Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Civilingeniør i Mekanik
(Bachelor)

Fakta om uddannelsen
Kvote 1 2019: - (Standby: -)   |   Kvote 2 2019: -  
Undervisningssprog | Studiested: Aarhus  |  Studiestart: August/september

Introduktion

Civilingeniør (bachelor) uddannelsen i Mekanik udbydes fra sommer 2020.


Vil du udvikle fremtidens energiformer og autonome køretøjer? Eller konstruere smarte og bæredygtige letvægtsmaterialer? På bacheloruddannelsen i Mekanik beskæftiger du dig med ting, der overfører kræfter eller energi: Robotter, køretøjer, turbiner, solceller og helt nye materialesammensætninger. Du lærer at designe og efterprøve mekaniske systemer, der kan hjælpe til med at sikre bæredygtig fremstilling af nye produkter og maskiner.

På uddannelsen giver universitetsforskere dig en solid faglig og teoretisk specialviden på absolut højeste niveau inden for disciplinerne fluid- og termodynamik, maskindynamik, strukturel mekanik og materialeteknologi. Koblet med en forsknings- og problembaseret undervisning sætter den dig i stand til selvstændigt at tackle udfordrende problemstillinger og udvikle fremtidens teknologiske løsninger på samfundsmæssige udfordringer. Du lærer ikke bare at udnytte den eksisterende teknologi, men du er i høj grad også med til skabe morgendagens viden og skubbe til grænserne for, hvad der er muligt.

Uddannelsen udgør de første 3 år af den 5-årige civilingeniøruddannelse i Mekanik (cand.polyt.).

Karrieremuligheder

Som civilingeniør i Mekanik kan du eksempelvis arbejde i så forskellige brancher som vindmølleindustrien, robotindustrien,  materialeindustrien og medicinalindustrien, for du lærer metoder, der er anvendelige på mange felter. Du kan arbejde med produktion og udvikling i industrivirksomheder og rådgivende ingeniørvirksomheder, hvor du bruger dine strukturmekaniske, fluidmekaniske og materialemekaniske analyseevner. Du kan også fortsætte inden for forskningens verden og tage en ph.d.-uddannelse.


Bemærk: Nye adgangskrav på uddannelsen

For at blive vurderet i kvote 1  skal du have mindst 7,0 i gennemsnit i den adgangsgivende eksamen (uden hurtigstartsbonus, men inklusiv bonus for ekstra A-fag) og mindst 7,0 i Matematik A .

Hvis du ikke opfylder karakterkravet til kvote 1, kan du søge om optagelse i kvote 2 og deltage i en adgangsprøve.

  • Læs mere under 'Adgangskrav' her på siden.    

Adgangskrav

Optagelsesområdenummer

Følger

For at søge denne uddannelse kræves:

Samt følgende specifikke adgangskrav:

  • Dansk A
  • Engelsk B
  • Matematik A
  • Og en af disse kombinationer:
    • Fysik B og Kemi C eller
    • Fysik B og Bioteknologi A eller
    • Geovidenskab A og Kemi C

Hvis du mangler et eller flere fagniveauer, kan du tage dem som gymnasial supplering eller som sommersupplering (betinget optagelse).

Adgangskravene skal være opfyldt og dokumenteret senest den 5. juli i ansøgningsåret, medmindre du søger om betinget optagelse.

Opfylder du ikke karakterkravet?

Hvis du ikke opfylder, eller ikke forventer at opfylde, karakterkravet på minimum 7,0 i gennemsnit i den adgangsgivende eksamen samt minimum 7,0 i gennemsnit i Matematik A, kan du søge om optagelse via en adgangsprøve. En gennemført adgangsprøve sidestilles med opfyldelse af karakterkravet, men er ikke en garanti for optagelse.

For ansøgere, som ønsker at deltage i adgangsprøven, er ansøgningsfristen, d. 15. marts kl. 12:00 (kvote 2).

Kvote 2 kriterier

Når du søger i kvote 2, skal du opfylde kravene om en adgangsgivende eksamen og de ovennævnte specifikke adgangskrav.

Vi prioriterer ansøgningerne i Kvote 2 ud fra kriterierne herunder, og vi optager ansøgere i kvote 2, indtil der ikke er plads til flere.

Alle ansøgere i kvote 2 inviteres til en adgangsprøve. En gennemført adgangsprøve sidestilles med opfyldelse af karakterkravet. Læs om kvote 2 og adgangsprøven.

