Vi har stillet seks af vores studieformidlere på AU Viborg nogle af de spørgsmål, som du måske går rundt med, når du overvejer at søge ind på en af vores uddannelser. Her er deres personlige svar ud fra egne erfaringer med studievalg og studieliv.
Maja Lund Olsen, Veterinærmedicin
Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville læse til dyrlæge, så for mig handlede det, da vi startede, om, at jeg skulle bekræfte, jeg havde valgt rigtigt. Jeg synes generelt, at alt det faglige, vi laver, er rigtig spændende, og jeg er rigtig glad for studiemiljøet samt det sociale på AU Viborg, hvilket bekræftede mig i, at jeg er startet lige præcis der, hvor jeg hører til.
Stella Gehlert Juul Dyrhøj, Veterinærmedicin
Jeg kan selv nogle gange være i tvivl, selvom jeg går på den uddannelse, jeg har drømt om hele mit liv. Jeg tror, det er vigtigt at pointere, at næsten alle under studiet bliver presset og ikke altid er lige motiveret i alle perioder - eller for alle fag - og derfor godt kan komme i tvivl. Men det er helt normalt og helt ok at have det sådan.
Camilla Lyck Crawack, Dyrevidenskab
Jeg synes det er svært at vide, om man har valgt den rigtige uddannelse, før man er kommet i gang med den. Der vil altid være nogle ting, man synes er megafede og knap så fede. Men hvis man har valgt uddannelse efter noget, man interesserer sig for, er man godt på vej.
Malthe Hauberg Smed, Plante- og fødevarevidenskab
Der er flere forskellige tiltag, man kan gøre brug af, hvis man ikke er sikker på at skulle starte på universitetet. Man kan tage til u-days, hvilket giver mulighed for at høre om mange forskellige uddannelser inden for det felt, man synes er spændende. Derudover kan man komme til åbent hus på AU Viborg, hvor man kan få et godt indblik i universitetets fysiske rammer og snakke med studerende om, hvordan det er et gå på universitetet. Derudover er det muligt at blive ”studerende for en dag” på udvalgte uddannelser. Dette prøvede jeg selv, hvilket gav mig et super godt indblik i, hvordan en almindelig dag er for de studerende.
Marie Skov, Dyrevidenskab
Jeg havde rigtig meget glæde af en studievejleder, som jeg faktisk mødtes med to gange. De kan både berolige en med, at der ikke sker noget ved at vælge forkert, men endnu bedre så kan de også give inspiration til nogle uddannelser, man måske ikke selv havde tænkt på.
Stella Gehlert Juul Dyrhøj, Veterinærmedicin
Der findes virkelig mange gode hjælpemidler, som man kan benytte sig af f.eks. ’studerende for en dag’, U-days, eller måske bare en god snak med en studievejleder kan give en klarhed om, hvad man har lyst til. Hvis man virkelig stadig er i tvivl, ville jeg springe ud i det og prøve nogle ting af. Jeg ved godt, at SU-klip ikke varer for evigt, men hellere bruge ét år på at prøve et studie af, så man er helt sikker på, hvad man skal lave de næste mange, mange år af hele ens liv. Derudover findes der jo rigtig mange hjemmesider som kan hjælpe en på vej, f.eks. ug.dk og universiteternes egne hjemmesider.
Dicte Dybdal Christoffersen, Plante- og fødevarevidenskab
Ja, det vil være svært og forvirrende, når man starter på universitetet. Men det gælder for alle uddannelser! Heldigvis for mig mærkede jeg en stor forståelse fra mine undervisere, som også har været i mine sko engang. At man ikke lige har forberedt sig helt til timen, eller at man skal have forklaret et emne to eller tre gange, før det sidder fast, er der stor forståelse for. Heldigvis sidder man sammen med en masse søde og venlige medstuderende, som er i præcis samme situation. Forvirringen er heldigvis kortvarig. Før du ved af det, er hverdagen lige så stille faldet på plads, og din nysgerrighed vil tage overhånd.
