DIGITAL DESIGN - IT, ÆSTETIK OG INTERAKTION

Digital design handler om samspillet mellem mennesker, computere og kultur. Du kommer til at arbejde med IT inden for områder som kunst, oplevelser, design, formidling og æstetik.

Introduktion

På Digital design studerer du interaktive digitale teknologier, og deres kontekst, kultur og æstetik. Vi lever i en digital kultur, hvor digitale teknologier forandrer vores kultur og hverdagsliv; fra hvordan vi indretter vores byer, til måden vi lytter til musik på. Derfor får du på Digital design en grundlæggende kompetence i at skabe nye former for digitale produkter og interaktioner med konkrete teknologier, at udforske og udfordre vores forståelse af it, samt at reflektere over dets betydning for udviklingen af vores kultur.

Reflekterende praktiker

I løbet af studiet vil du lære at kombinere analyse, kritik og konstruktion, således at du kan reflektere kritisk og kompetent over interaktive digitale medier. Her fokuserer bacheloruddannelsen i Digital design i særlig grad på de kulturelle og æstetiske sammenhænge, som digitale teknologier indgår i, og du lærer metoder til at udføre, programmere, analysere og vurdere både designprocesser og færdige produkter.

Hverdagen på Digital design

Underviserne på Digital design er selv del af den nyeste forskning som teoretisk og praktisk udforsker digitale teknologier og deres udvikling gennem eksempelvis interaktionsdesign og kreative processer, digital kunst og computerspil. Fagene på digital design indeholder ofte aktivt projektarbejde, f.eks. inddrager underviserne deres kontakter fra det omgivende samfund, erhvervsliv, og kulturliv som kritikere og opgavestillere i et spænd fra digital kunst til den nyeste deleøkonomiske app.

Karrieremuligheder

Digital design sigter mod beskæftigelse inden for digital produkt- og serviceudvikling. Det kan være inden for områder som UX-designer (User experience), konceptudvikler, interaktionsdesigner, digital kommunikation og undervisning. Dine jobmuligheder afhænger af, hvilke tilvalg og eventuel kandidatuddannelse, du vælger.

Adgangskrav

Optagelsesområdenummer

22380

For at søge denne uddannelse kræves:

En adgangsgivende eksamen samt følgende specifikke adgangskrav:

  • Dansk A
  • Engelsk B
  • Historie B eller Idehistorie B eller Samtidshistorie B
  • Yderligere et sprog på A-niveau, dog kun B-niveau, hvis der er tale om et fortsættersprog, eller Kommunikation/it A

 

Hvis du mangler et eller flere fagniveauer, kan du tage dem som gymnasial supplering eller som sommersupplering (betinget optagelse).

Adgangskravene skal være opfyldt og dokumenteret senest den 5. juli i ansøgningsåret, medmindre du søger om betinget optagelse.

Kvote 2

Ansøgere i kvote 2 skal ligesom ansøgere i kvote 1 opfylde kravene om en adgangsgivende eksamen og de ovennævnte specifikke adgangskrav.

Ansøgninger i kvote 2 vurderes konkret på baggrund af følgende:

  1. gennemsnit af særligt relevante fag (kvote 2 fag, se nedenfor,) samt 
  2. andre særligt relevante dokumenterede kvalifikationer.

Læs mere om Aarhus Universitets kvote 2-kriterier.

Kvote 2 fag:

  • Dansk A
  • Engelsk B
  • Historie B eller Idehistorie B eller Samtidshistorie B

Uddannelsens opbygning

Fagene på Digital design fokuserer på to hovedområder. For det første får du en indføring i de vigtigste teorier om æstetisk oplevelse, digital kultur og design af digitale genstande. For det andet får du praktiske værktøjer, så du kan skabe digitale produkter, der tager udgangspunkt i brugerens oplevelse.

Under studiet spiller det teoretiske og praktiske sammen. Du kommer til at reflektere over teorien, når du løser praktiske opgaver. Og teorien kommer til at fungere som en kilde til inspiration, når du skal lave prototyper på digitale objekter.

Studieordning

I studieordningen kan du finde yderligere information om, hvad de enkelte fag indeholder, hvordan studiet er bygget op, og hvilke krav der bliver stillet til dig som studerende. Du kan også læse om eksamensformer og eksamenskrav.

Nedenfor finder du et diagram over opbygningen af studiet. I studiediagrammet kan du klikke på de forskellige fag og læse de enkelte fagbeskrivelser.

 

 

Studieliv

Det faglige studieliv på Digital design

Til forelæsningerne på Digital design gennemgår underviseren teorierne. Holdtimerne foregår på mindre hold, og her arbejder du eksempelvis med at designe prototyper på et digitalt objekt, som er tilpasset en konkret brugssituation. Her får du altså mulighed for at afprøve teorien i praksis. 

Nedenfor kan du se et eksempel på en typisk uge på 1. semester på Digital design. Som du kan se, kommer meget af din tid til at gå med forberedelse til undervisningen og møder med din læsegruppe. Derfor er Digital design et fuldtidsstudie, selvom du måske ikke har skemalagt undervisning hver dag. I løbet af din uddannelse lærer du derfor også at blive god til at planlægge din tid.

Mandag:
9-15 Læsning

Tirsdag:
9-12 Forelæsning i Brugsdesign
12-16 Læsegruppe
16-18 Øvelsestime i Designprocesser

Onsdag:
9-14 Læsning
14-16 Forelæsning i Brugsdesign

Torsdag:
11-14 Forelæsning i Designprocesser
14-18 Læsegruppe

Fredag:
9-11 Øvelsestime i Brugsdesign
11-15 Læsning
15-18 Fredagsbar

Fysiske rammer
Digital design har base i IT-byen Katrinebjerg. Her findes også IT-virksomheder og forskningscentre, hvilket sikrer et livligt studiemiljø med fingeren på pulsen. 