Objektive kriterier

  • Score fra adgangsprøven
  • Gennemsnit af særligt relevante fag (kvote 2 fag, se nedenfor)

Kvote 2 fag:

  • Matematik A
  • Og en af disse kombinationer:
    • Fysik B og Kemi C eller
    • Fysik B og Bioteknologi A eller
    • Geovidenskab A og Kemi C

Uddannelsens opbygning

Undervisningssprog

Uddannelsen er godkendt med dansk som udbudssprog. Udbudssproget er det sprog, der som udgangspunkt undervises i på uddannelsen. Aarhus Universitet har et internationalt forskningsmiljø og tiltrækker dygtige forskere fra hele verden, så du skal være opmærksom på, at dele af undervisningen kan være på engelsk, og at der desuden ofte vil forekomme undervisningsmateriale på engelsk.

Herunder kan du se kurserne på hvert semester på Civilingeniør Mekanik-studiet (på bachelor- og kandidatdelen). Studiediagrammet nedenfor er vejledende, og kan blive ændret. Følg med løbede på ingenioer.au.dk.

Se studiets opbygning for Civilingeniør (bachelor) i Mekanik
Se studiets opbygning for Civilingeniør (bachelor) i Mekanik

Studieordning

I studieordningen kan du finde yderligere oplysninger om, hvad de enkelte fag indeholder. Du kan også se studiets opbygning, og hvilke krav der bliver stillet til dig som studerende – herunder eksamensformer og eksamenskrav.

Studieliv

Dagligdagen

Navitas bliver din daglige base, centralt placeret i hjertet af Aarhus, og du bliver en del af universitetets historiske miljø, der i dag er hjem for i alt 40.000 studerende og 4.000 internationalt anerkendte forskere.

Hverdagen er præget af forelæsninger, projektarbejde, holdundervisning, laboratoriearbejde og opgaveløsninger samt masser af socialt samvær med dine medstuderende. I vil sammen afholde sociale arrangementer og fester, og I kommer til at arbejde tæt sammen i projektgrupper, hvor I vil skabe tætte forhold både fagligt og socialt.

Undervisningen er forskningsbaseret og giver dig derfor allerede fra starten adgang til den nyeste viden og teknologi inden for dit felt. Samtidig kommer du derfor også til at deltage i videnskabeligt projektarbejde sammen med universitetets topforskere inden for området, som samtidig er dine undervisere og vejledere.

Universitetet og byen

På Aarhus Universitet bliver du en del af et omfattende ingeniørmiljø med flere end 3.500 ingeniørstuderende. Aarhus har dybe historiske rødder og er en af Danmarks ældste byer, men universitetets mange studerende gør samtidig Aarhus til en af landets yngste byer med en gennemsnitsalder på 24 år.

Du har derfor rige muligheder for at engagere dig i både faglige og sociale studenterforeninger med dine medstuderende. Du kan for eksempel nyde en øl i fredagsbaren med de andre studerende, eller du kan deltage i de både sociale og faglige arrangementer, som fx Ingeniørforeningen i Danmark arrangerer.

Der er også Rådet for Ingeniørstuderende i Aarhus, som er de studerendes talerør og samlingspunkt for et bedre studiemiljø. RIA varetager de studiepolitiske og sociale interesser for alle studerende på Aarhus Universitet og er omdrejningspunkt for sociale arrangementer og aktiviteter for de studerende.

Herudover kan du blive aktiv i universitetets studenterafdeling af organisationen Ingeniører Uden Grænser, der bidrager aktivt til en række forskellige humanitære indsatser i udlandet. Du kan også melde dig ind i Ungdommens Naturvidenskabelige Forening (UNF), der arrangerer foredrag, studiebesøg og sommerlejre med naturvidenskabeligt og teknisk indhold.

Følg studielivet på Aarhus Universitet

- oplevet, fotograferet og filmet af de studerende selv.

Med tusindvis af billeder giver #yourniversity dig et indblik i hverdagen som studerende på AU, i festerne, overspringshandlingerne, eksamen og alt det andet, du kommer til at bruge din studietid på. 

Billederne er brugernes egne, delt med #Yourniversity, #AarhusUni og fagspecifikke AU-hashtags.

 

Karriere

Som civilingeniør i Mekanik kan du eksempelvis arbejde i så forskellige brancher som vindmølleindustrien, robotindustrien,  materialeindustrien og medicinalindustrien, for du lærer metoder, der er anvendelige på mange felter. Du kan arbejde med produktion og udvikling i industrivirksomheder og rådgivende ingeniørvirksomheder, hvor du bruger dine strukturmekaniske, fluidmekaniske og materialemekaniske analyseevner. Du kan også fortsætte inden for forskningens verden og tage en ph.d.-uddannelse.