22, Låsby
Aarhus Gymnasium, HTX
Datavidenskab, 9. semester
Da jeg skulle vælge uddannelse, var jeg rigtig meget i tvivl og overvejede mange forskellige uddannelser. Jeg endte med at vælge Datavidenskab, fordi jeg altid har været glad for matematik, men også har et behov for at anvendelsesområder og praktik i fokus. Den balance havde jeg et indtryk af, at man fik på Datavidenskab, fordi man bruger matematik og statistik til at arbejde med data ved at bruge programmering. Jeg havde absolut ingen erfaring med programmering, inden jeg startede og var hamrende nervøs for, at alle andre havde kodet i årevis, og at jeg ville være bagud fra start - men tværtimod så havde størstedelen aldrig programmeret før, og vi startede ud helt fra bunden, så alle sagtens kunne følge med.
Det kan godt være hårdt at studere til tider, og jeg kan stadig blive i tvivl, om jeg har valgt rigtigt. Motivationen kan svinge meget i løbet af studietiden, hvis man har et svært kursus, en dårlig dag eller der er andre (sjovere) ting udenfor studiet, der trækker. For at håndtere min manglende motivation, bruger jeg mine studiekammerater meget, da det gør hverdagen nemmere og sjovere at lave opgaver og afleveringer sammen. Derudover har jeg et studierelevant arbejde ved siden af studiet, som sætter teorien fra studiet i praktisk perspektiv og giver et (nødvendigt) pusterum fra bøgerne.
Da jeg startede på universitetet, var jeg nervøs for niveauet og forventninger, men man finder hurtigt ud af, at alle ens medstuderende er lige så nervøse og spændte, og at det slet ikke er så skræmmende. Det tager lidt tid at finde sig til rette i nye undervisningsformer som forelæsninger, opgaveløsning og afleveringer og finde en studiemetode, som passer en selv - men det fantastiske ved universitetet er, at man selv kan styre, hvornår, hvordan og hvor meget man læser, så man kan gøre det, som fungerer bedst for en selv, og give plads til en ’off-day’ i ny og næ.
Vil du vide mere om uddannelsens specifikke adgangskrav i kvote 1 og 2?
Har du spørgsmål om adgangskrav og optagelse?