Aarhus Universitets segl

NORDISK SPROG OG LITTERATUR

Bacheloruddannelse

Fakta om uddannelsen
Adgangskvotient (Kvote 1) 2024: Alle optaget
Undervisningssprog | Studiested: Aarhus  |  Studiestart: Uge 35
Optagelsesområdenummer: 22335

Kvote 1 karakterkrav på 6,0

Du skal have mindst 6,0 i eksamensgennemsnit, for at blive optaget i kvote 1. Opfylder du ikke karakterkravet på mindst 6,0, kan du søge optagelse i kvote 2 senest den 15. marts kl. 12. 

Introduktion

Bacheloruddannelsen i Nordisk er for dig, der godt kan lide at læse og studere dansk litteratur og sprog samt udforske forskellige kulturelle udtryk og medietyper, gerne i et bredere nordisk perspektiv. Nordisk dækker kort sagt det videnskabelige felt, der ligger bag faget Dansk. På Nordisk kommer du derfor til at arbejde med forskellige genrer, stilarter, mundtlige og skriftlige formidlingsformer samt audiovisuelle og digitale formater, som træner dig til både at analysere og forstå de forskellige udtryk på tværs af medierne.
 

Fagets indhold

Litteraturundervisningen er den del af faget, som fylder mest på studiet. Her arbejder vi med litteraturanalyse og hele litteraturhistorien. Samtidig går vi i dybden med de enkelte tekster og perioder, og vi bruger i det hele taget litteraturen og de emner, den behandler til at blive bedre til at læse og skrive. Sprogundervisningen hjælper dig gennem arbejdet med både mundtlige og skriftlige formidlingsformer til at forstå, hvordan sproget fungerer og virker i praksis. Kultur- og medieundervisningen lærer dig at analysere og forstå et udvalg af både samtidskulturelle og historiske medieudtryk og -fænomener.
 

Karrieremuligheder

De fleste, der har læst bacheloruddannelsen i Nordisk sprog og litteratur læser videre på en kandidatuddannelse, ikke mindst kandidatuddannelsen i Nordisk sprog og litteratur, som giver dig mulighed for at arbejde som underviser, fx på gymnasier, seminarier eller højskoler. Du kan også arbejde som kommunikations- og informationsmedarbejder, som kulturformidler, eller i forlags- eller mediebranchen.

U-days 2025 - åbent hus i februar

Vi glæder os til at se dig til u-days 2025 den 20., 21. og 22. februar. Til u-days kan du både møde os på campus på Aarhus Universitet og online. Forbered dig inden og få mest ud af dagene - eller gå direkte til programmet for uddannelsen.



Adgangskrav

Alle ansøgere, både i kvote 1 og kvote 2, skal opfylde følgende adgangskrav til Nordisk sprog og litteratur:

Adgangsgivende eksamen
Du skal have bestået en adgangsgivende eksamen.

Specifikke adgangskrav
Du skal have bestået følgende specifikke adgangskrav:

  • Dansk A
  • Engelsk B
  • Historie B eller Idehistorie B eller Samtidshistorie B
  • Yderligere et sprog (begyndersprog A eller fortsættersprog B)

Hvis du mangler et eller flere fagniveauer, har du mulighed for at supplere.

Karakterkrav på mindst 6,0 i kvote 1
Du skal have mindst 6,0 i gennemsnit i din adgangsgivende eksamen, når du søger i kvote 1.
Hvis du ikke opfylder karakterkravet i kvote 1, skal du søge optagelse i kvote 2 senest 15. marts kl. 12. Ellers har du ikke mulighed for at blive optaget.


Hvis du skal søge i kvote 1

Når du søger i kvote 1, skal du opfylde de ovenstående adgangskrav.

Du kan læse mere om kvote 1 her.


Hvis du skal søge i kvote 2

Når du søger i kvote 2, skal du opfylde de ovenstående adgangskrav på nær karakterkravet på mindst 6,0. I kvote 2 vurderer vi din ansøgning ud fra to kriterier:

1. Dit gennemsnit af følgende særligt relevante kvote 2 fag:

  • Dansk A
  • Engelsk B
  • Historie B eller Idehistorie B eller Samtidshistorie B
  • Yderligere et sprog (begyndersprog A eller fortsættersprog B)


2. Dine relevante kvalifikationer

Hvis du kan dokumentere, at du har relevante kvalifikationer, kan det indgå i den samlede vurdering af din kvote 2 ansøgning.  

Eksempler: Højskoleophold med fokus på historie og litteratur, videregående uddannelse inden for humaniora, erhvervserfaring inden for formidling af historie, sprog og litteratur.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt dine kvalifikationer er relevante, anbefaler vi altid, at du indsender dokumentation for dem.  

