En række af universitetets uddannelser er 2-faglige, idet de består af et centralt fag og et tilvalg. Det centrale fag er det fag, du optages på, når du søger ind på en bacheloruddannelse.
Tilvalget påbegyndes altid på bacheloruddannelsen, hvor det som udgangspunkt har et omfang på 45 ECTS. Hvis både dit centrale fag og dit tilvalg er inden for gymnasiets fagrække, kan du vælge at fortsætte dit tilvalg på kandidatuddannelsen og dermed opnå undervisningskompetence i gymnasiet.
Tilvalget er et selvstændigt uddannelsesmodul, som giver dig mulighed for at tone din uddannelse og skabe din helt egen profil. Dit valg af tilvalg har betydning for, hvilke kandidatuddannelser du kan optages på, og kan også have indflydelse på dine fremtidige jobmuligheder. Derfor er det et af de vigtigste valg, du kommer til at træffe i forbindelse med din uddannelse.
NB! Hvis du ikke søger et tilvalg, kan det få konsekvenser for dine valgmuligheder i dit videre studieforløb, alt efter hvilken bacheloruddannelse du læser.
Optagelse på tilvalg kræver i første omgang, at dit centrale fag kan kombineres med et tilvalg. Det er ikke alle bacheloruddannelser, der giver mulighed for at kombinere med et tilvalg. Det gælder for eksempel 1-faglige uddannelser som uddannelsesvidenskab, statskundskab, jura og psykologi.
På mange 2-faglige bacheloruddannelser indgår bachelortilvalget obligatorisk. Der er dog også bacheloruddannelser, hvor man selv kan vælge, om man vil læse et bachelortilvalg, eller om man vil læse en 1-faglig bachelor. Dine muligheder fremgår af studieordningen for dit centrale fag.
Læs mere om bachelortilvalg
Bacheloruddannelser med tilvalg kan som udgangspunkt kombineres med en kandidatuddannelse på 4 forskellige måder: