24, Nybøl
Alssundgymnasiet Sønderborg, STX
Historie, 7. semester
Min historielærer i gymnasiet foreslog mig i 3.g, at jeg måske skulle læse historie. I øjeblikket slog jeg det hen, men i mine efterfølgende sabbatår hang tanken ved. Jeg havde i gymnasiet bioteknologi som studieretning, og selvom jeg var glad for faget historie, kom jeg i tvivl. Jeg opsøgte derfor bl.a. en UU-vejleder, tog til u-days, snakkede med en af AU’s studievejledere og hørte gamle elever fra min højskole fortælle om deres hverdag som historiestuderende. Det ledte alt sammen til en vis afklaring, men også nye bekymringer. Ved studiestart og frem til halvvejs i 1. semester fyldte tvivlen stadig, hvorefter jeg fandt mig til rette med mit valg.
Den skemalagte undervisning på historiestudiet byder hovedsageligt på holdtimer, som man kender fra klasseundervisningen på gymnasiet, hvilket personligt passer mig godt. Desuden går meget af tiden med selvstudie, hvor et stort pensum skal læses. Derudover er jeg med i nogle af de mange foreninger, som der er på historie. Gennem studietiden har den største udfordring for mig været min perfektionisme og høje krav til mig selv, da man bliver nødt til at prioritere og ikke kan nå det hele. Løsningen på dette har jeg dog stadig til gode.
I kraft af at ingen af mine forældre har en universitetsuddannelse, havde jeg inden ikke været så meget i berøring med universitetet og var heller ikke klar over, hvad jeg kunne forvente. Universitetet virkede derfor som det her nærmest faretruende sted for meget kloge mennesker. Jeg var derfor bekymret for, om der nu også var plads til mig. Efter jeg er startet, er min erfaring, at 1: uni er slet ikke så farligt igen og 2: uni er fyldt med dygtige og søde mennesker, med hver deres styrker og svagheder.
Vil du vide mere om uddannelsens specifikke adgangskrav i kvote 1 og 2?
Har du spørgsmål om adgangskrav og optagelse?