Maja Lund Olsen, Veterinærmedicin
Ja, det er uden tvivl svært at begynde på universitetet. MEN det er heldigvis også interessant, spændende og virkelig fedt! Min oplevelse har været, at vores undervisere har været gode til at tage hånd om os og hjælpe os i gang. Derudover har jeg været rigtig glad for den støtte, som jeg har fået fra min studiegruppe. Det er rart at have nogle, som man både kan vende de svære ting fra studiet med, men også nogle, som man kan hygge sig og have det sjovt med, uden det skal handle om noget fagligt.
Stella Gehlert Juul Dyrhøj, Veterinærmedicin
Det kommer meget an på, hvordan du som person bedst arbejder og godt kan lide din hverdag. Universitetet kan mange steder godt minde om gymnasiet: Man dukker op til undervisning (forelæsning) og laver måske nogle opgaver med sine medstuderende. Men jeg tror, at den største forskel for mig har været, at alting pludselig ikke er obligatorisk. Der er ikke krav om, at du skal dukke op til alting, så i de fleste kurser er eksamen det eneste, der bestemmer din karakter. Til gengæld er det netop også det svære ved universitetet, fordi man skal holde sig selv i ørerne, nu hvor man i princippet ikke behøver at være 100 % med eller stå tidligt op om morgenen.
Camilla Lyck Crawack, Dyrevidenskab
Ja da. De fleste har holdt ét sabbatår eller mere, når de starter. Jeg har også selv holdt et sabbatår, og man skal da lige i gang igen, men sådan tror jeg, at de fleste har det. Det er også fedt, at man lige har fået en pause, så man ikke kører død i undervisningen fra starten.
Stella Gehlert Juul Dyrhøj, Veterinærmedicin
Sagtens! Jeg synes, det faglige er noget helt andet end gymnasiet - men på en god måde. Udover at underviserne som regel er virkelig gode til at starte på et meget basalt niveau (hvor de opsummerer gymnasieviden), så synes jeg ikke personligt, at jeg har brugt meget af det, jeg lærte i gymnasiet. De fleste færdigheder, man skal bruge, er at kunne forstå engelsk på et ok niveau, samt have en nogenlunde skriftlig kunnen til eventuelt at skrive rapporter - men ellers er al min viden “opstået” på mit studie. Og skulle det ske, at man er helt på bar bund, så kan man altid spørge undervisere eller benytte sig af de hjælpemidler, der er tilgængelige.
Dicte Dybdal Christoffersen, Plante- og fødevarevidenskab
Jeg havde tre sabbatår efter gymnasiet og valgte først at læse op på de fag, jeg manglede, i foråret før studiestart. Jeg havde derfor 2,5 år væk fra skolebænken, og efter mine sabbatår var jeg spændt på at studere igen. Jeg har selv oplevet, at man hurtigt kom ind i rytmen med at studere efter sabbatår. For mit vedkommende var det på mange måder meget nemmere at følge med i de kurser, vi har på universitetet, end i gymnasiet. Alle kurser, vi har, er relevante og spændende, og det er derfor nemt at holde fokus.
Camilla Lyck Crawack, Dyrevidenskab
De fleste undervisningsbøger er på engelsk, så det er klart en fordel at kunne læse engelsk. Dog synes jeg også, det handler om tilvænning. Jeg skulle selv lige vænne mig til at læse på engelsk, men det kom jeg hurtigt efter.
Marie Skov, Dyrevidenskab
Man kommer ikke udenom engelske tekster og i nogle tilfælde engelske undervisere, så det er selvfølgelig en fordel at kunne lidt engelsk. Men jeg vil også sige, at man vænner sig hurtigt til det og bliver bedre med tiden. Det kan være, at første gang, man læser i lærebogen på engelsk, så tager det lidt længere tid, men det bliver bedre. Og så har man heldigvis nogle skønne studiekammerater, som kan hjælpe en.
