Aarhus Universitets segl

POLITIK OG ØKONOMI

Bacheloruddannelse

Fakta om uddannelsen
Adgangskvotient (Kvote 1) 2024: 8,6 (Standby: 7,1)
Undervisningssprog | Studiested: Aarhus  |  Studiestart: August / september
Optagelsesområdenummer: 22450

Uddannelsen i Politik og Økonomi klæder dig på til at skabe fremtidens samfund.

Introduktion

På bacheloruddannelsen i Politik og Økonomi lærer du at analysere og forstå samfundsforhold, og du får et indgående kendskab til sammenhængen mellem økonomi og politik.
 

Samfundsforhold og økonomiske problemstillinger

Med uddannelsen får du stærke tværfaglige kompetencer, som sætter dig i stand til at præge udviklingen af fremtidens samfund. Den samfundsmodel, vi har i Danmark og i en række andre højtudviklede demokratier, gør, at reformer og løsninger skal være både økonomisk og politisk bæredygtige, hvis de skal gøre en reel og positiv forskel. Uddannelsen i Politik og Økonomi er netop enestående derved, at den kombinerer lige præcis de to stærke og efterspurgte fagligheder, politik og økonomi. Du kommer til at lære meget mere om økonomi end dem, der læser statskundskab, og langt mere om politik og samfundsforhold end dem, der læser økonomi. Politik og Økonomi er stadig en relativt ung uddannelse (oprettet i 2014), men de kandidater, der allerede er færdiguddannede, er blandt andet blevet ansat i Finansministeriet og i store private konsulenthuse. Du skal forvente, at Politik og Økonomi er en krævende uddannelse, hvor der stilles høje faglige krav. Fordi økonomi fylder meget på uddannelsen, stilles der særligt store krav til dine evner inden for matematik. Der vil blive afholdt brush-up kurser i matematik for nystartede studerende på Økonomi og politik.
 

Hverdagen på politik og økonomi

På Politik og Økonomi er undervisningen bygget op om forelæsninger, læsegruppearbejde og holdtimer, hvor du deltager i diskussioner, løser opgaver og holder oplæg for underviserne og dine medstuderende. Du vil blive undervist af nogle af landets dygtigste økonomer og politologer. De fleste studerende på Politik og Økonomi bruger meget tid på universitetet, og uddannelsen er kendetegnet ved et meget stærkt fagligt og socialt fællesskab. På uddannelsen lærer du de første år om de grundlæggende begreber og teorier inden for politologi (læren om politik) og økonomi. På de sidste år af uddannelsen bliver du introduceret til fag, der bygger bro mellem de to fagdiscipliner. Undervisningen foregår på henholdsvis Institut for Statskundskab og Institut for Økonomi, og i nogle tilfælde sammen med studerende, som læser enten Statskundskab eller Økonomi.
 

Karrieremuligheder

Som bacheloruddannet i Politik og Økonomi har du både et stærkt og bredt fagligt fundament, og uddannelsen giver dig adgang til at læse videre på en række kandidatuddannelser. Vælger du at læse din kandidatuddannelse på Økonomisk Institut, kan du få titlen Cand.oecon. med speciale i Politik og økonomi. Uddannelsen kan dermed give dig gode jobmuligheder inden for både den offentlige og den private sektor. I den offentlige sektor er der mulighed for at arbejde for ministerier, regioner og kommuner mv. I den private sektor vil du blandt andet kunne arbejde som konsulent eller i en interesseorganisation. Du vil også kunne arbejde for store, internationale organisationer som eksempelvis Verdensbanken og EU-kommissionen. 

Visninger
Få et indblik i uddannelsen

Tjek om Politik og økonomi er noget for dig

Adgangskrav

Alle ansøgere, både i kvote 1 og kvote 2, skal opfylde følgende adgangskrav til Politik og Økonomi:

Adgangsgivende eksamen
Du skal have bestået en adgangsgivende eksamen.

Specifikke adgangskrav
Du skal have bestået følgende specifikke adgangskrav:

  • Dansk A
  • Engelsk B
  • Matematik A
  • Historie B eller Idehistorie B eller Samfundsfag B eller Samtidshistorie B

Hvis du mangler et eller flere fagniveauer, har du mulighed for at supplere.

