22, Låsby
Århus Statsgymnasium, STX
Statskundskab, 2. semester
Jeg har altid haft en stor interesse for samfundsstrukturer og politiske temaer, hvilket gjorde, at statskundskab hurtigt fangede min interesse, da snakken i gymnasiet faldt på videregående uddannelser. Jeg blev hurtigt meget sikker på mit valg af netop denne uddannelse, men blev i stedet ramt af en usikkerhed omkring, om det virkelig skulle være så “nemt” at træffe et så stort valg. Derfor tog jeg på studiepraktik på statskundskab på AU i mit sabbatår, hvorefter jeg blev helt og aldeles sikker i mit valg. Mavefornemmelsen var god, og jeg følte mig hjemme i miljøet. Derfor endte jeg med at søge ind og starte på statskundskab.
Når man starter på statskundskab, skydes det hele i gang med en 6-dage lang rusuge med et utal af muligheder for at danne relationer med sine medstuderende samt blive klædt på til det studieliv, som venter rundt om hjørnet. Herefter rammer virkeligheden, der i starten var særligt præget af overvældelse. At gå på universitet er i høj grad anderledes end ungdomsuddannelser, da man her har ansvaret for egen læring og motivation. Men på trods af den store omvæltning, de nye vaner og store mængder af læsning, har jeg kun positive ting af sige om det at starte på studie.
Balancegangen mellem det faglige arbejde og det sociale liv kan til tider virke svært at overskue og fordele på den “rigtige” måde. For mit vedkommende er det sociale meget vigtigt, da det er med til at bære mig igennem de lidt hårdere perioder i studiet samt holde motivationen oppe. Det handler om at finde den fordeling, der passer til netop en selv, selvom denne måske ikke stemmer overens med ens medstuderendes.
Vil du vide mere om uddannelsens specifikke adgangskrav i kvote 1 og 2?
Har du spørgsmål om adgangskrav og optagelse?