Aarhus Universitets segl

Du har søgt ind - hvad nu?

Her på siden kan du få overblik over, hvad der sker, når du har sendt din ansøgning afsted - og hvordan du kan forberede dig på dit svar. 

  • Hvornår får du svar?
  • Hvordan flytter man hjemmefra?
  • Hvordan søger man SU?

Hvad sker der, når du har sendt din ansøgning?

Efter ansøgningsfristen i både kvote 1 og kvote 2 vil du modtage en kvitteringsmail. Med kvitteringsmailen følger en vejledning til, hvordan du opretter en adgangskode til minansøgning.au.dk, hvor du kan følge din ansøgning. Du kan også se en vejledning til, hvordan du opretter din adgangskode her: Sådan opretter du adgangskode til minansøgning.au.dk. På minansøgning.au.dk kan du den 28. juli se, om du er blevet tilbudt en studieplads og takke enten ja eller nej til den. Hvis du er tilbudt en studieplads vil du også modtage et optagelsesbrev via din e-boks.

Kvote 2-kvitteringsmailen giver dig mulighed for, inden en given svarfrist, at kontakte universitetet, hvis der er fejl eller mangler, eller der blot er noget, som du ikke forstår i e-mailen eller i registreringen af din ansøgning. Det er derfor vigtigt, at du læser kvitteringsmailen, eller, at du har givet en anden person fuldmagt til at gøre det for dig. Eventuelle rettelser eller mangler ved din ansøgning skal rettes med det samme, for at din ansøgning kan behandles på lige fod med de øvrige ansøgere i kvote 2. 

Med kvitteringsmailen i kvote 1 er der ikke samme mulighed. Der er så kort tid til behandling af disse ansøgninger, at der ikke er tid til at behandle eftersendt materiale. Kun eventuelle fejlregistreringer fra universitetets side vil blive rettet.

Optagelse

Du får direkte svar på minansøgning.au.dk. Når datoen skifter til den 28. juli, kan du se, om du er blevet tilbudt en studieplads, og takke enten ja eller nej til den. Hvis du er tilbudt en studieplads vil du også modtage et optagelsesbrev via din e-Boks – det kommer i løbet af dagen.

Uanset om du har søgt én eller otte forskellige uddannelser, får du kun ét svar.

Bekræft studieplads og søg SU

BEMÆRK: Du skal bekræfte din studieplads på selvbetjeningen på minansøgning.au.dk senest den 3. august 2022.

  • Hvis ikke studiepladsen bekræftes på selvbetjeningen inden for den frist, som fremgår af optagelsesbrevet, bortfalder pladsen.
  • Siger du nej til pladsen inden denne dato, tæller det ikke som en optagelse, og pladsen kan tilbydes en ansøger på standbylisten.
  • Den 1. august kan du søge om SU fra september.

Tilbud om standby

Hvis du har søgt og fået en standbyplads, modtager du den 28. juli et standbybrev på minansøgning.au.dk. Herefter står du til rådighed for eventuelle ledige pladser på uddannelsen frem til midten af august. Du skal ikke bekræfte, at du ønsker en tilbudt standbyplads. Det er først, hvis du modtager et egentligt optagelsesbrev, at studiepladsen skal bekræftes. Tilbydes du ikke en studieplads i august, får du i stedet et tilsagn om optagelse næste år og modtager i løbet af september et tilsagnsbrev fra universitetet.

Afslag

Video: Vejledningscenteret, AU

Hvis du har fået afslag på din ansøgning til Aarhus Universitet, vil vi gerne hjælpe dig, så du kan blive klogere på dine muligheder.

Hvorfor har jeg fået afslag?

Det er en god idé at starte med at finde ud af, hvorfor du har fået afslag på din ansøgning, så du nemmere kan overveje dine muligheder fremadrettet:

  • Havde du ikke højt nok karaktergennemsnit?
  • Er der adgangskrav, du ikke opfylder
     

Hvilke uddannelser har ledige pladser?

Selvom du har fået afslag på din ansøgning, kan du stadig søge om optagelse på uddannelser, der har ledige pladser. En liste over ledige pladser bliver offentliggjort den 28. juli på universitetets hjemmeside. Alle ansøgninger til ledige pladser bliver frem til midnat den 3. august 2022 behandlet lige. Såfremt der stadig er ledige pladser, gælder herefter først-til-mølle princippet.

På nogle af vores diplomingeniøruddannelser er der vinteroptag med studiestart i januar eller februar, så her kan du stadig nå at søge om optagelse. Der er ansøgningsfrist 1. november, og alle ansøgninger modtaget indtil denne dato behandles som samtidigt indkomne. Herefter gælder først-til-mølle-princippet, hvis der stadig er ledige pladser.

Kom og snak med os om dine muligheder

Book et møde eller ring til os, så snakker vi om, hvad du gør nu. Vi kan for eksempel snakke om, hvordan du forbereder dig til næste års optagelse. Se hvor du kan finde os på bachelor.au.dk/vejledning.


Alt om studiestarten på AU

De fleste uddannelser på Aarhus Universitet starter om sommeren (august/september).
Bacheloruddannelsen i Medicin og diplomingeniøruddannelserne starter dog både vinter (januar/februar) og sommer (august/september).  