Du kan læse mere om kvote 2 og om, hvordan du dokumenterer dine relevante kvalifikationer her


Uddannelsens opbygning

Her læses litteratur

”Litteratur kan være en tilskyndelse til at åbne det enkelte menneskes vej hen til det, vi er fælles om. Stille en diagnose, som passer på mange. Men derefter må den enkelte gøre arbejdet selv.” Citatet stammer fra forfatteren Peter Seeberg og siger en del om, hvorfor vi læser litteratur. I litteraturundervisningen på Nordisk arbejder vi således både med ældre og nyere danske og nordiske tekster. Og vi arbejder desuden med mange af de teorier og metoder, der er udviklet i sammenhæng med det litterære. Teksterne lærer os at erfare, tænke og skrive, men også hvad det vil sige at erfare, tænke og skrive i andre perioder end vores egen. Litteratur bygger derfor bro til andre tider og andre mennesker, og den hjælper os med at spørge til, hvilken verden vi befinder os i i dag. Litteratur er både en privilegeret genstand for udfordrende samtaler, og den kan også læses alene, fordi den er ordkunst.
 

På opdagelse i sproget

Hvorfor kan én tekst fungere meget bedre end en anden, selvom de fortæller den samme historie? Og hvorfor stemmer dine forældres og bedsteforældres udtale og forståelse af et ord ikke altid overens med din egen? Det er nogle af de spørgsmål, som du vil komme til at beskæftige dig med i uddannelsens sproglige discipliner. Gennem studiet af lyde, ord, sætninger og tekster opnår du en grundlæggende viden om det danske sprogs opbygning, funktioner og historie med sideblik til svensk og norsk. Der bliver mulighed for at dykke ned forskellige sprogvidenskabelige områder, som samtaleanalyse, tekstanalyse, sociolingvistisk osv.
 

Ind i mediekulturen

Vi lever i en verden af medier; men hvilken rolle spiller forskellige medieformer og -udtryk egentlig for den måde, vi forstår verden, os selv og andre på? Hvilke globale, nationale og lokale forbindelser skabes der via medier? Hvordan inddrager kunstarterne medier, og på hvilke måder fornyer medierne kunstneriske og kulturelle udtryk? Disse og flere spørgsmål stiller vi os, når vi analyserer et udvalg af medieudtryk og -fænomener, som vi møder og bruger i den nordiske kultur. Du kommer til at arbejde analytisk og teoretisk med fx fotografi, film, tv, sociale medier og tværmediale fænomener. Du får desuden et grundigt kendskab til vigtige teorier om forholdet mellem medier og kultur, krop, køn og identitet og lærer at forstå medierne som en central del af en moderne, global virkelighed.
 

Studieordning

I studieordningen for bacheloruddannelsen i Nordisk sprog og litteratur kan du finde yderligere information om de enkelte fag, studiets opbygning, og hvilke krav der bliver stillet til dig som studerende. Du kan også læse om eksamensformer og eksamenskrav.

Undervisningssprog

Uddannelsen er godkendt med dansk som udbudssprog. Udbudssproget er det sprog, der som udgangspunkt undervises i på uddannelsen. Aarhus Universitet har et internationalt forskningsmiljø og tiltrækker dygtige forskere fra hele verden, så du skal være opmærksom på, at dele af undervisningen kan være på engelsk, og at der desuden ofte vil forekomme undervisningsmateriale på engelsk.

Kig i kursuskataloget for at se undervisningssproget for de enkelte kurser.

Studiediagrammet beskriver hele forløbet på bacheloruddannelsen i Nordisk sprog og litteratur. Du kan klikke på de forskellige fag og læse de enkelte fagbeskrivelser.

Studieliv

Undervisnings- og arbejdsformer

Bacheloruddannelsen i Nordisk sprog og litteratur er et fuldtidsstudie svarende til 37-40 timer om ugen. På det første semester på Nordisk har du ugentligt ca. 12-15 timers skemalagt undervisning. Undervisningsformen veksler mellem holdundervisning, instruktorundervisning og forelæsninger. Resten af tiden bruger du på forberedelse og fordybelse for dig selv eller med din studiegruppe.

Holdundervisning foregår i mindre lokaler, hvor du og dine medstuderende deltager aktivt i diskussioner, holder oplæg, laver øvelser og deltager i gruppearbejde. I nogle fag vil der være supplerende instruktorundervisning, hvor en ældre studerende tager de spørgsmål op, som kan have meldt sig undervejs i forløbet og gennemgår øvelser med jer på holdet. Der vil også være forelæsninger i et stort auditorium, hvor hele årgangen deltager.
 

Læsestof og læsemængde

Læsning fylder meget på bacheloruddannelsen i Nordisk, og den kompetence får du gradvist bygget op, når du begynder på 1. semester. Du kommer til at læse skønlitterære tekster på de nordiske sprog (dansk, norsk og svensk) og også en del teoritekster på engelsk.