Malthe Hauberg Smed, Plante- og fødevarevidenskab
Det er helt klart en styrke at være god til at læse på engelsk, men ikke noget man nødvendigvis skal kunne fra starten af. Meget af vores undervisningsmateriale er på engelsk, men vi læser også på dansk. Det vigtigste er nok, at man er indstillet på at gå i krig med det. Så bliver man kun bedre!
Maja Lund Olsen, Veterinærmedicin
Både og. På universitetet er man selv ansvarlig for egen læring, så det er altså ens eget ansvar, at man lærer det, man skal. Til gengæld synes jeg, at de fleste undervisere er rigtig gode til at hjælpe samt besvare spørgsmål. Der er også god mulighed for at få hjælp ved studievejledning, hvilket jeg selv har benyttet mig af, og de kan også vejlede omkring alle mulige andre ting! Derudover har jeg været rigtig glad for den støtte, som jeg har fået fra min studiegruppe. Det er rart at have nogle, som man både kan vende de svære ting fra studiet med, men også nogle, som man kan hygge sig og have det sjovt med, uden det skal handle om noget fagligt.
Camilla Lyck Crawack, Dyrevidenskab
Jeg vil ikke sige, at man skal klare det hele selv. Der er en masse, der gerne vil hjælpe, hvis man spørger efter det. Som ny studerende vil man også have nogle tutorer og mentorer, der selv kender til det at starte på en ny uddannelse. Det er rart at kunne række ud til nogen, der har prøvet det. Og så starter man jo også sammen med en masse medstuderende, så alle er lidt i samme båd, og man hjælper hinanden.
Malthe Hauberg Smed, Plante- og fødevarevidenskab
Ja og nej. Universitetet er kendetegnet ved, at man har ansvar for sin egen læring, og at man selv skal gøre en indsats for at komme igennem pensum. Med det sagt har man sine medstuderende, som man kan sparre med. I nogle kurser vil der være opgaver, man kan løse sammen og andre kurser fokuserer på gruppeafleveringer, så man er sammen om at opnå de faglige mål. Derudover er der undervisere og studievejledere man kan tage fat i, hvis der bliver brug for det.
Marie Skov, Dyrevidenskab
Nej, der er faktisk en del gruppearbejde, og der sørger alle, inkl. underviseren, for, at ingen sidder tilbage uden en gruppe. Med tiden finder man måske en fast gruppe, man læser med, og ellers er det bare at række ud, for der sidder helt sikkert flere i klassen, der også synes det kunne være fedt med en studiegruppe! Og jeg vil klart anbefale, at man finder sammen nogle stykker - nogle gange går det bare nemmere med en kande kaffe og lidt grin undervejs.
Camilla Lyck Crawack, Dyrevidenskab
Vi har ikke fået tildelt studiegruppe, da vi startede, men havde forskellige grupper i de forskellige kurser. Det syntes jeg var rart, for så kunne man selv finde ud af, hvem man arbejder bedst med. Underviserne lavede grupperne for os på 1. semester, men her på 2. semester har det været mere frit. Der er nogle af mine studiekammerater, der selv har dannet studiegrupper nu, men det er lidt forskelligt alt efter, hvad man synes, man har behov for.
Dicte Dybdal Christoffersen, Plante- og fødevarevidenskab
Da vi startede, blev vi tildelt studiegrupper på Plante- og fødevarevidenskab. Det har været den gruppe, som vi har skrevet alle vores skriftlige opgaver med i et af vores kurser. Vi skal også op til en gruppeeksamen sammen her på 1. semester. Men på 2. semester får vi selv lov at vælge, hvem vi vil være sammen med. Det er vigtigt at prøve lidt forskellige folk af for at se, om der er nogen, man passer bedre med i gruppearbejdet.
