Aarhus Universitets segl

Universitetet banede vejen for et alsidigt job delt mellem kontoret og stalden

Maria Pape Andersen troede egentlig ikke, at hun var hverken skarp nok eller havde selvdisciplin til at tage en universitetsuddannelse. Virkeligheden viste sig dog at være en helt anden, og i dag har hun et alsidigt job, hvor både kontorstolen og gummistøvlerne er i brug.



”Jeg er simpelthen så glad for min hverdag, for jeg er ikke god til at sidde på kontor hele dagen.” Sådan lyder det fra Maria Pape Andersen, der siden august har arbejdet som kvægrådgiver hos ØkologiRådgivning Danmark:

”Hvis jeg skal finde to ord, der beskriver mit arbejde, så er det alsidighed og fleksibilitet. På kontoret sidder jeg og laver for eksempel foderplaner eller foderbudgetter, mens jeg andre dage er ude i stalden for at rådgive landmanden eller holde tværfaglige møder med dyrlægen.”

Ikke alene på universitetet

Vejen til jobbet hos ØkologiRådgivning Danmark blev banet med en kandidatuddannelse i Agrobiologi med speciale i husdyrvidenskab. Inden da have Maria imidlertid allerede forfulgt sin interesse for dyrene, først i en grisestald i Australien og siden med en uddannelse til dyrepasser.

Artiklen fortsætter under billedet.


”Da jeg var færdig med gymnasiet, vidste jeg, at jeg gerne ville arbejde med dyr, men jeg troede ikke, at jeg var skarp nok eller havde selvdisciplin til at gå på universitetet. Da jeg havde været i Australien og taget min dyrepasseruddannelse, havde jeg dog fået så meget selvtillid, at jeg var klar til at søge ind på Agrobiologi,” siger Maria, der stadig husker sit første møde med universitetet.

”Hverdagen på universitetet var en hel anden, end den jeg kendte fra dyrepasseruddannelsen. Jeg fik virkelig øjnene op for kvaliteten af at arbejde sammen. Mine studiekammerater og jeg var sammen om at lære strukturen at kende og sammen om at læse og gå til eksamen,” siger Maria og fortsætter:

”Jeg har aldrig oplevet mig selv som særligt dygtig til at sætte mig ned og læse og forstå, og mange vil jo tænke, at det hænger dårligt sammen med at tage en universitetsuddannelse. Men helt ærligt, så kan man komme rigtig langt, hvis man kommer til alle forelæsninger, stiller en masse spørgsmål og sørger for at få mest muligt ud af øvetimerne, hvor der er mulighed for at arbejde med stoffet.”

Gør en forskel ude hos landmanden

Da Maria blev færdig med sin uddannelse, gik der kun fire uger før hun kunne begynde i sit første job som kvægrådgiver hos ØkologiRådgivning Danmark. Her skal hun – sammen med en masse andre rådgivere – hjælpe de økologiske landmænd med at få mest muligt ud af deres bedrift.

Artiklen fortsætter under billedet


”I mit arbejde sidder jeg hele tiden og optimerer, så vi giver dyrene de bedst mulige vilkår med fokus på sundhed og velfærd. Jeg synes, det er fascinerende at se, hvordan små ændringer i fodersammensætningen ofte giver stor respons hos dyrene, siger Maria, der dog også er glad for den mere praktiske del af sit job:

”Samtidig er vi ude for at rådgive de landmænd, der måske kan have udfordringer med sygdom eller for lidt mælk i tanken. Det er jo også et sted, hvor vi rent faktisk kan rykke på noget, når vi er med til at få landmanden til få øje på noget af det, han overser i hverdagen, siger Maria, der sætter stor pris på den direkte kontakt med landmanden:

”Vi kan sidde nok så meget med vores tal og teori, men det skal jo også hænge sammen ude hos landmanden. Jeg har hele tiden vidst, at jeg ikke skulle sidde på kontoret hele tiden, jeg skulle have et job, hvor jeg kunne have gummistøvlerne på. Og det er præcis det, jeg har fået.”

Artiklen fortsætter under billedet


Agrobiologi eller Dyrevidenskab?

Uddannelsen i Agrobiologi, der optog de sidste studerende i 2023, er en biovidenskabelig grunduddannelse, hvor de studerende har kunnet specialisere sig i enten husdyrvidenskab, plante- og miljøvidenskab eller fødevarevidenskab.

Agrobiologi er fra optaget 2024 erstattet af de to nye uddannelser i Dyrevidenskab og Plante- og fødevarevidenskab på AU Viborg – Danmarks grønne campus.