gymnasium, STX og HF
Digital Design, 4. semester

Jeg kan hjælpe med:

  • Hvordan det er at flytte fra en lille by til Aarhus
  • Studie direkte efter gymnasiet
  • Socialt liv og mangel på overskud til samme
  • For høje forventninger til sig selv
  • De gode overspringshandlinger

Fun facts om mig

  • Jeg er et meget strukturret menneske; dvs. lige indtil jeg læser op til/skriver eksamen. 
  • Min bedste ven er den due, der ikke vil forlade min altan, når jeg læser/skriver eksamen
  • Jeg drikker ikke kaffe, men spiser gerne en Hawaiipizza
  • Jeg er tidligere blevet beskrevet som værende “lidt ligesom bland-selv slik”
  • Jeg har aldrig været succesfuld i at koge ris

Vejen til Digital Design

Vejen til digital design var lang – og det krævede, at jeg deltog i U-days to gange, at jeg brugte uddannelsesvælgeren på UG.dk utallige gange, at jeg søgte AU.dk op og ned for informationer og at jeg tog i studiepraktik i 3.g. Først under studiepraktikken fandt jeg ud af, at det var digital design, jeg skulle læse. Jeg havde egentlig sat digital design på som anden prioritet i studiepraktikken, men jeg kom ikke ind på førsteprioriteten. Jeg vidste intet om digital design. Jeg havde læst et par linjer om det på AU.dk, og det var det. Men allerede efter første dag på studiepraktikken vidste jeg, at det var det, jeg skulle. Og så var jeg ”heldig” nok – god nok – til at komme ind på digital design, da jeg skulle søge om optagelse samme sommer.

Det "rigtige" valg

At vælge rigtigt kan være et helt enormt stort pres. Og mange har også en holdning til, hvad det rigtige valg er, men det er ikke andres holdninger, der betyder noget. Jeg valgte ud fra, hvad jeg syntes lød spændende og ud fra, hvad jeg havde lyst til at bruge de næste tre år på. Jeg ved stadig ikke, hvad der venter mig på den anden side, og for en gangs skyld gør det mig ikke noget. Jeg ved, at jeg fulgte mit hjerte, og at jeg ikke har fortrudt mit valg af studie.

De tårnhøje forventninger

Jeg har altid haft alt for høje forventninger til mig selv – og en supplerende lav selvtillid. Særligt hvad karakterræset angår. Og det endte næsten med at skræmme mig fra overhovedet at søge ind på digital design. Jeg havde en ide om, at jeg nok ikke ville kunne komme ind alligevel. Jeg endte med at søge alt jeg overhovedet kunne; Kvote 1, kvote 1 standby, kvote 2 og kvote 2 standby. Det var først i slutningen af juli, hvor jeg kunne se, at jeg var kommet ind, at jeg næsten kunne begynde at slappe lidt af.

Mine råd

  1. Stol på dig selv og din mavefornemmelse. Du kan ikke vælge forkert. Det er måske en kliché man hører tit, men det er fordi, den er sand. Hvis du vælger ”forkert”, så finder du noget andet at lave, og det er der ikke noget galt i.
  2. Husk på, at du nok skal finde ud af det. Om det så er studievalg, hvordan man får hverdagen til at fungere eller noget helt tredje. Det skal nok falde på plads. Måske ikke med det samme, men det behøver det heller ikke. Du skal nok få styr på det, bare tag det helt roligt.
  3. Husk på, at du er god nok. Det her er vigtigt. Selvfølgelig er du god nok. Du er mere end god nok – og når du tror mindst på det, skal du minde dig selv om det flest gange, for det er der, du har mest brug for at høre det.

Vil du vide mere om uddannelsens specifikke adgangskrav i kvote 1 og 2?

Har du spørgsmål om adgangskrav og optagelse?

Mit eksamensbord
Et forsøg på at få lidt D-vitamin i eksamensperioden
Min bedste ven under eksamen; duen der ikke ville forlade min altan
Fejring af at have overlevet eksamen