23, Silkeborg Voel
Silkeborg Handelsgymnasium, HHX
Erhvervsøkonomi og erhvervsret HA (jur.), 3. semester
Inden jeg søgte ind på AU, havde jeg to sabbatår, hvor jeg rejste meget og derfor ikke lavede noget fagligt. Jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg stadig kunne huske alt det, jeg lærte i gymnasiet, og om jeg overhovedet var god nok til at starte på universitetet. Det er en tanke, som mange kan genkende, når de starter et nyt sted. Men det er vigtigt at huske, at sådan har de fleste det. Mange af mine medstuderende har også haft to, tre eller endda fire sabbatår. Derfor skal man ikke bekymre sig så meget om sit niveau, for man kommer hurtigt ind i rytmen igen.
Jeg valgte mit studie ud fra mine interesser. Efter at have taget en HHX-uddannelse følte jeg, at en HA var en rigtig god mulighed for mig til at udvikle mig fagligt og personligt. Jeg har altid haft en interesse for økonomi og finansiering, så det gav rigtig god mening. Samtidig synes jeg, at de juridiske fag var enormt spændende og tiltrækkende – jeg kunne godt lide tanken om at forstå de juridiske aspekter af erhvervslivet. Derfor valgte jeg at kombinere de to retninger, og det er en beslutning, jeg er utrolig glad for i dag. Det giver mig en bred forståelse og mange muligheder, og jeg føler, at jeg virkelig har fundet noget, der passer til mig.
Min hverdag på studiet består af forelæsninger, holdundervisning og selvstudie. Når jeg skal forberede mig til enten holdundervisning eller forelæsninger, kan jeg godt lide at arbejde sammen med min studiegruppe. Jeg er meget social og nyder virkelig, at vi kan hjælpe hinanden med de udfordringer, der dukker op undervejs. Noget, der overraskede mig, var, hvor meget universitetet handler om at strukturere sin tid selv. Det kan godt være overvældende i starten, men her har min studiegruppe været en stor støtte. Vi holder hinanden motiverede, planlægger møder og sørger for, at ingen af os falder bagud. For mig er studiegruppen blevet nogle af mine nærmeste venner.
Vil du vide mere om uddannelsens specifikke adgangskrav i kvote 1 og 2?
Har du spørgsmål om adgangskrav og optagelse?