24, Odense
Sct. Knuds gymnasium, STX
Biologi, 7. semester
Jeg har altid været meget i tvivl om, hvad jeg vil, og hvad jeg kan lide, da jeg har mange forskellige interesser. På gymnasiet havde jeg samfundsfag-engelsk-matematik-linjen, hvilket jeg faktisk var rigtig glad for. Samtidig har jeg altid godt kunne lide de naturvidenskabelige fag, da jeg elsker, at der for det meste er en facitliste. I mit andet sabbatår fandt jeg ud af, at jeg ville læse fysik og kemi op til B-niveau, så jeg kunne komme ind på biologi. Jeg er vokset op i en familie, der holder meget af friluftslivet, og er derfor også selv blevet en rigtig "outdoor" pige. Det tiltalte mig også, at der på biologi, er meget varierede undervisningsformer, hvor vi ud over at høre forelæsninger i auditoriet også bl.a. skal på feltture og sidde ved mikroskop. Inden jeg begyndte at læse, var jeg nervøs for, om jeg ville være bagud fra start, da jeg kun havde haft biologi på C-niveau, og andre måske havde haft det på A-niveau. Jeg har i løbet af de første to semestre til tider følt, at dem der havde biologi på et højere niveau på gymnasiet, har haft en fordel, men den har været lille, og man får hurtigt indhentet det. Jeg vidste og ved stadig ikke, hvad jeg vil bruge biologiuddannelsen til, så det var udelukkende pga., at jeg synes det lød som den sjoveste, at jeg valgte den.
Mit første år som studerende var både sjovt og udfordrende. Det er noget helt andet end at gå på gymnasiet, da man skal være meget mere selvstændig, og det er udelukkende ens eget ansvar at følge med. Friheden på universitetet synes jeg på nogle punkter er en udfordring, som kræver en del selvdisciplin, og på andre punkter er det en befrielse, der giver meget mere mulighed for at tilpasse studiet efter ens egne behov. Jeg elsker studiemiljøet, og at der er så mange muligheder for at være en del af forskellige fællesskaber på universitetet. Det at jeg er omgivet af mennesker, jeg godt kan lide, gør det 100 gange nemmere at komme igennem de stressende perioder. Derfor er mit bedste råd også, at man forsøger at være åben for at lære nye mennesker at kende på studiet, så man får nogle venner, der kan hjælpe en med at holde humøret højt.
Jeg er født og opvokset i Odense og flyttede derfor først til Aarhus sommeren inden studiestart. Det var svært, men spændende og meget lærerigt at flytte alene til Aarhus. Inden jeg flyttede, var jeg meget nervøs for, om jeg ville blive ensom, da jeg generelt er meget socialt anlagt og har brug for mennesker omkring mig i hverdagen. Jeg kendte ingen, og specielt de første måneder savnede jeg meget mine veninder og familie i Odense. Men det at være helt alene, har givet mig utrolig meget personligt. Jeg er blevet mere udadvendt og er generelt ikke særlig nervøs for at prøve nye ting på egen hånd mere. Og efterhånden har jeg gennem mine roomies og studiekammerater, fået mange gode relationer i Aarhus, som bidrager meget til, at jeg nu føler mig hjemme og rigtig godt tilpas i byen. Efter mit første år i Aarhus flyttede jeg på kollegie, hvilket har vist sig at være en af de bedste beslutninger i mit liv. Det er så dejligt at være omgivet af mine kollegianere, som også alle er studerende. Vi laver alt sammen – lige fra at læse til at feste, hygge os foran fjernsynet eller tage på ture, endda helt til Italien! Det føles som en lille minihøjskole midt i al studiestressen. Jeg kan anbefale alle, der kan lide at være sociale, at flytte på kollegie.
Vil du vide mere om uddannelsens specifikke adgangskrav i kvote 1 og 2?
Har du spørgsmål om adgangskrav og optagelse?