Hvordan får man en døv til at høre sin dørklokke? Hvordan finder man løberuten med den reneste luft i byen? Og kan man redde patienters syn, selvom man ikke er læge? Det er nogle af de spørgsmål, som nyuddannede fra IT-Produktudvikling har brugt deres uddannelse og teknologi til at finde løsningen på.
På Institut for Datalogi ved Aarhus Universitet kan man som det eneste sted i landet læse IT-Produktudvikling – en unik uddannelse, der samler softwareudvikling, design og projektledelse. På IT-Produktudvikling er fokus på at spotte samfundsmæssige problemer og ved hjælp af teknologi og design udvikle innovative IT-produkter til gavn for brugerne og samfundet.
Og det kræver færdigheder på højeste niveau inden for flere felter at foretage rejsen fra tegnebræt til et IT-produkt - f.eks. matematik, programmering og design. Det er også vigtigt, at et IT-produkt skaber værdi, og derfor supplerer uddannelsen de tekniske fag med kurser i forretningsforståelse og entrepreneurship.
Kaj Grønbæk er Institutleder på Datalogi og en af ophavsmændene til uddannelsen i IT-Produktudvikling. Han forklarer, hvordan der uddannes profiler, der kan noget ganske særligt.
”Studerende på IT-Produktudvikling lærer først og fremmest at tænke innovativt og brugerorienteret, når de udvikler IT-produkter. Det kræver mange forskellige kompetencer, så IT-produktudviklere behersker vigtige discipliner som brugerinddragelse, idé-generering, konceptudvikling, design, prototyping, programmering, algoritmer og softwareudvikling. Og så skal de også have styr på grundlæggende matematik og statistik, f.eks. for at kunne lave svære beregninger i algoritmer og vurdere brugerfeedback”, siger han, og fortsætter: ”Allerede på første år ligger der et stort produktdesignprojekt, hvor de studerende får en realistisk erfaring med udvikling af smarte produkter på fuld tid i 2 måneder. På den måde veksler vi imellem de teoretiske og forskningsbaserede discipliner og de mere udviklingsmæssige, der har fokus på samfundsmæssige udfordringer. Vores studerende bliver digitale specialister, der kan føre deres idéer ud i livet”.
Med en uddannelse i IT-Produktudvikling lærer man at arbejde i krydsfeltet mellem design, softwareudvikling og forretningsforståelse, og mange kandidater bruger denne alsidighed i virksomheders udviklingsafdelinger. Andre udlever drømmen om at starte deres eget firma, hvor de gode idéer kan blive til både levebrød og livsværk.
Ganesh Ram er kandidat fra IT-Produktudvikling og startede sin virksomhed RetinaLyze, imens han studerede. Her har han været med til at udvikle en screeningteknologi, der gør det muligt for ikke-specialister at opdage øjensygdomme på et tidligt stadie og på den måde redde folks syn. Ganesh er ikke i tvivl om, at den unikke sammensætning af uddannelsen i IT-Produktudvikling har givet ham de kompetencer, han bruger hver dag.
”IT-Produktudvikling sammenfattede alle de ønsker, jeg havde til en videregående uddannelse, fordi den på én gang favnede samspillet mellem IT, teknologi og mennesker. Du lærer ikke kun om programmering, design og software, men også at være bindeled mellem sælgere, designere, udviklere og programmører – og det har gjort mig i stand til at skabe en virksomhed, hvor jeg virkelig føler, at jeg gør en forskel”.
Læs mere om IT-Produktudvikling på bachelor.au.dk/itproduktudvikling