Diplomingeniøruddannelse
Fakta om uddannelsen |
På diplomingeniøruddannelsen i Maskinteknik arbejder du med mekanikkens grundprincipper. Du beregner kræfter og bevægelser, undersøger materialers holdbarhed, og finder ud af, hvordan du bruger energi mest effektivt. Du lærer også at designe produkter og udvikle teknologibaserede løsninger med udgangspunkt i menneskers forskellige behov og altid med fokus på bæredygtighed.
Som diplomingeniør i Maskinteknik har du en del matematik og fysik. Du bruger teori til at løse konkrete problemer i alle semestre, og du har mulighed for at specialisere dig efter interesse.
Mekanik spiller en vigtig rolle i meget teknologisk innovation, og diplomingeniøruddannelsen i Maskinteknik er sandsynligvis bredere, end du umiddelbart tror. Du kommer til at arbejde med mange af samfundets små og store problemer inden for både klima, sundhed og digital omstilling.
Uanset om du udvikler en løbesko, der aflaster led, et implantat til et knæ, en robot, der kan overvåge biodiversitet, en energibesparende varmepumpe eller en ny type hjerteklap til syge patienter, skal du forstå, hvordan bevægelse, tryk og materialer spiller sammen.
Helt fra første semester bliver du trænet i at tænke kreativt i dit ingeniørarbejde, og du har mulighed for at samarbejde med virksomheder omkring dine projekter. Det er med til at sikre, at du altid kan se et direkte formål med det, du lærer.
På femte semester kommer du i lønnet praktik i en virksomhed. Du har også mulighed for at deltage i et iværksætterforløb, hvor du arbejder med din egen teknologibaserede forretningsidé.
Når du er færdiguddannet diplomingeniør, kan du gå direkte ud på arbejdsmarkedet, eller du kan ansøge om at læse videre til civilingeniør (+2 år), hvis du under uddannelsen har valgt bestemte kurser. Du har også mulighed for at tage hul på dit ingeniørarbejdsliv, samtidig med at du læser videre til civilingeniør. I så fald skal du søge om at blive optaget som erhvervskandidatstuderende, hvor du kombinerer dine studier på universitetet med en deltidsansættelse i en offentlig eller privat virksomhed.
Læs mere om erhvervskandidatuddannelsen her
Vi glæder os til at se dig til u-days 2026 den 19., 20. og 21. februar. Til u-days kan du både møde os på campus på Aarhus Universitet og online. Forbered dig inden og få mest ud af dagene - eller gå direkte til programmet for uddannelsen.
Alle ansøgere, både i kvote 1 og kvote 2, skal opfylde følgende adgangskrav til Maskinteknik:
Adgangsgivende eksamen
Du skal have bestået en adgangsgivende eksamen.
Specifikke adgangskrav
Du skal have bestået følgende specifikke adgangskrav:
Hvis du mangler et eller flere fagniveauer, har du mulighed for at supplere.
* Matematik er et vigtigt redskab på ingeniøruddannelserne. Vi anbefaler derfor, at du deltager i vores brush-up kursus i Matematik, hvor du får genopfrisket de vigtigste elementer fra faget. Læs mere her.
Når du søger i kvote 1, skal du opfylde de ovenstående adgangskrav.
Når du søger i kvote 2, skal du opfylde de ovenstående adgangskrav. I kvote 2 vurderer vi din ansøgning ud fra to kriterier:
1. Dit gennemsnit af følgende særligt relevante kvote 2 fag:
2. Dine relevante kvalifikationer
Hvis du kan dokumentere, at du har relevante kvalifikationer, kan det indgå i den samlede vurdering af din kvote 2 ansøgning.
Eksempler: Svendebrev som mekaniker eller smed, videregående uddannelse inden for automatisering eller naturvidenskab.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt dine kvalifikationer er relevante, anbefaler vi altid, at du indsender dokumentation for dem.
Du kan læse mere om kvote 2 og om, hvordan du dokumenterer dine relevante kvalifikationer her.