Følg med i de faglige aktiviteter på Afdeling for Digital Design og Informationsvidenskab

Det sociale studieliv på Digital design

Studielivet stopper ikke, når du slukker computeren, men fortsætter i de mange faglige og sociale foreninger på Digital design. Du kan for eksempel deltage i: 

ODDS
Organisation for Digital Design Studerende (ODDS) er en faglig forening, der holder foredrag og andre fagligt relevante arrangementer.

Fredagsbar.dk
Digital design deler fredagsbar med Medievidenskab og informationsvidenskab. Her kan du nyde kolde øl, sodavand, god stemning og snakke med dine medstuderende hver fredag fra klokken 14. 

Kontekst
Studenterbladet for studierne på Katrinebjerg hedder Kontekst. Det udkommer fire gange årligt og er skrevet af studerende for studerende.

PANIK
Party All Night In Katrinebjerg. Det er navnet på festforeningen, der to gange hvert semester samler alle studierne i IT-byen til dans, fest og farver. 

UNITY: Katrinebjerg
Det er sjovt og lærerigt at afprøve sine evner i tværfaglige og erhvervsmæssige sammenhænge. Derfor samler Unity: Katrinebjerg de studerende i IT-byen i et fælles netværk. UNITY laver arrangementer, hvor de studerende kan møde erhvervslivet. 

Læs i udlandet

På Digital design er det oplagt at tage et semester i udlandet. Under et ophold på et udenlandsk universitet forbedrer du dine sproglige evner, og du lærer en masse om kulturen i det land, du besøger. På sidste år af din bacheloruddannelse i Digital design får du mulighed for at bruge nogle af de mange aftaler om udveksling, som Aarhus Universitet har med universiteter rundt om i verden. Klik dig videre til mere inspiration og vejledning og rejs UD!

Følg studielivet på Aarhus Universitet - oplevet, fotograferet og filmet af de studerende selv. Med tusindvis af billeder giver #yourniversity dig et indblik i hverdagen som studerende på AU, i festerne, overspringshandlingerne, eksamen og alt det andet, du kommer til at bruge din studietid på.

Følg studielivet på Aarhus Universitet

- oplevet, fotograferet og filmet af de studerende selv.

Med tusindvis af billeder giver #yourniversity dig et indblik i hverdagen som studerende på AU, i festerne, overspringshandlingerne, eksamen og alt det andet, du kommer til at bruge din studietid på.

 

Billederne er brugernes egne, delt med #Yourniversity, #AarhusUni og fagspecifikke AU-hashtags.

Karriere

Arbejdsopgaver som kandidatuddannet

Diagrammet viser arbejdsopgaver og arbejdsmarked for kandidatuddannede fra den pågældende uddannelse baseret på AU’s beskæftigelsesundersøgelse 2013/14.

Dine jobmuligheder efter bacheloruddannelsen i Digital design afhænger meget af dine valg og interesser under studiet, samt hvilket tilvalg og eventuel kandidatuddannelse du vælger. Som bachelor i Digital design har du adgang til at læse videre på en række humanistiske kandidatuddannelser. Eksempelvis kandidatuddannelsen i Digital design (A1-linjen), som er en direkte overbygning på bacheloruddannelsen.

Kandidater i Digital design arbejder ofte i private virksomheder med mere end 50 ansatte, men mange får også job i mindre virksomheder samt inden for det offentlige. De arbejder først og fremmest med digital produkt- og serviceudvikling, hvor titler eksempelvis er: UX-designer (User experience), konceptudvikler, interaktionsdesigner, leder af brugerinvolvering, testspecialist og projektleder.

Dernæst finder de færdiguddannede arbejde inden for undervisning, hvor titler eksempelvis er: FabLab Manager og underviser i IT og design på erhvervsakademierne. Det tredje store arbejdsområde er digital kommunikation og marketing, hvor titler eksempelvis er: Community manager, Webmaster og digital konsulent.

Tilvalg

Du har mange muligheder, når du skal vælge tilvalgsfag på sidste år af din bacheloruddannelse. Andre studerende på Digital design har eksempelvis valgt: 

  • Tilvalg i Informationsvidenskab, IT og organisationer
  • Tilvalg i Billedkunst og visuel kultur
  • Tilvalg i Begivenhedskultur

Kandidat

De fleste bachelorer i Digital design vælger også at tage en kandidatuddannelse. Der er mange muligheder, men du skal være opmærksom på, at nogle af dem kræver særlige tilvalg. Du har blandt andet mulighed for at vælge: 

  • Kandidatuddannelsen i Digital design, hvor du med udgangspunkt i din grundfaglighed fra bacheloruddannelsen udbygger din teoretiske viden inden for digital kultur og i højere grad lærer at fortage en kritisk vurdering af de forskellige teorier samtidig med, at du kan specialisere dig inden for bestemte emner.
  • Kandidatuddannelsen i Informationsvidenskab, hvor du kommer til at behandle samspillet mellem mennesket og informationsteknologi.
  • Kandidatuddannelsen i Oplevelsesøkonomi, hvor du lærer at se oplevelsen som en handelsvare og designe oplevelser for forbrugeren.
  • Kandidatuddannelsen i Kognitiv semiotik, der er et tværfagligt studie af, hvordan mennesket skaber betydninger i sprog, videnskab og kunst.
  • Kandidatuddannelsen i Æstetik og kultur, hvor du kommer til at studere de æstetiske udtryk i vores kultur og hverdag.