Aarhus Universitets segl

MATEMATIK-ØKONOMI

Bacheloruddannelse

Fakta om uddannelsen
Adgangskvotient (Kvote 1) 2024: 8,4 (Standby: 7,2) 
Undervisningssprog | Studiested: Aarhus  |  Studiestart: August / september
Optagelsesområdenummer: 22145

Introduktion

På Matematik-økonomi bliver du en problemknuser. Du kommer til at bruge økonomisk viden og matematiske færdigheder til at hjælpe samfundet og virksomheder med at finde gode løsninger til økonomiske problemstillinger.
 

Hvad er Matematik-økonomi?

På Matematik-økonomi bliver matematik ikke kun brugt som et redskabsfag. Du kommer til at gå i dybden med abstrakt matematik, og du bruger det til at forstå de modeller og metoder, der anvendes til at løse økonomiske problemstillinger.

Du lærer blandt andet om matematisk optimering, vurdering af risici, prisfastsættelse af optioner, optimale strategier i investering og finansiering og løsning af planlægningsproblemer.

Kort sagt bliver du rustet til at modellere og løse økonomiske problemstillinger baseret på matematik, statistik og datalogi.

Du åbner døren til en fremtid, hvor dine kompetencer er efterspurgte. Du kan for eksempel arbejde i banker, forsikringsvirksomheder, offentlig administrationen eller planlægningsafdelinger i større virksomheder.

Her på siden kan du læse mere om studiets opbygning, dine fremtidsmuligheder og studielivet på Matematik-økonomi.

Tjek om Matematik-økonomi er noget for dig

Adgangskrav

Alle ansøgere, både i kvote 1 og kvote 2, skal opfylde følgende adgangskrav til Matematik-Økonomi:

Adgangsgivende eksamen
Du skal have bestået en adgangsgivende eksamen.

Specifikke adgangskrav
Du skal have bestået følgende specifikke adgangskrav:

  • Dansk A
  • Engelsk B
  • Matematik A

Hvis du mangler et eller flere fagniveauer, har du mulighed for at supplere.

Karakterkrav på mindst 6,0 i kvote 1
Du skal have mindst 6,0 i gennemsnit i din adgangsgivende eksamen og mindst 6,0 i Matematik A, når du søger i kvote 1.
Hvis du ikke opfylder karakterkravene i kvote 1, skal du søge optagelse i kvote 2 senest 15. marts kl. 12. Ellers har du ikke mulighed for at blive optaget.


Hvis du skal søge i kvote 1

Når du søger i kvote 1, skal du opfylde de ovenstående adgangskrav.

Du kan læse mere om kvote 1 her.


Hvis du skal søge i kvote 2

Når du søger i kvote 2, skal du opfylde de ovenstående adgangskrav på nær karakterkravene på mindst 6,0. I kvote 2 vurderer vi din ansøgning ud fra to kriterier:

1. Dit gennemsnit af følgende særligt relevante kvote 2 fag

  • Matematik A


2. Dit resultat fra uniTEST

uniTEST
Du skal deltage i uniTEST, ellers kan din ansøgning ikke blive vurderet i kvote 2.

Du kan læse mere om uniTEST her.

Du kan læse mere om, hvordan dit gennemsnit af de særlig relevante kvote 2 fag bliver udregnet her


Uddannelsens opbygning

Studieordning

I studieordningen for bacheloruddannelsen i Matematik-økonomi kan du finde yderligere information om, hvad de enkelte fag indeholder, hvordan studiet er bygget op og hvilke krav, der bliver stillet til dig som studerende. Her kan du også læse om eksamensformer og eksamenskrav.

Undervisningssprog

Uddannelsen er godkendt med dansk som udbudssprog. Udbudssproget er det sprog, der som udgangspunkt undervises i på uddannelsen. Aarhus Universitet har et internationalt forskningsmiljø og tiltrækker dygtige forskere fra hele verden, så du skal være opmærksom på, at dele af undervisningen kan være på engelsk, og at der desuden ofte vil forekomme undervisningsmateriale på engelsk.

Kig i kursuskataloget for at se undervisningssproget for de enkelte kurser.

