23, Grenaa
Grenaa Handelsgymnasium, HHX
Indien- og sydasienstudier, 5. semester
Allerede da jeg skulle vælge gymnasium, var jeg sikker på, at jeg skulle være karriekvinde med stort K. Jeg valgte derfor HHX, og 1 år inde i mit sabbatår startede jeg som indkøbselev i en stor virksomhed. Min plan var at "kravle" opad karrierestigen, men efter tre år i faget og mange store overvejelser, besluttede jeg mig for at droppe planen og starte på en frisk. Efter corona og god tid til at overveje, hvad jeg gjorde i mit liv, var jeg kommet i tvivl om mit karrierevalg. Det var skræmmende pludseligt at føle tvivl, men jeg blev klar over, at jeg skulle reagere på den. Jeg var komplet i vildrede om, hvilken uddannelse jeg skulle starte på, og jeg havde absolut intet kendskab til, hvad man kunne studere, og hvordan det er at gå på universitetet, da hverken min familie eller venner havde været på uni.
Jeg startede som sagt på bar bund og begyndte derfor at undersøge diverse bacheloruddannelser samt læse profilen på stort set alle humaniora bacheloruddannelser. Jeg forsøgte at fokusere på, hvad jeg synes virkede spændende, fremfor at tænke, hvad der vil kunne give en karriere, men det var også ”skræmmende” at vælge ud fra den metode, da man føler det er et kæmpe sats. Jeg overvejede flere forskellige ting indenfor humaniora, men gennem mit indkøbsarbejde havde jeg stiftet kendskab til landene Bangladesh, Indien og Pakistan, og jeg endte med at vælge bacheloren "Indien- og Sydasien studier". Da jeg overvejede denne bachelor, var jeg bange for, at det ville være svært at lære sproget, da jeg ikke er det største sprogøre, men samtidig synes jeg, at bacheloren virkede vildt spændende. Jeg sprang derfor ud i det og har slet ikke været i tvivl siden!
Vil du vide mere om uddannelsens specifikke adgangskrav i kvote 1 og 2?
Har du spørgsmål om adgangskrav og optagelse?