Helene Hyldegaard Hansen har altid været bredt naturvidenskabeligt interesseret, og hun havde både lyst til at læse matematik, datalogi og ingeniørvidenskab efter gymnasiet. Hvis hun havde startet i 2019 havde hun slet ikke behøvet vælge – den nye uddannelse i Datavidenskab ville have passet hende perfekt.
Når Helene Hyldegaard Hansen i dag tager på arbejde som seniorkonsulent for et verdensomspændende revisionsfirma, så trækker hun både på sin matematiske og sin datalogiske faglighed.
”Jeg arbejder inden for dataanalyse i finansverdenen, og før det arbejdede jeg som biostatistiker og analyserede sundhedsdata. Mit arbejde går ud på, at jeg får store mængder data, som jeg bearbejder og analyserer og til sidst visualiserer i fx grafer. Når det er gjort, kan vi bruge mine analyser til at træffe beslutninger ud fra. Det er specielt når der skal udtrækkes data, at det har været helt centralt for mig både at have matematiske og datalogiske kompetencer”.
Helene har sammensat sin uddannelse fra Aarhus Universitet, så hun både har haft den teoretiske matematik og statistik, men har suppleret den med den mere praksisorienterede datalogi, der blandt andet har lært hende at programmere.
”Jeg startede på Matematik, og på andet år valgte jeg at gå i den retning, der hedder matematisk modellering. Det, der tiltalte mig var de meget virkelighedsnære projekter i statistik, det syntes jeg var vildt spændende. F.eks. skrev jeg mit speciale i samarbejde med Aarhus Universitetshospital, hvor jeg brugte machine learning til at analysere billeder af blodpropper. Da jeg var færdig med min bachelor, måtte jeg bare over og se, hvad de kunne på datalogi, for jeg tænkte, at det var vigtigt, at jeg lærte at programmere også – for at kunne bruge min matematiske og statistiske viden ude i virkeligheden”.
Helene har en faglig profil, som ligner den man får, hvis man begynder at læse Datavidenskab på Aarhus Universitet. Datavidenskab er en ny uddannelse, der åbnede i 2019, og her bliver man i stand til at arbejde med big data via fag, der trækker på statistik, datalogi, ingeniørvidenskab og økonomi. Med denne faglige profil kan man både bearbejde og analysere store mængder data, men også omsætte analyserne til noget, som en virksomhed kan bruge til at træffe beslutninger på grundlag af. Man skaber med andre ord værdi med data.
”Erhvervslivet efterspørger virkelig folk der både kan dataanalyse og data management”, siger Helene Hyldegaard Hansen. ”Det er lige det, kandidaterne fra Datavidenskab kan. Hvis jeg skulle vælge uddannelse i dag, havde jeg valgt Datavidenskab - og jeg vil helt klar anbefale uddannelsen til andre med interesse for naturvidenskab”.
Helenes erfaring er, at der er stor efterspørgsel på folk med hendes profil. ”Det har været nemt for mig at få job, og jeg er sikker på det bliver det samme med kandidaterne fra Datavidenskab”.
Når Datavidenskab nu ikke fandtes, da Helene læste på universitetet, så var hun trods alt glad for, at det var så nemt at kombinere de fag, hun interesserede sig for.
”På Aarhus Universitet ligger alting fem minutter på cykel fra hinanden, og det gør det rigtig nemt at komme fra fx Institut for Matematik til Institut for Datalogi. Derudover er underviserne meget åbne over for ens ideer om at kombinere fagene”.
I det hele taget oplevede Helene Hyldegaard Hansen stor involvering fra sine undervisere. ”Man tror måske, at man bare sidder i en forelæsningssal i fem år, og at ens undervisere ikke ved, hvem man er, men sådan er det ikke. Jeg oplevede, at mine undervisere var meget interesserede i os studerende og virkelig ville os. Der er ikke den distance mellem forskere og studerende som mange nok frygter”.