Aarhus Universitets segl

Nicoline oversætter vindmølledata til bæredygtige løsninger

Det var ikke IT-delen af IT-Produktudvikling, der afgjorde det for Nicoline, da hun skulle søge ind på uddannelsen. I dag er den tekniske forståelse vigtig, når hun skal forstå sine udviklerkollegaer og teste dataprodukter på brugere.



Du har nok styr på, at vindmøller producerer grøn strøm. Men vidste du, at de også producerer store mængder data?

Det ved Nicoline Jensen en masse om. Hun har læst IT-Produktudvikling på Aarhus Universitet og arbejder i dag som project manager og user experience designer hos den aarhusianske virksomhed Minds and Co. Powered by Antire.

Vi arbejder med data fra kritisk infrastruktur, som vindmøller, hvor vi blandt andet omsætter rå performance-data fra driften til brugbare indsigter, forklarer hun.

Minds and Co. tager rå data fra de tekniske systemer og gør dem mere forståelige for brugerne, så de lettere kan overvåge ydeevne og reagere på afvigelser i realtid. Det handler om at gøre komplekse data operationelle og handlingsorienterede.

De fleste af mine kollegaer er softwareudviklere, der bygger de tekniske løsninger. Mit blik er på det menneskelige og på, hvordan brugerne møder og ikke mindst forstår teknologien, siger Nicoline.

Hun har ansvaret for at holde styr på projekterne, finde løsninger på opståede problemer, designe og teste brugergrænseflader for brugerne og præsentere de færdige løsninger for kunderne.

I jobbet trækker hun direkte på erfaringer fra sit studie – og har for alvor fået øjnene op for, hvor meget hendes uddannelse har rustet hende til arbejdslivet.

Som nyuddannet er der virkelig meget på arbejdsmarkedet, som er ukendt. Da jeg startede i Minds and Co. var jeg glad for, at der var nogle ting fra mit studies, helt konkrete måder at arbejde på, som jeg kunne genkende og følte mig hjemme i,  forklarer hun.

Kompetencer fra sit studie, som Nicoline bruger i sit arbejde i dag

  • Evnen til at arbejde projektorienteret og med hele designprocessen
  • Den grundlæggende tekniske IT-forståelse
  • Helt konkrete værktøjer og metoder til at arbejde med brugerdesign

Fra økosamfund til vindenergi

På IT-Produktudvikling arbejdede vi meget projektorienteret. Det kunne jeg rigtig godt lide. Der fik jeg mulighed for at teste projektlederrollen af, blev god til at arbejde team-orienteret og have blik for hele processen i et projekt, siger Nicoline.

Det var også i løbet af studiets projekter, at Nicoline fik smag for at arbejde med bæredygtighed. Bl.a. handlede Nicolines speciale om at forbedre arbejdsgangene ved et pilerensningsanlæg i et økosamfund. Et bæredygtigt bofællesskab, hvor beboerne forsøger at leve så miljøvenligt som muligt. 
 

De (beboerne, red.) skulle gå rundt og tjekke vandstanden i en masse brønde i rensningsanlægget. Det var besværligt, fordi man skulle løfte nogle store betonlåg af og måle manuelt. Vores projektgruppe fandt på at lave en målesensor til hver af brøndene, som kunne forbindes til en app, som beboerne kunne aflæse vandstanden på i stedet. Det var fedt at være med til at løse et konkret problem for nogen, fortæller hun.  

Da Nicoline var færdig med specialet, brugte hun erfaringerne i sin jobsøgning.

Artiklen fortsætter under billedet.


Institut for Datalogi inviterede en dag tidligere studerende ind for at holde oplæg om, hvad og hvor de havde fundet arbejde. Her så Nicoline et oplæg fra Minds and Co. og blev nysgerrig på virksomheden.

Hun fortæller: 

Jeg skulle ikke sidde og være projektleder på projekter, der bidrager til våbenindustrien eller overproduktion af tøj. Selvfølgelig har man ikke frit valg på alle hylder som nyuddannet, men det ideelle for mig ville være at arbejde med noget bæredygtigt. Det er en motivation for mig. Så at finde det her, har været virkelig fedt!

Læs også om Thomas og Mads Emil fra Datavidenskab, der booster den grønne omstilling med AI

Artiklen fortsætter under billedet.


IT som grundforståelse

Da Nicoline havde holdt to sabbatår, var hun klar til at begynde at studere.

Jeg var ikke sikker på, hvilken retning jeg skulle gå, da jeg skulle vælge studie, men fulgte min mavefornemmelse. Folk har ofte sagt til mig, at jeg var kreativ. Så jeg fandt IT-Produktudvikling, fordi jeg søgte på ’design’ på UG.dk, fortæller hun.

Det var det projektorienterede, designprocesserne og det praktiske gruppearbejde, som særligt triggede hende.

Jeg havde faktisk ikke helt fattet, hvor IT-teknisk uddannelsen var. Det er tung teori og kodning. Det kan være svært og frustrerende, men det er også fedt at kunne nogle af de ting. Og i dag er det vigtigt for mit arbejde, at jeg har grundforståelsen, siger hun.

For Nicoline var det ikke et problem, at hun var stærkere i designprocesser og ideudvikling end i kodning. På studiet var der et godt miljø med et stærkt fællesskab, hvor man støttede og supplerede hinanden på tværs af kompetencer og fag.

Nicolines studiekammerater er gået mange forskellige veje i dag rent karrieremæssigt. En stor del af dem arbejder som udviklere og konsulenter.

Vi ses stadig i dag i vores madklub. Der kan vi bl.a. snakke om jobs. Det er sjovt at se, hvor mange forskellige titler, folk har fået i dag med den samme uddannelse bag sig.

3 gode råd til dig, der skal til og vælge uddannelse

  1. Følg dine interesser, når du undersøger potentielle uddannelser
  2. Vær ikke bange for at træffe en beslutning ud fra din mavefornemmelse
  3. Husk, du behøver ikke at kunne se dig selv i alle dele af en uddannelse, for at den kan være den rigtige for dig