På de fire første semestre arbejder du med konkrete problemer inden for emner som matematik, statik, styrkelære, materialer, maskinelementer, termodynamik, instrumentering og måleteknik.
På femte semester skal du i praktik i Danmark eller udlandet.
På sjette og syvende semester kan du specialisere dig inden for én af følgende retninger:
På syvende semester afslutter du din uddannelse med et bachelorprojekt - ofte i samarbejde med en virksomhed.
I studieordningen kan du læse mere om, hvad de enkelte fag indeholder. Du kan læse om, hvordan studiet er bygget op og om de krav, der bliver stillet til dig som studerende. Du kan også finde information om eksamensformer og eksamenskrav.
Uddannelsen er godkendt med dansk som udbudssprog. Udbudssproget er det sprog, der som udgangspunkt undervises i på uddannelsen. Aarhus Universitet har et internationalt forskningsmiljø og tiltrækker dygtige forskere fra hele verden, så du skal være opmærksom på, at dele af undervisningen kan være på engelsk, og at der desuden ofte vil forekomme undervisningsmateriale på engelsk.
Kig i kursuskataloget for at se undervisningssproget for de enkelte kurser.
Uddannelsens studiediagram kan du se nedenfor.
Når du læser til diplomingeniør i Maskinteknik, bliver du en del af et studiemiljø, hvor faglighed, samarbejde og trivsel går hånd i hånd. Du lærer ikke kun gennem bøger og beregninger, men også ved at bygge, teste og udvikle idéer i fællesskab med dine medstuderende.
Undervisningen foregår som en blanding af forelæsninger, klasseundervisning og projektarbejde. Du har cirka 20 skemalagte timer om ugen, og dertil kommer øvelser, selvstudier og tid til dine projekter. Du arbejder tæt sammen med din studiegruppe, som universitetet hjælper med at sammensætte fra start – så du har nogen at sparre med både fagligt og socialt.
Det første studieår er tilrettelagt, så du får en god start på universitetslivet. Du bliver introduceret til studieteknikker, it-værktøjer og det særlige fællesskab, der kendetegner AU Engineering. Du kommer til at arbejde med virkelige cases, og det er helt naturligt at stille spørgsmål, prøve ting af og begå fejl undervejs. Her er der plads til at være i udvikling.
Som ingeniørstuderende på Aarhus Universitet bliver du en del af AU Engineering – et fællesskab med omkring 4000 andre ingeniørstuderende i Danmarks bedste studieby. Du finder både faglige og sociale arrangementer, studenterforeninger og netværk, der samler studerende på tværs af retninger. Her er der plads til både nørderi, grin og fordybelse – og du står aldrig alene, hvis noget bliver svært undervejs.
Som diplomingeniør i Maskinteknik får du en bred og alsidig ingeniørprofil, som åbner døre til mange forskellige brancher – både i Danmark og internationalt. Maskiningeniører arbejder i både den private og den offentlige sektor – som specialister, projektledere, rådgivere eller selvstændige. En del bliver også ledere.
Du kan bruge din faglighed til at udvikle løsninger, der fungerer i praksis og skaber værdi for mennesker, klima og samfund.
Her er blot nogle få eksempler:
Forestil dig, at du arbejder på et hospital med at udvikle nye implantattyper til kroppen, som kan tilpasse sig den enkelte patient. Eller måske bygger du exoskeletter, som giver mennesker med nedsat mobilitet mulighed for at rejse sig og gå.
Du kan også være med til at optimere vindmøller, designe fly med lavere forbrug af brændstof eller forsvarsteknologi, der kan styrke vores nationale sikkerhed.
Med andre ord kan du se frem til et arbejdsliv, der rækker langt ud over dig selv.
Hvis du under uddannelsen har valgt bestemte kurser, kan du søge om optagelse på en relevant kandidatuddannelse og læse videre til civilingeniør (+2 år). På Aarhus Universitet kan du fx fortsætte på kandidatuddannelserne i Mekanik eller Biomedicinsk teknologi.
Maskiningeniører er i høj kurs på arbejdsmarkedet, og ledigheden er lav.