Karakterkrav på mindst 6,0 i kvote 1
Du skal have mindst 6,0 i gennemsnit i din adgangsgivende eksamen, når du søger i kvote 1.
Hvis du ikke opfylder karakterkravet i kvote 1, skal du søge optagelse i kvote 2 senest 15. marts kl. 12. Ellers har du ikke mulighed for at blive optaget.


Hvis du skal søge i kvote 1

Når du søger i kvote 1, skal du opfylde de ovenstående adgangskrav.

Du kan læse mere om kvote 1 her.


Hvis du skal søge i kvote 2

Når du søger i kvote 2, skal du opfylde de ovenstående adgangskrav på nær karakterkravet på mindst 6,0. I kvote 2 vurderer vi din ansøgning ud fra to kriterier:

1. Dit gennemsnit af følgende særligt relevante kvote 2 fag:

  • Dansk A
  • Matematik A


2. Dine relevante kvalifikationer

Hvis du kan dokumentere, at du har relevante kvalifikationer, kan det indgå i den samlede vurdering af din kvote 2 ansøgning.  

Eksempler: Erhvervserfaring inden for regnskab og økonomi, videregående uddannelse inden for det socialvidenskabelige eller erhvervsøkonomiske område, relevant ungdomspolitisk aktivitet.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt dine kvalifikationer er relevante, anbefaler vi altid, at du indsender dokumentation for dem.  

Du kan læse mere om kvote 2 og om, hvordan du dokumenterer dine relevante kvalifikationer her


Uddannelsens opbygning

Bacheloruddannelsen i Politik og Økonomi udbydes som et samarbejde mellem Institut for Statskundskab og Institut for Økonomi, og undervisningen foregår i mange tilfælde sammen med studerende fra de to uddannelser. Derfor er uddannelsen også bygget op omkring centrale fag fra de to områder. De forskellige fag fremgår af studiediagrammet nedenfor.
 

Studieordning

I studieordningen for bacheloruddannelsen i politik og økonomi, kan du finde yderligere information om de enkelte fag, studiets opbygning, og hvilke krav, der bliver stillet til dig som studerende. Du kan også læse om eksamensformer og eksamenskrav.

Undervisningssprog

Uddannelsen er godkendt med dansk som udbudssprog. Udbudssproget er det sprog, der som udgangspunkt undervises i på uddannelsen. Aarhus Universitet har et internationalt forskningsmiljø og tiltrækker dygtige forskere fra hele verden, så du skal være opmærksom på, at dele af undervisningen kan være på engelsk, og at der desuden ofte vil forekomme undervisningsmateriale på engelsk.

Kig i kursuskataloget for at se undervisningssproget for de enkelte kurser.

Studiediagrammet

Studiediagrammet beskriver hele forløbet på bacheloruddannelsen i politik og økonomi. Du kan klikke på de forskellige fag og læse de enkelte fagbeskrivelser.

Studieliv

Undervisningen på politik og økonomi

Til forelæsningerne på Politik og Økonomi gennemgår din underviser dagens pensum i et stort auditorium. Forelæsningerne afholdes ofte sammen med studerende fra Statskundskab eller Økonomi. Derudover har du holdtimer, hvor undervisningen kun er for studerende på Politik og Økonomi. Her er meget af undervisningen tilrettelagt efter, at du og dine medstuderende deltager aktivt via øvelser og diskussioner. På de første semestre er der ugentligt frivillige studiecaféer, hvor instruktorer (ældre studerende) kan hjælpe med de spørgsmål, du måtte have til ugens pensum. 

På Politik og Økonomi bliver du også en del af en læsegruppe. I skal blandt andet holde oplæg sammen i forbindelse med holdundervisningen, løse diverse opgaver, diskutere pensum og eventuelt sparre med hinanden i forbindelse med eksamen. 

Politik og Økonomi er et fuldtidsstudie, og du skal forvente at være på universitet mange timer om ugen, selvom du måske ikke har skemalagt undervisning hver dag. Nedenfor kan du se et eksempel på en typisk uge på 1. semester på uddannelsen. Som du kan se, kommer meget af tiden til at gå med forberedelse til undervisningen og møder med din læsegruppe eller andre studerende fra dit hold.   

