Campus rummer desuden alle de faciliteter, du har brug for i din hverdag som studerende - alt lige fra biblioteker og boghandlere til kantiner og fredagsbarer. Meget af det kan du endda finde frem til via det underjordiske gangsystem.
Som studerende på Aarhus Universitet bliver du en del af et fællesskab bestående af 35.000 studerende. Derfor får du naturligvis også adgang til en lang række faciliteter og arrangementer, der vil supplere dit faglige liv og gøre din tid her uforglemmelig.
Som det største af Aarhus Universitets fire campusser, er det naturligt at der i Aarhus er et rigt socialt liv: I foråret den berømte og berygtede Kapsejlads, i efteråret StorFredag, der kombinerer den årlige Idrætsdag med Danmarks Største Fredagsbar.
Overvejer du at flytte til Aarhus i forbindelse med studiet, er der efterhånden mange muligheder for at finde en bolig tæt på studiet: Parkkollegierne, der ligger midt i universitetsparken, er et populært valg blandt studerende, når de skal vælge bolig i Aarhus første gang. Derudover er der i opført adskillige studieboliger centralt i Universitetsbyen, og de kan udelukkende beboes af studerende ved Aarhus Universitet. Ansøg om bolig i Parkkollegierne eller studieboligerne her [åbner i nyt vindue].
Ungdomsbolig Aarhus er et samarbejde mellem boligforeningerne og kollegierne i Aarhus. Du kan læse mere om optagelse og regler og om UngdomsboligAarhus' boliggarantiordning, som du er omfattet af som ny studerende med start i efterårssemesteret
Det er også muligt at finde en lejlighed gennem private udlejningsfirmaer. Her er de udbudte lejligheder ofte relativt dyrere i forhold til kollegie- og ungdomsboligerne. Så et godt råd er: kig dig godt for, og være forsigtig hvis du modtager et tilbud, der lyder lidt for godt.
Det er svært at beskrive én særlig studieform, som er gældende for dig, hvis du vælger at studere i Aarhus - hvordan studiet er opbygget, og hvilke former for undervisning der benyttes, er næsten lige så forskellige som mængden af studier der udbydes: Forholdet mellem forelæsninger og holdundervisning, læsegrupper og øvelsestimer er helt afhængig af studiets særlige faglige og videnskabelige traditioner, didaktiske overvejelser og ofte også det enkelte kursus' fokus.
Det er vigtigt for universitetet, at du befinder dig godt som studerende, og derfor er på alle studier fokus på at hjælpe dig godt i gang med din nye tilværelse.
Fra centralt hold arbejdes der hele tiden på, at du som studerende kan få den hjælp du har brug for, uanset hvilke vanskeligheder du måtte støde ind i. Fx har alle studier studenterstudievejledere tilknyttet - dvs. vejledere, der også er studerende, og derfor kan sætte sig ind i de situationer, problemer og udfordringer du kan møde som studerende, og som kan hjælpe dig godt på vej.
Som ny studerende på Campus Aarhus vil du blive taget godt imod af dit studies tutorer, der byder dig velkommen til studiets miljø, traditioner og dine medstuderende.
Aarhus by byder også velkommen til de mange studerende. I den sidste uge af august, vrimler byen med universitetets mange nye studerende, og der findes et væld af muligheder for at bruge en sjov aften i byen. Fx afholder Tivoli Friheden en stor studiestartsfest for dig og dine nye medstuderende.