23, Kolding
Kolding Gymnasium, STX
Fysik, 8. semester
Jeg har altid vidst, at jeg skulle noget indenfor naturvidenskab. Det der lokkede var, at jeg gerne ville vide mere - jeg ville gerne forstå, hvad der foregik. Jeg havde to overvejelser; en slags ingeniør eller fysik. Min indledende bekymring var, at det lød ret svært. Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg kunne klare og forstå det hele. Til sidst hoppede jeg op på hesten og søgte ind på fysik. Og det viste sig at være det rigtige valg for mig.
Jeg har med tiden lært at prioritere og balancere studieliv og fritid. Studiet kan være krævende, men heldigvis er motivationen og ønsket om at blive ved den vigtigste faktor. Det er den, der kan holde hovedet ovenvande, når der bliver travlt. Med et stort pensum kommer der lidt fritid, eller det troede jeg i begyndelsen. Man kan ikke altid nå at lave det hele, og i stedet for at sakke bagud og stresse over det, så lærte jeg at blive bedre til at prioritere mit arbejde. Nogle perioder, specielt i læseferierne, så kan jeg godt hoppe ind i en lille eksamens-boble og arbejde for meget, men jeg planlægger altid mine fridage og kaffepauser. I læseferien oplever jeg altid, at jeg begynder at se frem til det næste semester og de spændende kurser, som jeg skal have. En lille sjov ting er, at jeg altid køber mine bøger til næste semester i starten af læseferien, så kan jeg kigge på dem og glæde mig lidt til læseferien er slut og næste runde.
Jeg går altid efter at arbejde fra 8-16/17, så har jeg fri resten af dagen. Der er selvfølgelig inkluderet en hyggelig frokostpause i løbet af dagen og måske en lille gåtur omkring unisøen. Måske snyder jeg og læser lidt om aftenen, men det er kun, hvis jeg har lyst. For mig er det sociale liv på studiet vigtigt, det giver stemning og smil i hverdagen. Jeg oplever, at den lille snak på gangen eller kaffepausen får ladet mig op, så jeg er klar til at dykke ned i studiet igen. Min vej ind i fællesskabet har primært været gennem forskellige foreninger på studiet, bl.a. tutorforeningen, miljøet i fredagsbarerne og mit studiejob på universitetet hos 'Fysikshow'.
Vil du vide mere om uddannelsens specifikke adgangskrav i kvote 1 og 2?
Har du spørgsmål om adgangskrav og optagelse?