Dicte Dybdal Christoffersen, Plante- og fødevarevidenskab
Virkelig hyggeligt! Jeg var helt overvældet over, hvor åbne og søde de andre studerende er. Der er mulighed for at hygge med ens medstuderende hver fredag til fredagsbar. På AU Viborg hedder fredagsbaren De Gyldne Haner, og der er altid en hyggelig stemning. Vi giver den også gas her i Viborg! Os studerende, som bor i Viborg, tager jævnligt i byen sammen og fester. Ellers er der også store arrangementer som julefrokost, hvor hele campus mødes for at fejre julen. Ud over de sjove fester så tager vi ofte et spil pool eller bordtennis i løbet af dagen. Vi er nogle gange op til 20 mennesker, som spiller ”rundt om bordet” sammen, og alle må være med. Sammenholdet er superfedt, og der er en åben og god stemning på skolen.
Maja Lund Olsen, Veterinærmedicin
Jeg synes, at det sociale sammenhold på AU Viborg er rigtig godt! Vi har sociale arrangementer på tværs af uddannelserne, hvilket jeg synes er vildt fedt. Vi har vores fredagsbar “Gyldne Haner”, som udover fredagsbarer også har planlagt en sommerfest, samt vi havde fælles tur til kapsejlads. Derudover er der mange sociale arrangementer inde i Viborg, der bliver holdt på Vesterbro 10 (studenterhus) for studerende på videregående uddannelser.
Marie Skov, Dyrevidenskab
Der er skabt nogle rigtig fede rammer for os studerende, både af grupperum, fredagsbar, bordtennis og køkkener. Og det gør også, at man mødes på tværs af uddannelserne, hvilket er superfedt. Fordelen ved at det er en ny uddannelse er også, at vi som studerende får lov til at sætte vores præg - både på rammerne, men også, hvis vi f.eks. vil igangsætte en ny tradition, der skal kendetegne lige netop os.
Malthe Hauberg Smed, Plante- og fødevarevidenskab
Det sociale sammenhold på AU Viborg er stærkt. Man kan nemt snakke med de studerende fra de andre uddannelser. Allerede fra dag ét kommer du til at snakke med dine medstuderende og forskellige tutorer, så du også lærer studerende fra andre årgange at kende. Derudover er der flere forskellige sociale arrangementer, der bliver afholdt af tutorforeningen og fredagsbaren, som er gode muligheder for at møde andre studerende på kryds og tværs. Der kommer også flere og flere foreninger til, så der bliver endnu flere måder at komme hinanden ved.
Maja Lund Olsen, Veterinærmedicin
Meget! Jeg synes, at studiet er meget tidskrævende, men jeg synes heldigvis, at alt det, vi laver, er rigtig spændende. Jeg er en af dem, der bruger meget tid på studiet, fordi jeg læser på forhånd til de fleste forelæsninger. Det er meget forskelligt, hvordan man lærer bedst, så derfor er det vigtigt, at man selv vurderer, hvad der fungerer for en. Vi har undervisning ca. 21 timer om ugen, og derudover bruger jeg omkring samme mængde tid uden for undervisningen. Men på trods af det, har jeg heldigvis stadig tid til at dyrke sport, se mine veninder, min kæreste og min familie.
Malthe Hauberg Smed, Plante- og fødevarevidenskab
Det kommer meget an på, hvordan man prioriterer sin tid som studerende. Som udgangspunkt skal man se på et studie som et fuldtidsarbejde ift. den tid, man lægger i det. Jeg møder selv op til alle ugens forelæsninger, hvilket udgør 24 timer om ugen. Så er der gruppearbejde ved siden af, som også kræver noget tid. Der er også læsning til de forskellige forelæsninger, hvilket også er tidskrævende, hvis man kommer igennem det hele.
