24, Aarhus
Marselisborg Gymnasium, STX
Informationsvidenskab, 8. semester
Jeg startede med at læse erhvervsøkonomi, HA, men fandt ud af, det ikke var det rigtige for mig. Jeg havde ikke sat mig nok ind i, hvad studiet handlede om, og det passede ikke med den forestilling jeg havde og ej heller mine interesser. Det var selvfølgelig svært at skulle træffe beslutningen om at søge noget nyt, specielt når man socialt har det godt. Man er bange for, at man har spildt sin tid, og om der overhovedet er et studie, der passer bedre.
Jeg var meget i tvivl, da jeg skulle vælge studie. Begge gange. Efter at have valgt “forkert” første gang, følte jeg næsten et endnu større pres for, at anden gang skulle være det rigtige. Jeg undersøgte flere studier, men faldt over en promo video fra Informationsvidenskab, som jeg synes var spændende. Jeg læste undervisningsbeskrivelser fra de enkelte fag, deltog i Udays, snakkede med en studievejleder og brugte mit netværk til at danne mig et indtryk af studiet, og hvad man kunne ende med af lave som færdigudannet. Jeg forsøgte igennem min research at få svar på mange af mine spørgsmål, og brugte også “Spørg en AU'er” til at få et bedre indblik i uddannelsen. Alt dette gjorde, at jeg blev mere tryg i mit valg af studie.
Der er selvfølgelig forskel på studielivet alt efter hvilket studie, man vælger. Generelt er det dog en hverdag fyldt med fordybelse, men også en del fritid. På Informationsvidenskab er der foruden forelæsninger og holdtimer en del selvstudie, som både giver tid til arbejde i studiegruppen, men også til selv at kunne administrere sin individuelle forberedelsestid. Dermed er det stadig muligt at kunne fungere socialt, både med folk på og uden for studiet.
Vil du vide mere om uddannelsens specifikke adgangskrav i kvote 1 og 2?
Har du spørgsmål om adgangskrav og optagelse?