Digte, noveller og romaner bliver sat under lup i faget Litteraturlæsning, og for det meste vil du skulle læse et skønlitterært værk i kombination med et introducerende kapitel om et relevant emne og en vanskeligere teoretisk tekst. I løbet af et semester vil du ofte skulle læse 3-4 længere værker på mellem 50 og 500 sider, og det kan være en god idé at læse dem i de tidsmellemrum, der opstår i løbet af en uge. Desuden kan du med fordel læse relevante nordiske værker i ferierne mellem semestrene.

I sprogfaget Sproglige byggesten vil du som forberedelse oftest skulle læse en tekst, der giver en indførelse i et sprogligt emne, og løse en række opgaver, der er relevante for emnet.

Videnskabsteori og metode er et fag, der gør det muligt for dig at placere det nordiske i en filosofisk og videnskabsteoretisk sammenhæng. Du læser derfor uddrag fra værker, der er relevante at have viden om, når I på holdet skal diskutere teorier, metoder eller begreber.
 

Eksempel på ugeplan

Herunder følger et eksempel på en ugeplan for 1. semester på bacheloruddannelsen i Nordisk, hvor du også kan se nogle af de sociale aftensarrangementer, som studielivet på bacheloruddannelsen i Nordisk tilbyder. Læsemængden og timeantallet varierer fra uge til uge, og det er langt hen ad vejen op til dig, hvordan du foretrækker at fordele din forberedelsestid i ugens løb.

Mandag:
8-12 Forberedelse til forelæsning i Videnskabsteori og metode.
12-13 Frokostpause i Nobelkantinen.
13-16 Forelæsning i Videnskabsteori og metode.

Tirsdag:
8-11 Holdundervisning i Litteraturlæsning.
11-12 Diskussion af undervisningen med medstuderende.
12-13 Frokostpause i Nobelkantinen.
13-16 Læse roman til Litteraturlæsning.
19-22 Film med Norflix.

Onsdag:
8-10 Mødes med studiegruppe – praktiske øvelser i Sproglige byggesten.
10-13 Forelæsning i Litteraturlæsning.
13-14 Frokost med medstuderende i Nobelkantinen.
14-17 Læse teori til holdundervisning i Sproglige byggesten.

Torsdag:
9-12 Mødes i studiegruppen.
12-13 Frokost og kaffe i Nobelkantinen med medstuderende.
13-15 Læse roman til Litteraturlæsning.
15-18 Holdundervisning i Sproglige byggesten.
20-22 Månedligt arrangement i Kakofoni: Forfatteraften/digtoplæsning/oplæg.

Fredag:
8-10 Instruktorundervisning i Sproglige byggesten.
10-13 Læse teori til Videnskabsteori og metode.  
13-14 Frokostpause i Nobelkantinen.
14-16 Nordisk seminar.
16-?? Fredagsbar i KOMMAbar.
 

Det sociale studieliv

På bacheloruddannelsen i Nordisk findes en masse sociale foreninger, som du kan deltage i. Alle studerende på tværs af årgange mødes om fredagen til Nordisk Seminar, lige inden fredagsbaren. Nordisk Seminar samler studerende og undervisere fra Nordisk og har ofte besøg af forskere udefra. Ved foredragene er der altid fokus på de nordiske dimensioner ved faget.  Mange studerende lægger et stort arbejde og flere timer i de sociale foreninger, og foreningslivet spænder bredt:

  • Nordika - Nordisk event- og fagudvalg er for dig, der gerne vil diskutere og have en indflydelse på studiemiljøet, undervisningen og eksaminerne. Her kan du både være med til at afholde sociale arrangementer for de studerende samt være de studerendes stemme i de politiske organer på universitetet.
  • Littuna.com er en litteraturside, der drives af studerende fra Nordisk og Litteraturhistorie. Siden opdateres hver mandag med nye artikler. Kom og hør mere på et af de månedlige redaktionsmøder.
  • Kakofoni er en foredragsforening, der arrangerer spændende foredrag fra forfattere, instruktører, anmeldere og mange andre.
  • Norflix er en filmklub, der arrangerer visninger af film. Der er altid popcorn og mulighed for køb af sodavand til Norflix’ arrangementer, og ofte er der også et oplæg om filmen.
  • Nordisk Revy løber af stablen hvert forår i forbindelse med årsfesten på Nordisk, og det kan kun lade sig gøre, fordi en lang række frivillige samles om at samle penge ind, skrive manuskript, opsætte scene, øve sange og skuespil og meget mere.
  • Vandfanget er et studenterblad, der udkommer to gange om året. Redaktionen består af en gruppe frivillige studerende, men alle nordiskstuderende kan skrive ind og bidrage til bladets indhold.
  • KOMMAbar er en fredagsbar for Nordisk- og lingvistikstuderende. Her kan du mødes med dine medstuderende og runde ugen af over en øl eller vand. KOMMAbar afholder også et antal større fester hvert semester.
     