Mandag
8-10: Forelæsning i Politologisk introduktionskursus
10-12: Forberedelse
12-14: Forelæsning i Økonomiske principper
14-16: Forberedelse 

Tirsdag
8-10: Holdundervisning i Økonomiske principper
10-12: Forberedelse
12-14: Forelæsning i Matematiske og statistiske principper
14-16: Forberedelse

Onsdag
8-12: Forberedelse
12-14: Holdundervisning i  Matematiske og statistiske principper
14-16: Holdundervisning i Politologisk introduktionskursus 

Torsdag
8-10: Forelæsning i Politologisk introduktionskursus
10-14: Arbejde i læsegruppe
14-16: Forelæsning i  Økonomiske principper

Fredag
8-10: Holdundervisning i Politologisk introduktionskursus
10-12: Forberedelse
12-14: Forelæsning i  Matematiske og statistiske principper
 

Det sociale studieliv

Som studerende på Politik og Økonomi kommer du til at være en del af det sprudlende studieliv, der findes på både Statskundskab og Økonomi. Her finder du en masse sociale og faglige foreninger. Det kan eksempelvis være:

Politologisk Økonomisk Forening (PØF)

PØF er Politik og Økonomis egen studenterforening. PØFs formål er gennem faglige og sociale arrangementer, at bidrage til at skabe et spændende og inspirerende studiemiljø på uddannelsen for politik og økonomi/Public Policy, samt at varetage de studerendes interesser på uddannelsen. Drivkraften bag PØF er, at vi kan være med til at forme en uddannelse, der er enormt attraktiv og ambitiøs på alle parametre. 

Politologisk Forening (PF) 

PF er Institut for Statskundskabs sociale samlingspunkt. Som studerende på Politik og Økonomi kan du også deltage, når foreningen blandt andet arrangerer foredrag, caféaftenener og én årlig studietur. Derudover afholder PF også fire store fester per semester.  

Økonomisk Forening (ØF) 

På Politik og Økonomi kan du også blive en del af Økonomisk Forening, der arrangerer sociale og faglige arrangementer for studerende og ansatte. ØF afholder faglige seminarer, kurser og studieture til både ind- og udland. Derudover afholder ØF fredagsbar samt et antal større fester hvert semester. 

Idrætsforeningen Statskundskab 

Som studerende på Politik og Økonomi kan du også blive en del af Institut for Statskundskabs stolte fodboldforening, som træner og spiller kamp hver uge. Ud over fodbolden arrangerer foreningen også en række sociale arrangementer i løbet af sæsonen. Det er blandt andet med til at sikre et socialt netværk på tværs af studierne.  

FinanceLab 

Studenterforeningen FinanceLab skaber kontakt mellem den finansielle industri og den akademiske verden til stor gavn for studerende med interesse for økonomi.
 

Studiebyen Aarhus

Aarhus er særligt kendt for, at der er strande og skov en kort cykeltur væk samt kulturelle arrangementer, der finder sted hele året rundt. I Aarhus er tæt på hver 5. indbygger studerende – det er derfor en by med mange unge mennesker og tilbud, der er målrettet studerende.  Når du skal starte på studie i Aarhus, behøver du ikke bekymre dig om at stå uden tag over hovedet. Der er nemlig boliggaranti for de nye studerende. Garantien gælder for alle nyoptagne på en uddannelse i Aarhus med start i efterårssemesteret og det betyder, at du får lov til at rykke frem i køen og få tilbudt en kollegie- eller ungdomsbolig inden eller kort tid efter din studiestart. Læs meget mere om Studiebyen Aarhus’ mange tilbud.
 

Følg studielivet på Aarhus Universitet

- oplevet, fotograferet og filmet af de studerende selv.

Med tusindvis af billeder giver #yourniversity dig et indblik i hverdagen som studerende på AU, i festerne, overspringshandlingerne, eksamen og alt det andet, du kommer til at bruge din studietid på. 

Billederne er brugernes egne, delt med #Yourniversity, #AarhusUni og fagspecifikke AU-hashtags.

Mød vores færdiguddannede studerende

“Fra min bacheloruddannelse i Politik og Økonomi er jeg blevet udstyret med en masse stærke, faglige kompetencer, men også med praktisk erfaring der har været enormt værdifuld i min videre færden. Uddannelsens tværfaglige natur har styrket min evne til at navigere i forskellige arbejdsmiljøer og -metoder, samt at anskue et problem og dets løsning fra flere forskellige vinkler - eksempelvis at kunne identificere den optimale løsning, men også hvilke interesser der skal mobiliseres for, at den kan gennemføres i praksis. Endelig har det sprudlende studieliv på og omkring uddannelsen givet mig både langvarige venskaber og erfaring med projektledelse og problemløsning.”

