Aarhus Universitets segl

Spørg Vaishnavi

Vaishnavi

22 år, Horsens

Learnmark Gymnasium, HTX

Medicin, 10. semester

Spørg mig om:

  • Faglighed og forventninger
  • Forskellen på gym og uni
  • Hvordan valgte jeg uddannelse
  • Arbejdsbelastning og tidsforbrug
  • At flytte hjemmefra og være ny i Aarhus

Hvordan valgte jeg studie

Jeg har siden folkeskolen troet, at jeg skulle læse fysik, for det var matematik og fysik, der virkelig interesserede mig. Jeg havde dog en lige så stor interesse for de humanistiske fag, og fordi interessen for fysik var faldende efter kapitlet om Newtons mekanik, begyndte jeg at overveje at læse medicin. Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville hjælpe og arbejde med mennesker, så på den måde var medicin den bedste kombination af mine yndlingsfag og ambitioner. I gymnasiet tog jeg på Subuniversity, hvor jeg fik muligheden for at tale med medicinstuderende og få et indblik i studielivet på universitetet. Med hjælp gennem online ressourcer, Subuniversity og sparring med studerende, blev jeg ikke kun klar over, at jeg skulle læse medicin, men at jeg skulle gøre dette på Århus Universitet.

Mine tanker under studiestarten

Da jeg begyndte på studiet, kunne jeg ikke vente med at komme i gang, men jeg var også meget nervøs. På medicin er der en stor årgang på 200+ studerende, og dengang kendte jeg ingen på årgangen; dette sammen med at jeg lige var flyttet hjemmefra gjorde det svært for mig at falde til i starten. Med hensyn til det faglige skulle jeg lære at sænke mine ambitioner og acceptere, at jeg ikke kunne nå at læse og huske alt pensum inden eksamen. Jeg har lært meget siden dag 1, og der er stadig mange ting for mig at lære såsom at finde den rigtige studieteknik, som jeg stadig eksperimenterer med.

Min hverdag på AU

Min hverdag på medicin består blandt andet af forelæsninger, holdtimer og lab-øvelser. Jeg har undervisning næsten hver dag, og det er typisk 2-4 timers undervisning på universitetet om dagen, hvor vi bliver undervist af professorer, kliniske læger og forskere. Meget af vores undervisning indtil videre har ikke været obligatorisk, så man behøver for eksempel ikke komme til forelæsninger. Som universitetsstuderende skal man have en vis selvdisciplin og udover de 2-4 timer på uni, bruger jeg meget mere tid på at læse og forstå pensum derhjemme. Der er en del selvstudie på medicin, men jeg kan få hjælp og gennemgå lektier med min studiegruppe, som er nogle af mine tætteste venner på studiet.


Mine råd

  1. Når man vælger studie, vælger de fleste det studie og den karriere de kan afspejle sig i de næste mange år. Hvis du har studietvivl, kan du også tænke lidt anderledes og overveje, hvilket studieområde du slet ikke er interesseret i eller hvilken by, du slet ikke kan forestille dig at bo i og starte derfra.
  2. De fleste uddannelser, herunder medicin tager 3-6 år på universitetet, og det er lang tid. Når du vælger uddannelse, bør studiet være i fokus men husk også at tænke på familie, studieby, transportmuligheder, undervisningsformer på de forskellige universiteter og alle de lavpraktiske ting, der kan gå hen og få større betydning for din universitetsoplevelse senere hen.
  3. Husk, hvis du ikke spørger, er svaret altid et nej. Spørg mig, hvis du er i tvivl om studievalg, spørg din kammerat, hvis du gerne ville være hans/hendes læsemakker, spørg underviseren, hvis stoffet er uforståeligt. Jeg vil anbefale at tage til U-days, studiepraktik, Subuniversity, studerende for en dag eller opsøge studievejledning, hvis man har den mindste tvivl. 

Vil du vide mere om uddannelsens specifikke adgangskrav i kvote 1 og 2?

Har du spørgsmål om adgangskrav og optagelse?