Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Spørg Heidi

Heidi

22 år, Gjern

Silkeborg Gymnasium, STX

Spansk og spanskamerikansk sprog, litteratur og kultur, 4. semester

På udveksling i Chile

Heidi

22 år, Gjern
Silkeborg Gymnasium, STX
Spansk og spanskamerikansk sprog, litteratur og kultur, 4. semester
På udveksling i Chile

Jeg kan hjælpe med:

  • Forskellen på gymnasiet og universitetet
  • Usikkerhed omkring valg af studie og studiestart
  • Strukturering af sit studieliv
  • Faglighed og forventning

Fun facts om mig

  • Jeg elsker at vinde og er en rigtig dårlig taber.
  • Jeg har rørt ved en vild kaiman i Amazonas.
  • Jeg er en elendig svømmer.
  • Min passion er at rejse. Jeg har været frivillig på alternative skoler i Bolivia og et børnehjem i Peru. Det var en kæmpe oplevelse. Jeg ønsker at flytte til Chile.

Hvordan valgte jeg studie

Jeg overvejede første gang at studere spansk, fordi jeg godt kunne lide faget på gymnasiet. Derfor tog jeg på studiepraktik på Aarhus Universitet for at høre mere om spanskstudiet og havde en god oplevelse. Min plan var, at jeg skulle begynde på studiet direkte efter gymnasiet. Dette skete ikke. Jeg kom i tvivl, om det egentlig var det rigtige valg. Derfor tog jeg et sabbatår for at tænke over mine muligheder, men et sabbatår blev til to. I andet sabbatår tog jeg ud at rejse til Sydamerika for at se, om spansk egentlig var min store passion. Det fandt jeg ret hurtigt ud af, at det var. Derfor søgte jeg ind på kvote 1 og fik pladsen.

Hvad har været det mest udfordrende ved studiestart

Jeg havde mange blandede følelser ved studiestart. Jeg var stadig i tvivl om mit studievalg. Ville jeg starte på universitetet? Var jeg god nok? Skulle man kunne tale flydende spansk fra begyndelsen? Jeg valgte at give det en chance. Første dag var meget hård, alting var meget anderledes end på gymnasiet, blandt andet en stor aldersforskel på studiet og en anden hverdag fyldte meget de første dage. Jeg lærte hurtigt mange at kende på studiet, og det gjorde, at dagene blev bedre og bedre. Jeg accepterede, at jeg stadig godt måtte være i tvivl, og at forskellighed også har sine fordele.

Min hverdag

Hverdagen på en universitetsuddannelse er meget anderledes end gymnasiet. Struktureringen af hverdagen er vigtig for at kunne have tid til forberedelse, hygge med venner, studiejob eller andet. Derudover er jeg også blevet afklaret med, at man kan ikke nå det hele på én gang. Det sociale liv på universitetet er meget vigtigt, og der er mange muligheder for at mødes. Jeg bor ikke i Aarhus, så jeg skal pendle hver dag, men det kan sagtens lade sig gøre uden at gå glip af det sociale liv, så længe man gør en indsats.

Mine råd

  1. Det er vigtigt, at du træffer et studievalg ud fra, hvad du gerne vil. Du behøver ikke være afklaret med hvilket job, du gerne vil have efter uddannelsen. Du skal studere, hvad du kan lide og ikke, hvad du skal.
  2. Du skal ikke være bange for at springe ud i det. Det kan godt være, at du er i tvivl om dit studievalg, men du er nødt til at give det en chance for at vide, om det er noget for dig. Det er okay at vælge forkert.
  3. Du skal ikke bekymre dig om det faglige niveau på studiet. Alle har forskellige niveau, og undervisere tager hensyn til dette. Det er meningen, at man skal forbedre sig, og derfor skal man starte et sted.

Vil du vide mere om uddannelsens specifikke adgangskrav i kvote 1 og 2?

Har du spørgsmål om adgangskrav og optagelse?