I studiediagrammet for bacheloruddannelsen i Matematik-økonomi kan du klikke på de forskellige fag og læse de enkelte fagbeskrivelser:

Studieliv

Jeg har altid været rigtig glad for matematik og har samtidig interesseret mig meget for samfund og politik. For mig er Matematik-økonomi derfor en god kombination af to videnskaber, der supplerer hinanden godt.

– Cecilie Marie Løchte Jørgensen, tidligere bachelorstuderende i Matematik-Økonomi


Hverdagen som Matematik-økonomi-studerende

På Matematik-økonomi har du i første omgang fokus på de matematikfag, du senere skal bruge i de økonomiske fag. Her arbejder du med emner som optimeringsmatematik, funktioner af flere variabler og lineær algebra. I økonomifagene arbejder du blandt andet med erhvervsøkonomi, mikroøkonomi, makroøkonomi samt investering og finansiering. Du kommer også omkring datalogi, som er et vigtigt støttefag til at løse teoretiske modeller.

Du har cirka 20 undervisningstimer om ugen på Matematik-økonomi, og du skal regne med at bruge cirka lige så lang tid på selvstændigt arbejde. Det selvstændige arbejde består af forberedelse, arbejde i læsegrupper, selvstudium, opgaveskrivning og ikke mindst løsning af opgaver. Senere i studiet falder antallet af skemalagte timer i takt med at kravet til dine selvstændige studier øges.

En del af undervisningstimerne er ‘teoretiske øvelser’ eller bare ‘TØ’. Her gennemgår man på mindre hold, i samarbejde med en instruktor, ugens stillede opgaver. Teoretiske øvelser er ikke tavlegennemgang fra en underviser til de studerende. I stedet er det de studerendes eget ansvar at gennemgå opgaverne for hinanden, hvor instruktoren, som typisk er en ældre studerende, kan hjælpe til efter behov.

Arbejdet på Matematik-økonomi er meget forskelligt. Der er mindst lige så meget vægt på opgaver og skriftlige afleveringer, som på læsning.
 

Eksempel på ugeskema for studerende på Matematik-økonomi

Der er næsten altid liv på Institut for Matematik. Mange studerende tilbringer meget tid på universitetet, hvor de laver opgaver sammen i grupper. Der er også mange, der bruger tid på studiets forskellige foreninger, som du kan læse mere om nedenfor.  

Gruppearbejde

Ved studiestart bliver man inddelt i læsegrupper, som man opfordres til at mødes med, lave opgaver sammen med og generelt samarbejde med. For rigtig mange er det en fordel at høre andre studerendes syn på og idéer til opgaveløsning. Nogle har oplevet at gruppearbejde var en byrde i gymnasiet, men på universitet bliver det nødvendigt og givende. Læsegruppen kan ikke kun bruges til opgaveløsning, men også til at strukturere en hverdag, som er meget mere fri end den var i gymnasiet.

MatLab

Undervisningen på Matematik-økonomi kombinerer forelæsninger og øvelsestimer på mindre hold, hvor du holder oplæg, deltager i diskussioner og løser opgaver. Det faglige centrum for uddannelsen er Institut for Matematik, hvor du blandt andet finder Matematiklaboratoriet. På Matematik-Økonomi er det vigtigt, at det faglige og sociale integreres med hinanden. Det kan du blandt andet opleve i matematiklaboratoriet (MatLab), hvor du kan regne opgaver, mens forelæsere og ældre studerende går rundt og hjælper med opgaverne. Man er altid velkommen til at spørge om hjælp - også selvom det ikke er direkte relateret til øvelserne. Matematiklaboratoriet er altså en slags struktureret lektiecafé, hvor der også er plads til at drikke kaffe, spise kage eller høre en forelæser fortælle om hans eller hendes syn på matematik og matematikstudiet.
 

Foreninger får studerende til at mødes

Institut for Matematik byder på en masse sociale og faglige studenterforeninger, som drives af frivillige. Disse foreninger afholder bl.a. festlige traditioner og arrangementer, hvor du kan møde dine medstuderende – også fra andre fag end dit eget.

Kalkulerbar (fredagsbar)

Hver fredag eftermiddag har du mulighed for at tilbringe nogle hyggelige timer i Kalkulerbar, der er fredagsbaren for Matematik, Matematik-økonomi og Datavidenskab. Et par gange hvert semester bliver der afholdt bl.a. quiz og beerpong aftener.

