Omkring hver fjerde af de førsteårsstuderende vil gerne arbejde med grøn omstilling, når de er færdige med deres uddannelse, viser en undersøgelse fra EVA. Netop den ambition kan du få opfyldt med en af de tre nye uddannelser på AU Viborg.
Mange unge vil gerne arbejde med grøn omstilling, og for op mod 15 procent af de adspurgte studerende var netop det ønske vigtigt for deres studievalg. Det viser en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut. De tre nye uddannelser på AU Viborg taler på hver deres måde ind i den grønne omstilling. Vi har spurgt de uddannelsesansvarlige fra de nye uddannelser om, hvordan.
På den nye uddannelse i Dyrevidenskab, vil du som studerende lære om dyrs adfærd, velfærd, pasning og præstation, f.eks. i forbindelse med dyrehold og fødevareproduktion:
“Uddannelsen i Dyrevidenskab kommer til at spille en afgørende rolle i den grønne omstilling ved at uddanne fremtidens eksperter inden for animalsk fødevareproduktion, bæredygtigt dyrehold og hold af kæle- og familiedyr i det hele taget,” fortæller Tine Rousing, der er uddannelsesansvarlig på den nye uddannelse
Artiklen fortsætter under billedet.
Tine Rousing fortsætter: ”De studerende får de nødvendige redskaber til at forbedre dyrevelfærden, mindske den miljømæssige påvirkning og optimere fødevareproduktionen. De udforsker metoder til at reducere produktionens CO2-aftryk, til at fremme den cirkulære bioøkonomi og udvikle teknologier til effektivt og bæredygtigt dyrehold, hvilket er afgørende for den grønne omstilling af den animalske fødevareproduktion.”
Også på den nye uddannelse Plante- og fødevarevidenskab kommer den bæredygtige fødevareproduktion til at være et centralt omdrejningspunkt. Det fortæller den uddannelsesansvarlige, Bo Vangsø Iversen:
”På uddannelsen i Plante- og fødevarevidenskab har vi fokus på en plantebaseret fødevareproduktion af høj kvalitet, hvor vi samtidig sikrer, at miljø, biodiversitet og klima belastes mindst muligt,” siger Bo Vangsø Iversen og fortsætter:
”De studerende får en grundlæggende viden om planter som grundlaget for fremtidens bæredygtige fødevarer, foder og energi. De får indsigt i, hvordan vi bruger vores ressourcer mest optimalt og dermed bidrager til at løse nogle af samfundets udfordringer ved hjælp af f.eks. plantebaseret protein til mad, grøn bioraffinering, nye fødevareteknologier og produktion af biogas.”
Artiklen fortsætter under billedet
På Veterinærmedicin peger uddannelsesansvarlig Ricarda Margarete Engberg på, at dyrlægerne kommer til at spille en vigtig rolle, når vi skal have skabt en mere bæredygtig animalsk produktion.
”Dyrlægerne kommer i høj grad til at bringe deres faglighed i spil, når de nye løsninger i landbruget skal udvikles og implementeres, siger hun:
”De studerende uddannes til specialister inden for dyrs sundhed og velfærd, hvor forebyggelse og behandling af sygdom spiller en væsentlig rolle. I den grønne omstilling kommer dyrlægerne til at være dyrenes advokater der, hvor nye grønne tiltag, som f.eks. tilgodeser miljø og klima, ikke nødvendigvis går hånd i hånd med dyrenes velfærd og trivsel. Det er nemlig et område, vi skal holde skarpt øje med.”