I begyndelsen af sommeren offentliggør vi på vores studiestartsside (opdateres i løbet af sommeren) en oversigt over alt, hvad du har brug for at vide som ny studerende på Aarhus Universitet. Gå til studiestartssiden

På studiestartssiden kan du også finde oplysninger om, hvornår introdagene på din uddannelse starter, hvor din uddannelse er placeret og hvordan du kommer i kontakt med dit fag. Her kan du også finde information om praktiske forhold vedrørende SU, samt hvordan du søger bolig i byen.

I løbet af august (eller januar) måned vil du modtage studiestartsmateriale fra din uddannelse.
 

Medicin sommer/vinterstart

Såfremt der er flere optagne til medicin sommerstart, end der er pladser, rykkes de yngste optagne til vinterstart.


Sproguddannelser med propædeutik

Nogle bacheloruddannelser indeholder propædeutisk sprogundervisning. Det gælder for eksempel flere sproguddannelser. Den propædeutiske undervisning afvikles sammen med den øvrige undervisning og udgør samlet set enten 30 ECTS-point eller 60 ECTS-point og forlænger dermed den respektive bacheloruddannelse til 7 eller 8 semestre.

For de studerende, der ikke skal have propædeutisk sprogundervisning, fordi de allerede har taget den, lægges et individuelt studieprogram.
Du kan læse mere i studieordningerne for de enkelte uddannelser.

 

 

Lær om livet som studerende på Aarhus Universitet

Hvad er det egentlig for et universitet, du har søgt ind på? På bachelor.au.dk/studieliv fortæller nuværende studerende dig alt, du behøver at vide om at gå på Aarhus Universitet. Hvordan er springet fra gymnasiet til universitetet? Hvordan er hverdagen som studerende på AU? Hvordan klarer man sig på SU? Du kan også lære studiebyen Aarhus at kende og få et overblik over selve universitetet.

Nuværende studerende viser dig hverdagen
Du kan også få et ærligt indblik i hverdagen som studerende på Aarhus Universitet på Instagram, hvor nuværende studerende fortæller dig om, hvordan det er at gå på Aarhus Universitet. Mød dem på bachelor.au.dk/yourniversity.

Det faglige liv på Aarhus Universitet
Det kan være en god idé at lære lidt mere om, hvad det fagligt vil sige at gå på Aarhus Universitet. Det kan være rart at vide, hvilke forventninger, vi har til dig, og hvilke forventninger, du kan have til os. På https://bachelor.au.dk/oplevau/hverdagen/ fortæller både undervisere og studerende om det faglige liv og det faglige fællesskab, der er på Aarhus Universitet.

Du kan få hjælp til dit studie
Du skal vide, at du på Aarhus Universitet kan få masser af hjælp og vejledning, så du får den bedst mulige tid på universitetet. På bachelor.au.dk/vejledning kan du læse om de muligheder, du har for at få vejledning.

styrkditstudieliv.au.dk kan du læse om alle de tilbud, der er på Aarhus Universitet, som kan være med til at give dig en god studietid. Studielivet er fedt, men ikke altid lige let. På siden kan du læse om eksamensangst, studieplanlægning, om hvordan du forbereder dig til undervisningen og mange andre ting, vi gerne vil hjælpe dig med, så du får den bedst mulige studietid på Aarhus Universitet.

Forbered dig på at flytte hjemmefra

Det er en god idé at sætte dig ind i, hvad det vil sige at flytte hjemmefra, for der er mange ting, du skal forberede og huske at gøre.

Gode råd og mange boligtyper
Bachelor.au.dk/studiebolig får du masser af gode råd og tips til, hvordan du søger bolig. Du kan også læse om kollegier, studenterboliger, lejeboliger og mange andre boligmuligheder.

Alt det praktiske, du skal vide
Borger.dk kan du finde alle de praktiske oplysninger, du har brug for, når du skal flytte. Du kan blandt andet læse om, hvordan du vælger læge, og hvordan du søger boligstøtte.

Lær SU-reglerne at kende

Når du starter på en videregående uddannelse, kan du få SU. Du kan tidligst søge SU, når du har fået besked om, at du er optaget på en uddannelse og tidligst en måned før, du ønsker at modtage SU. På studerende.au.dk/su kan du finde al den information om SU, du har brug for.

Økonomi som studerende

Et SU-budget kan være stramt, men med lidt snilde og planlægning kan pengene række længere. På  bachelor.au.dk/livet-paa-su giver nuværende AU-studerende dig gode råd til livet på SU.

Studiejob
Det kan være en rigtig god idé at overveje, om du vil have et studiejob. Udover at give dig penge på kontoen, kan et relevant studiejob også øge dine muligheder for at få et job, når du har afsluttet universitetet. Et studiejob viser dig også, hvordan livet er på arbejdsmarkedet, så det kan også give dig en idé om, hvad du gerne vil arbejde med, når du er færdig på universitetet. På studerende.au.dk/studiejob kan du læse mere om, hvordan du finder et studiejob.