MØF

MØF er en forening drevet af frivillige matematik-økonomer fra alle årgange, der tilbyder forskellige aktiviteter som virksomhedsbesøg, studieture, fredagsbarer, diverse fester, sportsdage og julefrokoster. Herudover har du mulighed for at være med i Dansk Selskab for Operationsanalyse, DORS, der arbejder på at fremme den operationsanalytiske forskning og anvendelse af operationsanalytiske metoder i Danmark.

TÅGEKAMMERET

Fest- og foredragsforeningen hedder TÅGEKAMMERET. Udover at arrangere fester og foredrag fungerer foreningen med deres mødelokale som socialt samlingspunkt for de studerende.

Mads Føk

På en række naturvidenskabelig fag har de studerende et fælles blad, kaldet Mads Føk. Bladet udkommer 8 til 9 gange om året – blandt andet med en kalender over begivenheder på instituttet.
 

Studiebyen Aarhus

I Aarhus er tæt på hver 5. indbygger studerende - det er derfor en by med mange unge mennesker og tilbud, der er målrettet studerende.

Når du skal starte på studie i Aarhus, behøver du ikke bekymre dig om at stå uden tag over hovedet. Der er nemlig boliggaranti for de nye studerende, der vil flytte til byen. Garantien gælder for alle nyoptagne på en uddannelse i Aarhus med start i efterårssemesteret og betyder kort og godt, at du rykker frem i køen og får tilbudt en kollegie- eller ungdomsbolig inden eller kort tid efter studiestart.

Læs meget mere om alt det, Aarhus har at tilbyde.
 

Følg studielivet på Institut for Matematik og AU Naturvidenskab

Du kan følge Institut for Matematik og dets studerende på YouTube og Instagram. Her kan du se videoer, takeovers og opslag med studerende og undervisere og få et indtryk af, hvad det vil sige at være studerende netop her.

Følg også AU Naturvidenskab på Facebook og Instagram og få et indblik i studielivet:

Følg studielivet på Aarhus Universitet

- oplevet, fotograferet og filmet af de studerende selv.

Med tusindvis af billeder giver #yourniversity dig et indblik i hverdagen som studerende på AU, i festerne, overspringshandlingerne, eksamen og alt det andet, du kommer til at bruge din studietid på.

Billederne er brugernes egne, delt med #Yourniversity, #AarhusUni og fagspecifikke AU-hashtags.

Mød de studerende

Mathias Mørk

Hvad fik dig til at læse Matematik-økonomi?

Jeg deltog i u-days på AU, hvor en af uddannelserne jeg fulgte var matematik-økonomi. Jeg vidste at jeg gerne ville læse noget med matematik, og her passede den anvendte tilgang på matematik-økonomi super godt til mig. Det var også et plus at uddannelser er meget bred, så man kan ende i mange forskellige jobs.

Hvad er den største forskel fra gymnasiet til universitetet?

Strukturen på studiet. Man sidder ikke i en klasse med en klasselærer, som kender en. I stedet har man en instruktor, altså en ældre studerende, på små hold, og så en professor til forelæsningerne. Der er også meget mere selvstudie end i gymnasiet.

Hvad overraskede dig mest ved at starte på universitetet?

Det generelle faglige niveau. Jeg var vant til at være god til matematik i gymnasiet, men her er det en helt anden måde at tænke på, som man skal vænne sig til.

Var det nemt at falde til i Aarhus?

Ja, det synes jeg. Jeg boede i Aarhus i et år inden jeg startede på studiet, men studiestarten gjorde det meget nemmere at falde til. Til gengæld var det fedt at være faldet lidt til i byen inden man skulle starte på studiet. Jeg vil også anbefale at man flytter hertil lidt før studiestarten, så man kan fokusere på tingene hver for sig.

Bolighistorik?

Jeg startede med at bo på kollegie, hvor jeg boede i næsten halvandet år.

Derefter flyttede jeg i lejlighed sammen med min kæreste, hvor vi bor nu. At bo på kollegie kan klart anbefales. Det er en fed måde at lære folk godt at kende på, også folk fra andre studier.

Beskriv en typisk dag?