Marie Skov, Dyrevidenskab
Jeg synes, det er meget forskelligt, hvordan man strukturerer sine uger. I nogle uger fylder studiet rigtig meget, og der vil være nogle lektier, der kræver mere tid end andre i andre uger. Men man skal i hvert fald regne med 37-40 timer om ugen. Der er et par dage i ugen, hvor vi har tidligt fri, så der afsætter jeg typisk noget tid til skole derhjemme, så jeg ved, at jeg ikke har lige så meget at se til de dage, hvor vi ikke har tidligt fri. Men jeg synes, det er lige så vigtigt, at man husker at prioritere et liv ved siden af studiet.
Camilla Lyck Crawack, Dyrevidenskab
Vi er typisk i skole 24 timer om ugen fordelt på fire dage. Om onsdagen har vi undervisningsfri og tid til at læse op til resten af ugen. Hvis vi skal på ekskursion eller har dissektionsøvelser ligger det tit om onsdagen.
Malthe Hauberg Smed, Plante- og fødevarevidenskab
En typisk uge på 1. semester består af 24 timers forelæsning/øvelser/forsøg fordelt over 5 dage. Her er mandag den længste dag fra kl. 8-16. De resterende dage er der mere tid til det sociale, et studiejob, fællesspisning og fritidsinteresser. Om fredagen er der typisk fredagsbar efter undervisningen, som er virkelig hyggeligt at tage med til. Weekenden kan evt. bruges til at slappe af og gøre klar til den næste uge.
Maja Lund Olsen, Veterinærmedicin
En typisk uge for mig på 2. semester kunne se sådan her ud i grove træk (transport, måltider, praktiske ting mm. sker i de tidspunkter, jeg ikke har sat klokkeslæt på):
Tirsdag:
Onsdag:
Torsdag:
Fredag:
Lørdag + søndag:
Meget varieret men inkluderer både tid til at slappe af, læsning, tid med familie, venner og kæreste samt tid i rideklubben.
Maja Lund Olsen, Veterinærmedicin
Ja, det har man, og de fleste har et. Jeg er selv rigtig glad for at have et fleksibelt arbejde, så jeg ikke arbejder i f.eks. eksamensperioden, og så jeg kan tilpasse mit arbejde efter hvornår, jeg har bedst tid i forhold til studie.
Marie Skov, Dyrevidenskab
De fleste starter på studiet uden at have et arbejde ved siden af for lige at få en fornemmelse af, hvor meget tid studiet kræver. Der er også nogle, der har et studiejob i weekenden eller hver anden. Jeg har selv studiejob ved siden af studiet, men det handler også om, hvordan man prioriterer sin tid. Hvis man er heldig, kommer der også jævnligt studierelevante jobopslag op - også på selve skolen.
Dicte Dybdal Christoffersen, Plante- og fødevarevidenskab
Man har god tid til at have et job ved siden af. Mange af mine venner har et ekstra job ved siden af; nogle er studierelaterede, andre har små sidejobs. En af mine gode venner er lige begyndt i domkirkekoret i Viborg, så hun bliver betalt for at synge med hver anden søndag. Jeg arbejder selv som studieformidler og tager med mit arbejde med til mange spændende arrangementer, hvor jeg får lov at fortælle om de forskellige uddannelser på AU Viborg.
Camilla Lyck Crawack, Dyrevidenskab
Jeg synes selv, at der er god tid til andet end studiet - om det så er at hænge ud i Viborgs studenterhus eller sidde hjemme med en god bog eller serie. Hvis man keder sig, kan man altid tage ned til studenterhuset. De har flere arrangementer om ugen, og der er noget for alle smage. Der er både løbeklub, brætspilscafe, bingo, strik og meget andet.
Stella Gehlert Juul Dyrhøj, Veterinærmedicin
Det har man i hvert fald! Jeg har valgt at tilrettelægge mit studie således, at jeg så vidt muligt har fri alle aftener. Det betyder, at jeg nogle dage kan dyrke mine fritidsinteresser og andre dage måske arbejder eller er sammen med venner. Der kommer dog nogle perioder, hvor jeg personligt har oplevet, at der ikke er tid til andet - f.eks. i læseferien eller en uge med meget forberedelse.
