25, Aarhus
Aarhus Katedralskole, STX
Datalogi, 10. semester
Anna
25 år, Aarhus
Aarhus Katedralskole, STX
Datalogi, 10. semester
I gymnasiet var jeg meget i tvivl om, hvad jeg skulle bagefter. Tilfældigvis hørte jeg om datalogi og syntes, at det lød interessant. Jeg har altid været god til matematik, og det lød lidt matematik-agtigt uden at være matematik - så jeg tænkte, at jeg ville give det et forsøg og se, om det var noget for mig. I starten var det meget svært at vænne sig til at gå på universitetet. Det er anderledes end gymnasiet og kræver en del selvdisciplin, planlægning og prioritering. Det kan være svært at nå at komme igennem alt læsestoffet. Der gik næsten et helt år, inden jeg fandt min egen rytme og fandt ud af, hvordan jeg bedst kunne tilrettelægge min hverdag. Det er en af de ting, man oplever på studiet, som man ikke rigtigt er forberedt på, når man starter. Jeg har også været igennem flere overvejelser i løbet af studiet: Var det rigtige valg? Var jeg god nok? Datalogi er et rigtig bredt studie, så selv om man er interesseret i de fleste af tingene, vil der stadig være fag, som ikke siger én så meget. Men jeg er glad for, at det var det, jeg valgte.
Studieaktiviteterne er meget varierede: Læsning, forelæsninger, afleveringer, gruppearbejde og projekter. Der er også masser af socialt liv, især på det første år, hvor man bliver rystet sammen med andre nye studerende. Og der er mange foreninger, man kan komme med i, hvor man kan møde studerende fra andre årgange og studier. En af de ting, jeg godt kan lide ved mit studie er, at folk er rigtig hjælpsomme. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det er et svært studie - men der er altid nogen, man kan spørge, og de vil ofte gerne hjælpe, fordi de har været igennem det samme som én selv. Der er et ret godt sammenhold, og det er altid fedt at fejre, når man er kommet igennem en rigtig svær eksamen sammen med sine studiekammerater.
Vil du vide mere om uddannelsens specifikke adgangskrav i kvote 1 og 2?
Har du spørgsmål om adgangskrav og optagelse?