26, Middelfart
Middelfart Gymnasium, STX
Kinastudier, 9. semester (Nu på Internationale Studier)
I min gymnasietid fortalte mine venner og familie mig, at jeg kunne blive en god sygeplejerske. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg ville, og input fra dem betød meget for mig, så jeg startede på sygeplejerskeuddannelsen. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at det slet ikke var mig. Jeg var fuldstændig på bar bund, hvad der så skulle ske. En enkel artikel, som min mor sendte mig om Kinastudier ændrede alt. Den åbnede mine øjne for en anden type uddannelse, end det jeg kendte til. Jeg deltog i u-days, der gav mig en smule afklaring, men tvivlen forsvandt ikke helt. Jeg var i tvivl om at studere inden for et humanistisk felt og usikker på, om jeg ville passe ind. Derudover skulle jeg lære kinesisk, et sprog jeg aldrig havde haft før. Trods mine bekymringer har jeg opdaget, at studiet er fantastisk, og samtidig har jeg også fået venner for livet.
Min hverdag består først og fremmest af holdundervisning i Nobelparken. Vi sidder i små hold med 15-20 medstuderende, hvor undervisningen minder om gymnasiet. Vi laver typisk gruppearbejde, opgaver og fremlæggelser. I de første semestre, hvor hovedfokus er at lære kinesisk, har vi små øvelser for at sikre, at man kan de kinesiske tegn, da vi lærer at snakke, skrive og tale kinesisk. Der er også læsestof om kinesisk kultur, politik og historie, hvilket fylder mere og mere jo længere man kommer på studiet.
At lære kinesisk er svært, og der er en forventning om, at man øver sine kinesiske tegn tit. Der er en masse selvstudie, og min forberedelse går ofte på at øve mine kinesiske tegn, især til en god serie i baggrunden. Dog er alle studerende i samme båd, så vi er en lille familie, hvor der er meget støtte at finde.
Vil du vide mere om uddannelsens specifikke adgangskrav i kvote 1 og 2?
Har du spørgsmål om adgangskrav og optagelse?