Malthe Hauberg Smed, Plante- og fødevarevidenskab
Det vil jeg sige, at man har. Især på de dage, hvor der kun er en enkelt forelæsning eller slet ingen. Selv har jeg brugt meget tid i efteråret på at finde og samle svampe. Der vil selvfølgelig være tidspunkter hvor man enten har mere eller mindre tid til at dyrke sine interesser som f.eks. læseferien, men det er også meget givende at have andre interesser end sit studie.
Dicte Dybdal Christoffersen, Plante- og fødevarevidenskab
Både og. Jeg var ude i rigtig god tid, fra omkring marts/april, da jeg var ret sikker på at få en studieplads på Plante- og fødevarevidenskab. Jeg fandt min bolig gennem Bolig Viborg, som også deltog til åbent hus på AU Viborg, hvor de fortalte mig skridt for skridt, hvad jeg skulle gøre for at få en studiebolig. Jeg fik en rigtig fin lejlighed til 3.500 kr. inde i centrum, to minutter fra gågaden, og har været glad for min lejlighed! Her til sommer flytter min kæreste også til Viborg, så vi skal finde en større lejlighed. Hvis man gerne vil give lidt ekstra for det, er der rigtig fine lejligheder at finde til en pris mellem 5.000 – 8.000 kr.
Maja Lund Olsen, Veterinærmedicin
Nej, der er boliggaranti i Viborg for studerende, så derfor er man sikret en bolig. Dét der kan være svært, er naturligvis at finde en bolig, der passer til ens behov, så derfor er min anbefaling at skrive sig op ved boligselskaber i god tid.
Marie Skov, Dyrevidenskab
Man er garanteret et sted at bo, når man starter på uddannelse i Viborg. Der er flere boligselskaber i Viborg til at hjælpe en, så dem skal man bare kontakte. Der er masser af muligheder - både tæt på byen og lidt uden for byen. Og så er Viborg bare en rigtig flot by med to store søer og masser af natur i forlængelse af bylivet.
Stella Gehlert Juul Dyrhøj, Veterinærmedicin
Det er selvfølgelig hårdt med en begrænset mængde penge hver måned, men med de rigtige vaner nyder jeg det faktisk til tider. Hvis jeg er syg eller tager en fridag, bliver jeg ikke trukket i timer, og kan være sikker på at få det samme udbetalt hver måned, hvilket er noget, jeg finder tryghed i. Det er ikke hemmeligt, at det selvfølgelig ikke er en kæmpe sum penge, og jeg tror, at husleje fylder rigtig meget for nogen. Jeg er så heldig at bo i en lille studiebolig med min kæreste, der også er på SU, så vi giver ikke særlig meget, når huslejen splittes i to.
Camilla Lyck Crawack, Dyrevidenskab
Det var noget, jeg selv lige skulle vænne mig til, men nu synes jeg faktisk, at det er helt ok. Jeg synes også, at jeg kan klare mig bare på SU, hvis jeg ikke arbejder. Man har selvfølgelig ikke råd til at tage ud at spise flere gange om ugen.
Dicte Dybdal Christoffersen, Plante- og fødevarevidenskab
For det meste er det helt i orden. Jeg bruger omkring halvdelen af min SU på husleje og har omkring 2.500 kr. tilbage efter skat, som jeg kan bruge på forbrug. Jeg behøver ikke at tage et SU-lån, da jeg i mine sabbatår fik sparet op til en fin opsparing. Så hvis jeg en måned har brugt lidt for mange cafépenge, kan jeg tage fra min egen opsparing, uden at det gør det helt store. I Viborg kan man sagtens leve på SU, og mange af mine medstuderende får også tingene til at køre rundt på det.
