Hvis man kommer fra den sydjyske by Vejen, er man ikke ligefrem vokset op med havet i baghaven. Alligevel har Happylan Natkunarajah i al den tid, han kan huske, haft en fascination af havet og dets mange hemmeligheder.
Happylan søgte ind på Biologi på Aarhus Universitet i 2016, og da han i 2020 begyndte på et fag om bioentreprenørskab, blev han optaget af at finde en forretningsidé, der kan skabe en positiv forandring i det danske havmiljø. Den plan var studiekammerat Leander Hessner helt med på.
I dag er Happylan og Leander færdiguddannede biologer og ejere af den lovende virksomhed Decameal, som bruger strandkrabber fra danske farvande som erstatning til de enorme mængder soja, der importeres fra udlandet og bruges til dyrefoder i landbruget.
”Vi ser desværre, at meget af regnskoven bliver fældet til gavn for sojaproduktionen i Sydamerika. Vi forsøger at gøre op med, at der ikke findes bæredygtige alternativer, som kan dække udbuddet, der kun bliver større og større,” fortæller Happylan.
Danmark importerer årligt 1,7 millioner tons soja, hvoraf størstedelen bruges som foder i landbrugssektoren. De største eksportnationer af soja findes i Sydamerika, hvor produktionen i større grad fører til afrydning af regnskove, hvilket har en betydelig påvirkning på vores klimaaftryk.
I dag er Happylan overrasket over, at uddannelsen i biologi førte til et liv som iværksætter. Han troede, at han skulle være biolog i en kommune, så snart han fik diplomet fra Aarhus Universitet i hånden.
”Det har altid været en drøm at blive iværksætter, men jeg troede ikke, at det ville ske så hurtigt. Det er lidt en drøm, der er gået i opfyldelse, at jeg kan kombinere min passion for biologi og natur med min drøm om at være iværksætter. Det er virkelig fedt,” siger Happylan, der som altid har et stort smil på læben.
Artiklen fortsætter under billedet.
Alligevel er Happylan overbevist om, at det netop er biologiuddannelsen, der har gjort iværksættereventyret muligt. Det er især den viden, de to biologer har tilegnet sig om strandkrabbernes påvirkning på havmiljøet, der har været uundværlig i opstarten af virksomheden.
”Vi har en enorm baggrundsviden, vi trækker på. Vi kan for eksempel snakke med både fiskerne og kommunen og formidle, hvorfor vores produkt gavner netop dem, fordi vi forstår, hvilken betydning vores løsning kan have for havmiljøet,” fortæller Happylan.
Hemmeligheden bag at finde et bæredygtigt alternativ til det sojabaserede dyrefoder er at skabe et produkt, som er lige så rigt på protein. Den hemmelighed skulle vise sig at ligge på bunden af havet. Decameals produkt består nemlig af én enkelt ingrediens: danske strandkrabber, som er tørret, kværnet, pulveriseret og siet.
I dag bruger Happylan al sin tid på at optimere indholdet af protein i strandkrabberne. Han vil skabe det bedst mulige produkt, inden Decameal er klar til at skalere produktionen op til et niveau, hvor de kan gå i salg.
Stanken fra produktionen er imidlertid ikke for sarte sjæle, og derfor har de to studiekammerater fået lov at leje sig ind hos en nedlagt minkfarm i Lystrup. Happylan har vænnet sig til stanken og bruger de fleste af sine vågne timer på minkfarmen. Leander bor i København og har et andet arbejde, indtil han også kan gå fuldtid på projektet.
”Det nyskabende ved vores produkt er, at strandkrabber er en kæmpe pestilens i vores havmiljøer. De spiser blandt andet fiskeæg, muslinger og fiskernes udstyr, og de bliver hverken holdt nede eller reguleret naturligt. De er fuldstændig eksploderet i antal de sidste tyve år,” forklarer Happylan.
Artiklen fortsætter under billedet.
Da Happylan og Leander kom på idéen, at de kunne få noget brugbart ud af de uønskede krabber, nægtede de to studerende fra Biologi dog at tro på, at de skulle være de første til at have fået den idé.
”Vi tænkte, at nogen ville bruge krabberne til et eller andet, men vi fandt intet. Så måtte vi ud og spørge fiskerne, som kun var enige i, at de var et kæmpe problem,” siger Happylan, inden han fortsætter:
”Et sted i Limfjorden tog fiskerne alle deres krabber med ind, smed dem i ferskvand, så de døde, inden de smed dem tilbage ud i havet. Det er jo et stort stykke arbejde. Hvis de alligevel skal håndtere og bearbejde dem, kan vi lige så godt bruge dem til noget, tænkte vi.”
Læs også om Asbjørn, der studerer Kemi
Indtil videre vil Decameals produkt udelukkende blive brugt som hønsefødder, fordi det høje kalkniveau, som kommer igennem skallerne, er godt for æglæggende høns, men mindre godt for svin og andre landbrugsdyr.
Det var dog ikke uden sved på panden, at Happylan sprang ud i opstarten af virksomheden efter studiet. Vennerne fra studiet begyndte at få jobs, tjene penge og flytte i hus, og de to nyudklækkede iværksættere havde ikke en lønseddel at se frem til i slutningen af måneden. Derfor var det et plaster på såret, da de to biologer fik et mikrolegat på 15.000 kroner, som de kunne bruge på at sætte produktionen op på minkfarmen i Lystrup.
”Vi begyndte at deltage i konkurrencer. Blandt andet i The Kitchen på Aarhus Universitet, hvor vi vandt yderligere 30.000 kroner, og hos Fonden for Entreprenørskab, hvor vi vandt 100.000 kroner. Der fik vi for alvor blod på tanden,” siger Happylan.
Næste mål er at få legatet Innofounder, som kan give Happylan og Leander løn i et år og 100.000 kroner, hvilket vil betyde, at Leander også kan gå fuldtid på projektet.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Erhvervslivet ser også ud til at tage imod Decameal med åbne arme. Leander og Happylan har allerede modtaget et såkaldt ’letter of intent’ fra et stort landbrugsselskab. Det betyder, at når Decameal er klar til at sælge deres produkt, så vil selskabet gerne underskrive en købsaftale.
”Om ti år håber jeg, at der står en stor fabrik, som får bearbejdet en masse krabber. Vi håber på, at det kan medvirke til, at det bliver et efterspurgt produkt i hele verden, så krabberne kan blive reguleret, og så vi kan gøre noget ved sojaindustrien,” siger Happylan, inden han fortsætter:
”Vores mission er at gøre en forskel for naturen og verden, samtidig med at vi kan lave en bæredygtig, sund forretning på det. Vi tror 100 pct. på projektet, og så synes vi samtidigt, at det er virkelig sjovt.”
