Aarhus Universitets segl

Standby og tilsagn

Hvad betyder standby?

Standby betyder, at du er sikret en plads på uddannelsen, hvis du bliver optaget. Du ved dog ikke, om du skal starte i år eller næste år. Du kan frem til midten af august blive tilbudt en studieplads med studiestart 1. september samme år.

Hvad betyder tilsagn?

Tilsagn betyder, at du er sikret optagelse på uddannelsen næste år, hvis du stod standby og ikke fik tilbudt en studieplads.




Hvornår er det en god idé at søge standby?

Du kan opfatte standby som en form for ekstra ansøgning. Du skal være opmærksom på, at hvis du bliver optaget på en standbyplads, bliver du ikke optaget på en af dine lavere prioriterede uddannelser.

Hvis du for eksempel søger optagelse på Psykologi og Historie i nævnte rækkefølge, og du har søgt standby på Psykologi, kan det betyde, at du bliver standbyoptaget på Psykologi og derved ikke bliver optaget på Historie, hvor du måske ellers ville have fået tilbudt en studieplads.

Du kan derfor se standby som en ekstra chance for at blive optaget på din ønskeuddannelse, men samtidig kan en standbyplads også betyde, at du måske må udsætte din studiestart et år.

Det er også en god idé at søge standby, hvis:

  • Du kun søger én uddannelse.
  • Du har mulighed for at vente et år, før du starter på uddannelsen.
  • Du kan vente til midt i august med at få svar på, om du skal starte i år eller næste år.

Hvornår skal du ikke søge standby?

  • Hvis du ikke vil risikere at vente et år med at starte på din uddannelse.
  • Hvis du ikke kan vente til midt i august med at få svar på, om du skal starte i år eller næste år.

Sådan søger du standby

 

  • Når du søger om optagelse på www.optagelse.dk skal du krydse af, at du vil søge en standbyplads.   
  • Hvis du ikke fik søgt standby, eller hvis du fortryder, at du har søgt standby, kan du ikke selv ændre det i din ansøgning. Du skal derfor kontakte os senest den 5. juli via mail på optagelse@au.dk

Når du har fået en standbyplads

  • Du får et brev 28. juli, hvor der står, at du har fået en standbyplads.
  • Derefter skal du vente til du hører fra os midt i august måned.

Når du har fået en studieplads via standby

  • Du skal takke enten ja eller nej til studiepladsen.
  • Hvis du takker nej til studiepladsen, mister du studiepladsen, og du får ikke tilsagn om optagelse året efter.

Når du har fået tilsagn

  • Du skal søge om optagelse igen på den uddannelse, hvor du har fået tilsagn. Du skal markere i din ansøgning, at du har tilsagn, og du skal vedhæfte dit tilsagnsbrev til din ansøgning. Du finder dit tilsagnsbrev i din e-Boks. Du kan søge optagelse med tilsagn indtil 5. juli kl. 12.00 middag.
  • Du skal opfylde adgangskravene på uddannelsen, der gælder det år, du søger ind. Du kan se om der er ændringer i adgangskravene på fagsiden til den uddannelse, du har tilsagn til.
  • Du er ikke bundet af dit tilsagn. Du kan altså prioritere andre uddannelser højere end den uddannelse, du har tilsagn til.
  • Du kan kun bruge dit tilsagn ved optagelsen året efter, du fik det.
  • Du kan helt undlade at bruge dit tilsagn.