Jeg kan godt lide at have en fast arbejdsplan for hver uge. Jeg møder kl. 08. Når ikke vi har forelæsninger, så arbejder jeg med min læsegruppe og laver opgaver/afleveringer. Senest kl. 16 holder vi fri. Så tager jeg til træning, og bagefter hjem for at holde fri.

Deltager du i sociale arrangementer på universitet?

Jeg kan godt lide at deltage i festerne på studiet, men jeg er ofte på Sjælland og lignende i weekenderne, så det er langt fra alle fester jeg har tid til. Jeg deltager også i f.eks. spisning med læsegruppen eller en kop kaffe hist og her.

Hvilken retning har du tænkt dig at tage?

Jeg overvejer at læse nationaløkonomi, måske blandet med noget investering. Der er meget valgfrihed på kandidaten, så jeg tænker at sammensætte et program med lidt af hvert.

Hvad er dine fremtidsplaner?

Det er svært at sige. Der er meget på studiet jeg synes er spændende, og uddannelsen er heldigvis så bred at jeg ikke føler at jeg er låst fast på noget endnu.


Maria Skafte

 

Hvad fik dig til at læse Matematik-økonomi?

Jeg kunne godt lide matematik og samfundsfag i gymnasiet. Da jeg nok er mere til det matematiske, men stadig synes at ren matematik ville være lidt for meget, passer matematik-økonomi godt.

Hvad er den største forskel fra gymnasiet til universitetet?

Hvor meget tid man bruger på studiet og det generelle faglige niveau.

Hvad overraskede dig mest ved at starte på universitetet?

Hvor mange opgaver og afleveringer man laver i forhold til hvor meget man læser i sine bøger. Der er klart mest fokus på at løse opgaver, hvilket jeg synes er fedt.

Bolighistorik?

Jeg bor i en 2-værelses lejlighed sammen med min kæreste, hvor jeg har boet siden studiestart.

Beskriv en typisk dag?

Jeg møder hver dag kl. 08. Typisk laver jeg nogle opgaver/afleveringer med min læsegruppe inden vi går til forelæsninger eller øvelsestimer. Jeg tager hjem omkring kl. 16. Derhjemme forbereder jeg mig til forelæsningerne ved at læse i bøgerne, men ellers holder jeg fri.

Deltager du i sociale arrangementer på universitet?

Ja. Jeg er frivillig i Foreningen af Matematik-Økonomer og af og til i fredagsbaren. Det er en fed måde at lære nye folk at kende, både på tværs af årgange og studier. Jeg deltager i de fleste sociale arrangementer og virksomhedsbesøg.

Hvilken retning/tilvalg/sidefag vil du tage?

Operationsanalyse. Jeg synes det er spændende at lave optimering og planlægning, som er det operationsanalyse går ud på.

Hvad er dine fremtidsplaner?

Det ved jeg ikke. Jeg vil gerne have et job hvor jeg kan bruge operationsanalyse, og det er der heldigvis virkelig mange muligheder for.


Thomas Kloster

Hvad fik dig til at læse Matematik-økonomi?

Det var først i mit sabbatår det gik op for mig, at jeg faktisk synes matematik er vildt spændende. Det er en fed måde at tænke på og løse problemer på. Derfor ville jeg også gerne studere noget, hvor jeg både dyrker den rene matematik, men også bruger den til at løse andre problemstillinger.

Hvad er den største forskel fra gymnasiet til universitetet?

Arbejdsbyrden. Der er meget at lave, og det er dit eget ansvar at det bliver lavet. Også de mennesker, der går her. Vi er her alle fordi vi aktivt har valgt det, og det giver et helt andet - og bedre - fagligt miljø synes jeg.

Hvad overraskede dig mest ved at starte på universitetet?

Hvor meget tid jeg fysisk er på universitetet, og hvor socialt et studie det er. Jeg bruger rigtig meget tid 'on location', både i faglige og ikke-faglige sammenhænge.

Var det nemt at falde til i Aarhus?

Ja, det virkede meget naturligt. Det, at jeg fra start af tilbragte meget tid på universitetet sammen med de andre fra studiet, gjorde nok at jeg ikke følte mig ensom eller ukendt.

Bolighistorik?

Jeg var så heldig at finde en lækker lejlighed kort inden studiestart. Her bor jeg stadig, sammen med en roommate.