Læs i udlandet

Som studerende på bacheloruddannelsen i Nordisk sprog og litteratur har du mulighed for at læse et semester i udlandet. Et udvekslingsophold udvikler dine sproglige evner, og du får mulighed for at nærstudere et lands kultur. På sidste år af din bacheloruddannelse har du mulighed for at benytte nogle af de udvekslingsaftaler, som Aarhus Universitet har med universiteter i hele verden. Klik dig videre til mere inspiration og vejledning og rejs UD!
 

Studiestart

Din studiestart begynder i uge 35 med en introduktionsuge. I løbet af introduktionsugen vil du blandt andet få en introduktion til IT-systemer, uddannelsens eksamensformer, opbygning og muligheder samt møde dine undervisere. Du kan læse mere om studiestarten og introduktionsugen her. På siden finder du også tips og gode råd til at være ny studerende på Aarhus Universitet. I start/midt august kan du forvente at modtage et brev i e-Boks med oplysninger om din studiestart, så hold øje med din e-Boks.
 

Studiebyen Aarhus

Aarhus er særligt kendt for, at der er strande og skov en kort cykeltur væk samt kulturelle arrangementer, der finder sted hele året rundt. I Aarhus er tæt på hver 5. indbygger studerende – det er derfor en by med mange unge mennesker og tilbud, der er målrettet studerende.  Når du skal starte på studie i Aarhus, behøver du ikke bekymre dig om at stå uden tag over hovedet. Der er nemlig boliggaranti for de nye studerende. Garantien gælder for alle nyoptagne på en uddannelse i Aarhus med start i efterårssemesteret og det betyder, at du får lov til at rykke frem i køen og få tilbudt en kollegie- eller ungdomsbolig inden eller kort tid efter din studiestart. Læs meget mere om Studiebyen Aarhus’ mange tilbud.
 

Følg studielivet på Aarhus Universitet

- oplevet, fotograferet og filmet af de studerende selv.

Med tusindvis af billeder giver #yourniversity dig et indblik i hverdagen som studerende på AU, i festerne, overspringshandlingerne, eksamen og alt det andet, du kommer til at bruge din studietid på. 

Billederne er brugernes egne, delt med #Yourniversity, #AarhusUni og fagspecifikke AU-hashtags.

Karriere

Arbejdsopgaver som kandidatuddannet

Diagrammet viser fordelingen mellem de fem hyppigste arbejdsopgaver for kandidatuddannede i en tilsvarende uddannelse 1-2 år efter færdiggørelsen af deres uddannelse. Tallene baserer sig på spørgeskemaundersøgelse foretaget af Epinion for Ministeriet for Forskning og Uddannelse og Aarhus Universitet i 2020.

Dine jobmuligheder afhænger meget af, hvilket tilvalg og eventuelt hvilken kandidatuddannelse du senere vælger.

Med bacheloruddannelsen i Nordisk får du en bred viden om dansk og nordisk litteraturs historie og udvikling. Du får også et stort kendskab til det danske sprogs anvendelse og opbygning med et nordisk perspektiv. Derudover bliver du stærk til at kommunikere på et kreativt og korrekt dansk, og du får blandt andet en forståelse for, hvordan man analyserer kulturelle og mediemæssige fænomener.

Mange kandidater fra Nordisk arbejder med undervisning på eksempelvis gymnasier, handelsskoler og sprogskoler. Derudover kan du også komme til at arbejde som kommunikationsmedarbejder i både offentlige og private virksomheder, som tekstforfatter eller korrekturlæser. Din viden om kultur og medier betyder også, at du kan få job i eksempelvis medie- og forlagsbranchen.

Læs mere om karriereveje i Nordisk sprog og litteraturs alumneportrætter.
 

Tilvalg

På bacheloruddannelsen i Nordisk skal du på dit tredje år vælge et tilvalgsfag. Tilvalg er et selvstændigt studieforløb, der giver dig mulighed for at tone din profil ved at supplere og kvalificere din faglighed med et andet fag.

Andre studerende på Nordisk har eksempelvis tidligere valgt:

  • Tilvalg i Engelsk
  • Tilvalg i Historie
  • Tilvalg i Retorik
     

Kandidat

Mange, der har læst bacheloruddannelsen i Nordisk, vælger at læse videre på en kandidatuddannelse. Du skal være opmærksom på, at nogle uddannelser kræver specielle tilvalg, men du kan eksempelvis vælge imellem: