Luften er tyk af nervøsitet i kontrolrummet på Katrinebjerg i Aarhus. Det er seks dage siden, at satellitten blev sendt i kredsløb om jorden fra Den Internationale Rumstation. Men Hasse Hansen og hans medstuderende har endnu ikke fået kontakt til deres ’cubesat’, Delphini-1, som er Aarhus Universitets første forsøg på at sende en satellit i rummet.
”Da vi ser signalet på skærmen, bryder vi ud i glæde. Så kunne vi finde champagnen frem,” fortæller Hasse Hansen, som var en af de studerende fra Aarhus Universitet, som stod bag projektet Delphini-1.
”Det var også godt at modtage de første billeder fra satellitten. Jeg har to billeder fra Delphini-1 her på mit skab, som jeg kigger på hver dag,” fortsætter Hasse Hansen over en videoforbindelse fra sin lejlighed i Holland.
Det er nu over tre år siden, at Hasse Hansen efter seks dages intens spænding omsider modtog signalet fra Delphini-1, som befandt sig 400 kilometer over kontrolrummet på Aarhus Universitet. I 2021 brændte satellitten op i atmosfæren, men det betyder ikke, at Hasse Hansen er færdig med sit rumeventyr.
Den 27-årige rumentusiast arbejder nu for Den Europæiske Rumorganisation, ESA, i den hollandske by Leiden. Det har han gjort, siden han blev færdig som kandidat i Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet for to år siden.
10 cm x 10 cm x 10 cm. Så lille er en cubesat, som er en satellit, der er nem for universitetsstuderende at bygge og sende ud i rummet. Og så er det billigt, når vi snakker ”rumpenge”, som Hasse Hansen kalder det.
Hasse Hansen er ansat på en Young Graduate Trainee-ordning hos ESA, hvor han arbejder som systemingeniør. Han er tilknyttet programmet Fly Your Satellite!, hvor han hjælper universitetsstuderende med cubesat-projekter som Delphini-1.
”Vi guider de studerende igennem processen, så de får lært en masse undervejs, og det ender så ud med en satellit i rummet. Vi tilbyder hjælp med alt fra design til testning til opsendelse, og når de skal operere den ude i rummet,” forklarer Hasse Hansen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Da ESA slog stillingen op, var Hasse Hansen ikke i tvivl om, at han var en god kandidat til jobbet. Han havde allerede erfaring med at sende en cubesat i kredsløb og styre den fra kontrolrummet. Dengang som studerende. Nu var han klar til at hoppe over på den anden side af bordet.
Hasse Hansen husker tydeligt den surrealistiske følelse, han oplevede, da han stod med Delphini-1 i hånden og sagde til sig selv, at den lille metalboks, som han havde været med til at bygge, snart skulle flyve i kredsløb om jorden. Selvom det nu er hverdagskost for den rumglade ingeniør, bliver han stadig begejstret, når hans projekter skal ombord på raketten og afsted mod rummet. Den følelse prøver han nu at give videre til andre studerende:
”Nu er jeg rykket over på den anden side af bordet, hvor jeg kan prøve at give nogle studerende en lige så god oplevelse, som jeg havde med Delphini-1. Det er det, jeg godt kan lide ved jobbet. Der er en masse interaktion med de studerende, der er noget teknisk arbejde, og så foregår det hele jo oppe i rummet. Jeg bliver altid glad, når vi skal sende ting op i rummet. Det er stadig ret blæret i mine øjne.”
”Jeg har taget et billede af jorden fra rummet! Eller jeg har bedt en satellit om at gøre det, men det er næsten lige så godt,” fortsætter Hasse Hansen med et grin.
Det er vist ingen hemmelighed, at Hasse Hansen er lidt af en rumnørd. Faktisk var han en af de 22.589 håbefulde ansøgere, der gav det et skud, da ESA sidste år satte gang i optagelsesprocessen for at finde fire til seks nye astronauter. Hasse Hansen kom ikke igennem nåleøjet.
”Jeg bliver ikke lige den næste Andreas Mogensen, men jeg kunne lige så godt prøve. Der kommer forhåbentligt en runde, hvor de søger astronauter igen om seks til otte år. Det er lidt en drengedrøm at blive astronaut,” fortæller han.
Selvom Hasse Hansens skæbne som den næste dansker i rummet stadig er uafklaret, så er fascinationen af astronomi stålfast. Når hans nuværende kontrakt hos ESA udløber, er han sikker på, at det ikke er lig med en ende på hverken rumeventyret eller kærligheden til astronomien:
”Astronomi er den der yderste front i videnskaben, når vi kigger derud på kæmpestore skalaer. Jeg tror, det er en menneskelig ting at søge udad, fordi vi i virkeligheden nok samtidig søger indad. Vi forsøger at finde ud af, hvem vi er som mennesker. Det er også det, der driver mig. Der er så mange ting, vi ikke forstår, om hvordan universet fungerer.”
Hasse Hansen lader heller ikke sin fascination for astronomi ligge på kontoret, når han hver dag stempler ud fra arbejdet hos ESA. I stedet bruger han en stor del af sin fritid på podcasten Mod Stjernerne, som han er vært på med sin gode ven Lasse Berthelsen.
”Det kom lidt ud af en fælles ven, der sagde 'Hasse og Lasse. Det lyder som en podcast'. Så kiggede vi på hinanden og sagde 'er det ikke det, vi skal?' Så startede det lige så stille ud med, at vi diskuterede nyheder om rumfart, astronomi og alt ind i mellem,” fortæller Hasse Hansen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Hasse og Lasses mål er at gøre astronomi mere forståeligt for dem, der ikke beskæftiger sig med det til daglig. I podcasten får alle chancen for at nørde med på emner som sorte huller, de nyeste raketter og det faste segment, ugens rumvejr.
Podcasten startede som en platform, hvor de to venner kunne få afløb for deres rumsnak. Hvis nogen ville lytte med, var det fint. Hvis ikke skulle de to venner nok hygge sig med projektet alligevel.
”Vi tænkte, at det var en succes, hvis det blev downloadet tyve gange. Nu nærmer vi os 12.000 downloads! Det er gået over al forstand,” fortæller Hasse Hansen med et smil på læben.
Hasse Hansens kontrakt med ESA lakker mod enden. Egentlig skulle ansættelsen kun vare et år, men på grund af coronanedlukning og otte måneders hjemmearbejde, fik han et år ekstra hos rumagenturet. Det har givet ham længere tid til at suge viden til sig om ingeniørfaget og astronomien.
Det ekstra år hos ESA har Hasse Hansen sat stor pris på. Som nyuddannet oplevede han at være ramt at det, mange kender som imposter-syndrommet. En tilstand, hvor man tvivler på sine egne evner og frygter at blive afsløret som en bedrager, der snyder sig til at være et sted, man ikke er god nok til at være.
”Efter at have været her et års tid, følte jeg mig mere tilpas, og jeg fik mere ansvar. Nu kan jeg bedre se mig selv i rollen som systemingeniør. Det har taget lidt tid, men jeg har lært sindssygt meget de sidste to år,” forklarer Hasse Hansen.
”Jeg er bare glad for, at jeg har fået muligheden for at komme herned og lære af den oplevelse. Så må vi se, hvor det bringer mig hen ad her bagefter,” afslutter han.
Hvor næste stop på Hasse Hansens rumrejse er, ved han ikke endnu. Men han har set størrelsen på den europæiske rumindustri og er sikker på, at der er plads til ham et sted.