Beskriv en typisk dag?

Jeg møder typisk kl. 08. Hvis ikke der er forelæsning eller øvelsestimer, så sidder jeg med nogle andre fra studiet og laver opgaver/afleveringer. Omkring kl. 12 spiser vi frokost sammen og holder pause, inden vi så skal videre til forelæsning eller med opgaverne. Typisk er vi færdige med dagens arbejde ved 15-16 tiden, men af og til bliver jeg hængende og hygger lidt med de folk, der stadig er på uni. Der er jævnligt små aftenarrangementer på uni, som jeg kan finde på at tage til.

Deltager du i sociale arrangementer på universitet?

Ja! Jeg kommer tit til festerne i de forskellige foreninger, eller i fredagsbaren. De forskellige foreninger har også events, både faglige og ikke-faglige, som kan være rigtig hyggelige at tage til. Det er alt fra virksomhedsbesøg til brætspilscafé. Jeg har også været tutor for de nye studerende, som indebærer en masse sociale aktiviteter med de nye, men også med ens med-tutorer. At deltage i de sociale arrangementer her på uni er en super fed måde at lære en masse mennesker at kende på, også folk fra andre studier.

Hvilken retning/tilvalg/sidefag vil du tage?

Jeg regner med at læse matematisk finansiering på min kandidat. Det indebærer meget sandsynlighedsteori, som jeg synes er fedt.

Hvad er dine fremtidsplaner?

Jeg skal selvfølgelig ud og have mig et job, men hvilket ved jeg ikke! Det kunne være fedt at finde en stilling, hvor man kan bruge lige præcis sin specialisering og faglighed.

Karriere

Arbejdsopgaver som kandidatuddannet

Diagrammet viser fordelingen mellem de fem hyppigste arbejdsopgaver for kandidatuddannede i en tilsvarende uddannelse 1-2 år efter færdiggørelsen af deres uddannelse. Tallene baserer sig på spørgeskemaundersøgelse foretaget af Epinion for Ministeriet for Forskning og Uddannelse og Aarhus Universitet i 2020.
 

Læs videre på kandidatuddannelsen

Efter bacheloruddannelsen vælger de fleste at fortsætte på en kandidatuddannelse, hvor man opnår yderligere specialisering gennem valg af kurser. Du skal vælge at specialisere dig inden for en af tre retninger på kandidaten i Matematik-økonomi. Her kan man vælge i mellem nationaløkonomi, matematisk finansiering eller operationsanalyse. En bachelor i matematik-økonomi kan give adgang til en kandidat i Økonomi eller Statistik.
 

Mange forskellige jobmuligheder

En del af de kandidatuddannede fra Matematik-økonomi får job inden for bankverdenen og forsikringsbranchen. Som kandidat kan du eksempelvis arbejde som problemknuser i konsulent- og telekommunikationsfirmaer, eller få arbejde i private virksomheder inden for stort set alle brancher som analytiker, decision scientist eller data scientist. Du kan også arbejde på universiteter, i styrelser, ministerier og hos andre institutioner inden for offentlig administration og planlægning.
 

Fordyb dig i dit fagområde med en ph.d.

En ph.d. er en forskeruddannelse, hvor du gennemfører et selvstændigt videnskabeligt projekt, som ender med en ph.d.-afhandling. Du kan søge ind på ph.d.-uddannelsen inden for dit fagområde på baggrund af din bachelor- eller kandidatgrad. Du søger via et ph.d.-projekt, som handler om det emne, du skal arbejde med og forske i. Du får tilknyttet en eller flere vejledere, som hjælper og vejleder dig undervejs. Udover ph.d.-projektet vil du også dygtiggøre dig gennem nationale og internationale ph.d.-kurser og i aktive forskningsmiljøer. Du vil også få erfaring med at undervise og formidle. Uddannelsen giver mange karrieremuligheder i både ind- og udland inden for universitetsverdenen og i det private erhvervsliv. Du kan læse mere om vilkår og løn på ph.d.-skolens hjemmeside.

'Min faglige specialisering var det vigtigste valg på studiet' I videoen fortæller Sara, hvad hun har taget med sig fra sin uddannelse i Matematik-økonomi og til jobbet hos TDC i dag.