Pernille Dæncker
Konsulent hos McKinsey & Co.


"På studiet Politik og Økonomi har jeg udviklet en række kompetencer, som har haft stor værdi i min videre færd på arbejdsmarkedet. Studiets tværfaglige tilgang til analyser og problemløsning har givet mig et solidt fundament for at udvikle helhedsorienterede løsninger og fremlægge komplekse problemstillinger kort og præcist. Evnen til at tænke tværgående har desuden betydet, at jeg nemt kan indgå i en hurtigt omskiftelig kontekst og varetage meget forskelligartede opgaver.

Endelig har studiets stærke fællesskab og faglige identitet skabt et stort socialt netværk med mine tidligere medstuderende, hvor vi støtter og hjælper hinanden i arbejdslivet og som venner."

Helene Frasez Sørensen 
Fuldmægtig, Finansministeriet


"Bacheloruddannelsen i Politik og Økonomi har givet mig de nødvendige muligheder for at optimere og løse samfundsøkonomiske problemstillinger. Ved at kombinere de metodiske fag fra Økonomi med de politologiske teorier fra Statskundskab, får man som studerende et solidt fundament til at bidrage med evidensbaseret løsningsforslag. I mit daglige arbejde som konsulent bruger jeg mine tillærte kompetencer fra studiet til at løse konkrete udfordringer i relation til den grønne dagsorden, i både et globalt, nationalt og kommunalt perspektiv."

Jesper Poulsen
Konsulent, Rambøll Management Consulting


“Med bacheloruddannelsen har jeg først og fremmest opnået en dybdegående forståelse for både økonomi og det politiske system - og ikke mindst sammenhængene herimellem. Kombinationen af fagene fra Statskundskab og Økonomi har givet mig en unik mulighed for at lære at identificere samfundsmæssige problemstillinger og løsninger i et økonomisk perspektiv samt at formidle disse til forskellige relevante målgrupper - en evne som jeg nu bruger hver dag i mit arbejde i centraladministrationen. Endeligt har studielivet på Politik og Økonomi givet mig et stort netværk, venner for livet og rigtig mange gode minder, som jeg ofte tænker tilbage på med stor glæde.”

Malene Sand
Fuldmægtig, Transportministeriet


"Uddannelsen i Politik og økonomi har gennem sine arbejdsmarkedsnære fag klædt mig på til at indgå i forståelsen og løsningen af komplekse problemer på arbejdsmarkedet direkte efter endt studie. Kombinationen af gode skriftlige og statistiske kompetencer, som man lærer på studiet, har gjort det muligt for mig at kunne præstere i jobbet fra dag et." 

Simon Kromann
Forretningsanalytiker, Skattestyrelsen

 

Karriere

Som bachelor i Politik og Økonomi lærer du at bygge bro mellem det politologiske og økonomiske forskningsområde. Du får en bred økonomisk forståelse og stærke analytiske evner. Derudover giver uddannelsen dig et indgående kendskab til de politiske og økonomiske udfordringer og muligheder, som politikere og den offentlige forvaltning står over for, når de skal træffe beslutninger. De fleste bachelorer vil vælge at læse videre på en kandidatuddannelse, hvorefter du kan arbejde med politologiske, samfundsvidenskabelige og økonomiske problemstillinger.     

Hvis du vælger at læse videre på en kandidatuddannelse, kan du blandt andet arbejde i den offentlige forvaltning – eksempelvis i kommuner eller ministerier. Med din tværfaglige profil vil du også kunne arbejde for private virksomheder, der eventuelt samarbejder med den offentlige sektor, eller hos internationale virksomheder og organisationer.
 

Kandidat

En bacheloruddannelse i Politik og Økonomi giver dig mulighed for at læse videre på en række forskellige kandidatuddannelser – eksempelvis:

  • Kandidatuddannelsen i Økonomi, hvor du fx kan vælge linjen 'Politik og Økonomi'. Her kan du gå endnu mere i dybden med de to etablerede forskningsområder, du kender fra bacheloren.
  • Kandidatuddannelsen i Europastudier, hvor du får en bred viden om europæiske forhold – politiske såvel som historiske og kulturelle.
  • Kandidatuddannelsen i International Studies, hvor du tilfører din samfundsfaglige viden et mere internationalt perspektiv.
  • Kandidatuddannelsen i Statskundskab, hvor du kan fokusere på den politologiske del af uddannelsen.