Egentlig er han uddannet landmand, men da muligheden bød sig, skiftede han stalden ud med universitetet. Nu arbejder han med kvæg og genetik. Hans viden kan bruges til at avle køer med bedre fodereffektivitet og lavere metanudledning. 

Vest for Lemvig ligger en kvæggård med omkring 300 malkekøer. Køer, der hver dag skal fodres, malkes og kæres om. 

Her, mellem halm, store dyr og den søde lugt af mælk og kolort, løb Rasmus Bak Stephansen rundt som barn. Livet i stalden, på markerne og de store vidder, var et vidunderligt sted at vokse op, fortæller Rasmus Bak Stephansen: 

”Jeg elsker stadig at komme i en stald. Jeg elsker den passion, der stort set altid findes blandt mennesker, som arbejder med kvæg. Jeg er selv passioneret. Da jeg var yngre, kunne jeg nummeret på hver eneste ko bare ved at kigge på yveret. I dag kan jeg de fleste avlsværdier i hovedet, og jeg kigger mere på dyrene som genetiker.”  

Længe leve malkekoen 

I dag forsker Rasmus i kvægavl på Aarhus Universitet. Sammen med internationale kolleger, blandt andet i Canada, arbejder han med at samle viden om metan fra køers bøvser. 

“Hvis to køer er på den samme diæt, kan de alligevel have meget forskellig metanudledning. Noget af forskellen ligger i genetikken. Jo mere vi ved om det, jo bedre kan vi avle mere klimavenlige køer,” siger han. 

I et andet projekt undersøger han de genetiske faktorer, der har betydning for malkekoens livslængde. 

“Kvier er i negativ energibalance, når de malkes. Det slider mere på nogle køer end på andre. Vi vil gerne vide, hvilke gener der gør, at en ko kan holde til flere malkninger, før den må udtages.” 

Projektet har fået den jordnære titel Længe leve malkekoen. 

“Det skal være til at forstå, hvad vi arbejder med. Jeg gør meget ud af at bygge bro til landbruget og gøre forskningen anvendelig for erhvervet.”

Med begge ben i landbruget 

Forankringen i landbruget fylder stadig meget i Rasmus’ liv. 

“Min bror har overtaget gården derhjemme, og flere af mine venner arbejder også i landbruget. Nogle driver maskinstationer, andre grisefarme eller plantebrug. Jeg ved derfor godt, hvordan verden ser ud fra landmændenes perspektiv – og hvordan viden fra universitetet kan bruges til at udvikle både forretning, klimaindsats og dyrevelfærd.” 

Selvom han ikke længere står i kostalden og malker køer, har han ikke sluppet interessen for dyrene. Tværtimod. 

Første i familien på universitetet 

I Rasmus’ familie er der ikke tradition for at læse på universitetet. 

“Jeg overvejede det ikke så meget som et sekund. Jeg kommer fra en bonde- og håndværkerfamilie, hvor man godt kan li’ at tage fat og få jord under neglene.” 

Han startede derfor med at uddanne sig til landmand og fortsatte på erhvervsakademiet som jordbrugsteknolog. Men allerede på første studieår begyndte tvivlen at melde sig. Var det den rigtige vej? Og ville uddannelsen åbne de muligheder, han drømte om? 

I forbindelse med et studieprojekt fik han kontakt til en forsker fra universitetet, Mogens, som inviterede ham til AU Viborg. 

“Det var første gang, jeg satte mine ben på et universitet. Han tog mig med ud i forsøgsstalden og fortalte om forskningen. På et par timer fik han aflivet alle mine fordomme om, at universitetet er svært og virkelighedsfjernt.”

Unge fra landet har blinde vinkler  

“Man går ofte den vej, man kender, når man vælger uddannelse,” siger Rasmus. 

Han oplever, at mange unge med interesse for landbrug enten ikke ser sig selv på universitetet – eller slet ikke kender mulighederne. 

Selv møder han både nysgerrighed og skepsis. 

“En gang spurgte en bekendt, hvad jeg egentlig lavede på universitetet. Jeg tøvede måske lidt for længe, for min bror brød ind og sagde, at jeg i hvert fald kunne dække en endnu større roekule. Det grinede alle af.” 

Humoren er vigtig, mener Rasmus. Men bag den lille anekdote ligger en mere alvorlig pointe.  

“Alt for mange unge har blinde vinkler, når de vælger uddannelse. Landbruget er under forandring og bliver mere videnbaseret. Vi har brug for flere dygtige folk med universitetsuddannelse – og jeg håber, at jeg kan være med til at vise, at universitetet også er en mulighed for unge fra landet.”