21, Horsens
Horsens Gymnasium og HF, STX
Medicin, 3. semester
Jessica
21 år, Horsens
Horsens Gymnasium og HF, STX
Medicin, 3. semester
Jeg var selv meget i tvivl om studievalg og stod mellem medicin og odontologi. Jeg havde ikke nogen favorit og kunne se mig selv på begge studier. Så i mine sabbatår arbejdede jeg både på en tandlægeklinik og et hospital i håb om at finde ud af, hvilket studie det skulle være – men jeg kom faktisk bare endnu mere i tvivl. Jeg snakkede meget med min familie om det, men vidste stadig ikke, hvad jeg ville mest. Til sidst endte jeg med at trække lod om de to studier. Det endte så på medicin som første valg, og det var også det, jeg kom ind på. Og jeg har kun været glad for studiet lige siden.
Hverdagen går tit med forelæsninger, holdundervisning og en masse læsning derhjemme. Der er undervisning næsten hver dag, og derudover skal man også forberede en del opgaver til holdtimer. Her plejer min læsegruppe og jeg at udnytte frimoduler til at forberede os, så vi også hygger imens. Ud over studiet arbejder jeg som afløser på et hospital og som mentor. Jeg spiller også håndbold og er med i socialudvalget på mit semester. Så der er helt klart plads til andet end bare studie, selvom det til tider kan være tidskrævende.
For mig har det sværeste ved studiet været de faglige udfordringer. Man vil så gerne kunne det hele, men pensum er ikke altid nemt, og der er en del, man skal kunne udenad. Man kan ikke altid finde ud af alle opgaver, og det kan være vildt frustrerende. Nogle gange kan jeg i hvert fald godt tvivle på mig selv. Men når jeg så kigger tilbage på starten af semesteret, kan jeg også godt mærke, hvor meget man egentlig har lært, og at man oprigtigt har rykket sig en kæmpe del. Så selvom det kan virke mega uoverskueligt, når man sidder i det, klarer man det til sidst. Og så er det vigtigt at huske sig selv på, at det ikke er meningen man skal kunne finde ud af alt. Man er trods alt studerende og kommer netop for at lære.
Vil du vide mere om uddannelsens specifikke adgangskrav i kvote 1 og 2?
Har du spørgsmål om adgangskrav og optagelse?