Marie Skov, Dyrevidenskab
Der kører busser mellem Viborg og hovedindgangen på AU Viborg, som kører flere gange fra morgen til aften. Der er også rigtig mange, der har fundet en løsning med samkørsel. Derudover er der en fin cykelrute hele vejen fra Viborg til AU Viborg.
Stella Gehlert Juul Dyrhøj, Veterinærmedicin
Der kører busser inde fra Viborg og lige op til hoveddøren på AU Viborg. De kører morgen, middag og eftermiddag. Jeg bor i Aarhus, hvor der godt kan være ret langt med offentlig transport (2 timer fra Aarhus H), men heldigvis har vi kørselsordning - både i klassen og sammen med de mange medarbejdere og ph.d.-studerende på stedet.
Dicte Dybdal Christoffersen, Plante- og fødevarevidenskab
Jeg har en sammenkørselsordning med to veninder, hvor jeg cykler i 5 min. om morgenen hen til, hvor min veninde samler mig op. Jeg sparer en masse penge på det, og det er hyggeligt at have nogle at snakke med, mens man gør sig klar til dagen. Før denne ordning tog jeg bussen fra togstationen i Viborg. Der er fine muligheder for at komme til og fra Viborg til AU Viborg. Hvis busserne ikke lige passer perfekt med mødetidspunktet, kan man altid sidde i en af skolens mange sofaer og hyggehjørner. Der er fine muligheder for at fordybe sig og en superfin kantine, man altid kan få kage og kaffe hos.
Malthe Hauberg Smed, Plante- og fødevarevidenskab
Jeg blev overrasket over det faglige miljø, som er på universitetet. Før 2024 var det primært et forskningscenter, som det i høj grad stadigvæk er. Dette medvirker til et super nørdet miljø med eksperter inden for deres forskellige felter. Du kommer uden tvivl til at støde på mange af dem til forskellige forelæsninger, som består af forskere, ph.d.-studerende, postdocs og mange flere.
Maja Lund Olsen, Veterinærmedicin
Jeg tror ikke, at jeg rigtig er blevet overrasket over noget. Min forventning var, at det ville blive sindssygt spændende og megafedt, hvilket det lever hundrede procent op til!
Stella Gehlert Juul Dyrhøj, Veterinærmedicin
Jeg var mest overrasket over, hvor godt det fungerer at pendle fra Aarhus. Jeg var enormt nervøs for, at jeg ikke kunne være med til sociale aktiviteter eller skulle være den eneste fra Aarhus, men vi er syv fra min klasse, der bor her, samt nogle stykker fra de andre uddannelser. Det har gjort det enormt befriende at kunne tage hjem sammen med mine veninder, samtidig med at vi også kan være med til rigtig mange ting. Der bliver taget enormt meget hensyn til, at vi har lidt længere, hver gang der planlægges arrangementer eller lignende, hvilket jeg er enormt taknemmelig for.
Marie Skov, Dyrevidenskab
Jeg er blevet positivt overrasket over, hvor engagerede og dygtige forelæsere vi har. Det er også det fede ved at have så mange forskellige undervisere - de kommer alle sammen ind med en gejst om lige netop deres emne, som smitter af på os studerende. Der bliver gjort rigtig meget ud af, at vi skal føle os velkomne på skolen. Derudover bliver der for vores vedkommende på Dyrevidenskab, arrangeret en masse fede og studierelevante ekskursioner. Det er en god måde at lære på, men også en måde at blive klogere på, hvilke jobmuligheder uddannelsen giver en.
Dicte Dybdal Christoffersen, Plante- og fødevarevidenskab
Hvor hurtigt jeg ville blive glad for at gå her. Her er så mange søde og venlige mennesker, og den gode stemning spreder sig i gangene. På et fagligt niveau har jeg god tid til at snakke med mine undervisere. Vi bliver støttet i at dykke ned i det faglige stof, og vores undervisere er virkelig hjælpsomme.