Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Foto: Jesper Rais, AU Foto
Foto: Jesper Rais, AU Foto

Prøv hvordan det er at være studerende på AU - online

Studiepraktik 2020 afholdes online og derfor uden fysisk fremmøde. Praktikken finder stadig sted i uge 43, og du kan ansøge om en praktikplads fra den 10.-15. september. Til Studiepraktik på Aarhus Universitet kan du møde uddannelserne og prøve, hvordan det er at være studerende. Det gør det lettere for dig at finde ud af, om uddannelsen og livet som studerende på universitetet er noget for dig.

Hvad går praktikken ud på?

 

Til Online Studiepraktik på Aarhus Universitet kan du få smagsprøver på studielivet. Du kan se frem til et koncentreret program, der blandt andet introducerer dig til uddannelserne og deres faglige opbygning, giver et realistisk indblik i hverdagen som studerende og fortæller om de forskellige karrieremuligheder, uddannelsen giver adgang til. 

 

Du kan møde vores studerende og undervisere eller repræsentanter fra uddannelserne eller snakke med en studievejleder. Så har du et spørgsmål du brænder inde med eller noget, du undrer dig over, så kan du få svar. Du kan fx spørge om undervisningen, livet på SU, springet fra gym til uni, hvordan det var at flytte hjemmefra, studiebolig, fritiden, festerne og meget, meget mere. Ingen spørgsmål er for dumme. 

Få mest muligt med hjem!

Studiepraktik foregår 100% digitalt i år. Så nu hvor, du ikke selv har mulighed for at møde os fysisk, vil vi gøre alt for at sikre, at du alligevel får mest muligt med hjem.

Vi forventer, at du deltager aktivt og involverer dig undervejs. Du deltager med kameraet tændt og husker at slukke mikrofonen, når andre snakker. Du kan stille alle de spørgsmål, du vil i løbet af dagen, og vi vil også gerne spørger dig om noget og måske give dig små opgaver, så du kan reflektere over det, du lærer.

Alle praktikforløb bliver med begrænset antal deltagere, så der er de rammer for, at du kan få relevant viden med hjem.


Hvor lang tid varer det?

Online Studiepraktik foregår enten onsdag eller torsdag i ug 43 afhængigt af, hvilken uddannelse du skal i praktik på. Enkelte uddannelser har praktik over flere dage. Det finder I ud af, når I får jeres program.

Undervejs vil du få masser af muligheder for at snakke med både studerende og undervisere. Men du kan også møde universitetets studievejledere, som du kan stille spørgsmål til om f.eks. andre uddannelser, hvordan man søger ind, og hvilke jobmuligheder uddannelserne giver dig.

Mange andre institutioner holder også studiepraktik. Du kan finde en oversigt på www.studiepraktik.nu

Tyvstart Studiepraktik

Umiddelbart efter du får svar om praktikplads, får du mulighed for at tyvstarte på din praktik på hjemmesiden bachelor.au.dk/onlinestudiepraktik (endnu ikke tilgængelig).

Vi åbner op for et online univers, hvor du kan danne dig et indtryk af Aarhus Universitet på forhånd, så du er bedst muligt klædt på, når det går løs. Du har mulighed for at møde vores studerende på forhånd, se rundvisninger af universitetet, opleve studiebyen og studielivet eller få hjælp af en studievejleder. Efter Studiepraktik i uge 43 kan du fortsat bruge siden til at stille spørgsmål, du først er kommet i tanke om bagefter eller se film om uddannelserne og universitetet, så du kan komme endnu tættere på. 

Der kan også være små opgaver, vi vil bede dig om at gennemføre, så du skal regne med at bruge lidt tid på at forberede dig til studiepraktikdagen og noget tid på at reflektere og evaluere bagefter.

Så glæd dig – det gør vi!

Studiepraktik er kun for dig, der…

… er i gang med sidste år på en gymnasial uddannelse eller har afsluttet en gymnasial uddannelse.

Hvis du ikke kan sige ja til en af de to, kan du i stedet deltage i Studieinfo eller prøve at være Studerende for en dag.

Du kan selvfølgelig også bare vente, til det bliver din tur:-) 

Husk…

…at der kan være pladsbegrænsning på den uddannelse, du ønsker. Det kan derfor være en god idé med en plan B.

Hør hvad andre synes om Studiepraktik

Mange tusinde gymnasieelever har fået studielivet på AU ind under huden i løbet af praktikdagene.