Aarhus Universitets segl

KEMITEKNOLOGI

Diplomingeniøruddannelse

Fakta om uddannelsen
Adgangskvotient (Kvote 1) 2023: 7,7 (Standby: Alle optaget)
Undervisningssprog | Studiested: Aarhus  |  Studiestart: August / september
Optagelsesområdenummer: 22890

Introduktion

På diplomingeniøruddannelsen i Kemiteknologi (tidligere Kemi) lærer du om kemiens grundprincipper. Du lærer at designe kemiske produkter og processer, og du lærer at bruge naturvidenskab og teknologi til at løse problemer. Du kan for eksempel udvikle nye typer af medicin, energikilder og materialer til mange forskellige formål.

Du kommer til at arbejde med kemi både i laboratoriet og i industriel skala, og på den måde lærer du at tænke helhedsorienteret omkring dit arbejde som ingeniør og forstå samspillet mellem mennesker, miljø, produktion og økonomi.

Diplomingeniøruddannelsen i Kemiteknologi indeholder et halvt års praktik. Uddannelsen er erhvervsrettet, og efter 3½ år er du klar til at arbejde professionelt som ingeniør. Du kan også ansøge om at læse videre til civilingeniør (+2 år), hvis du under uddannelsen har valgt bestemte kurser.

Hvad lærer du?

Som kemiteknologiingeniør kommer du til at arbejde i krydsfeltet mellem naturvidenskab og ingeniørvidenskab. Det bliver din opgave at tage kemien ud af laboratoriet og ind i et produktionsmiljø. Derfor er der på uddannelsen et forholdsvis stort fagligt fokus på design og styring af kemiske processer på store anlæg.

I de første fire semestre har du en række obligatoriske kurser, der sikrer, at du får en faglig ballast at bygge videre på, når du gradvis skal specialisere dig. Du har fag som matematik, fysisk kemi, processtyring og kemiteknologi. 

Som studerende på diplomingeniøruddannelsen i Kemiteknologi arbejder du med virksomhedscases i hvert semester, og du får derfor en rutine og professionalisme, der kan give dig et karriereforspring som nyuddannet.

En vigtig del af uddannelsen handler også om din personlige udvikling. Du skal lære at tænke og arbejde som en ingeniør – at få idéer, samarbejde, lede projekter og forholde dig kritisk til teknologi.

Praktiksemester til alle

På femte semester skal du i praktik i en ingeniørvirksomhed, hvor du får indblik i arbejdet som kemiteknologiingeniør. Aarhus Universitet samarbejder med mange virksomheder, og du får hjælp til at finde en praktikplads. Praktikken kan være lønnet. Du har også mulighed for at bruge dit praktiksemester til at prøve kræfter med livet som iværksætter.

Du kan specialisere dig i mange retninger

Efter praktikken får du mulighed for at tone din uddannelse i en retning, du finder interessant. Du kan vælge fag som membranteknologi, procesteknik og materialekemi, alt efter hvilken type ingeniørarbejde, du gerne vil specialisere dig i.


U-days 2024 - åbent hus i februar

Vi afholdte u-days på AU den 22., 23. og 24. februar 2024 - måske du gik glip af det eller har lyst til at genbesøge dele af oplevelsen?

Her kan du se vores online live session hvor studenterstudievejledere fortæller om uddannelsen og svarer på spørgsmål. Derudover kan du få en virtuel rundvisning på campus. Find mere indhold fra u-days 2023 på bachelor.au.dk/udays

Hør vores studenterstudievejleder fortælle om uddannelsen

Tag en virtuel rundtur

Mød studerende på Kemiteknologi

Adgangskrav

Alle ansøgere, både i kvote 1 og kvote 2, skal opfylde følgende adgangskrav til Kemi:

Adgangsgivende eksamen
Du skal have bestået en adgangsgivende eksamen.

Specifikke adgangskrav
Du skal have bestået følgende specifikke adgangskrav:

  • Matematik A*
  • Fysik B eller Geovidenskab A
  • Kemi B eller Bioteknologi A
  • Engelsk B 
  • Dansk A (kun hvis du har en udenlandsk adgangsgivende eksamen)

Hvis du mangler et eller flere fagniveauer, har du mulighed for at supplere.

* Matematik er et vigtigt redskab på ingeniøruddannelserne. Vi anbefaler derfor, at du deltager i vores brush-up kursus i Matematik, hvor du får genopfrisket de vigtigste elementer fra faget. Læs mere her.


Hvis du skal søge i kvote 1

Når du søger i kvote 1, skal du opfylde de ovenstående adgangskrav.

Du kan læse mere om kvote 1 her.


Hvis du skal søge i kvote 2

Når du søger i kvote 2, skal du opfylde de ovenstående adgangskrav. I kvote 2 vurderer vi din ansøgning ud fra to kriterier:

1. Dit gennemsnit af følgende særligt relevante kvote 2 fag:

  • Matematik A
  • Fysik B eller Geovidenskab A
  • Kemi B eller Bioteknologi A

2. Dine relevante kvalifikationer

Hvis du kan dokumentere, at du har relevante kvalifikationer, kan det indgå i den samlede vurdering af din kvote 2 ansøgning.  

Eksempler: Højskoleophold eller videregående uddannelse inden for det naturvidenskabelige eller sundhedsfaglige område, relevant erhvervserfaring inden for matematik og naturvidenskab.

Vi ser også på, om du dokumenterer aktiviteter, der viser god studieevne.  

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt dine kvalifikationer er relevante, anbefaler vi altid, at du indsender dokumentation for dem.  

Du kan læse mere om kvote 2 og om, hvordan du dokumenterer dine relevante kvalifikationer her


Uddannelsens opbygning

Studieordning

I studieordningen for diplomingeniøruddannelsen i Kemiteknologi (tidligere Kemi) kan du læse mere om, hvad de enkelte fag indeholder, hvordan studiet er bygget op samt hvilke krav, der bliver stillet til dig som studerende. Du kan også finde information om eksamensformer og eksamenskrav.

Undervisningssprog

Uddannelsen er godkendt med dansk som udbudssprog. Udbudssproget er det sprog, der som udgangspunkt undervises i på uddannelsen. Aarhus Universitet har et internationalt forskningsmiljø og tiltrækker dygtige forskere fra hele verden, så du skal være opmærksom på, at dele af undervisningen kan være på engelsk, og at der desuden ofte vil forekomme undervisningsmateriale på engelsk.

Kig i kursuskataloget for at se undervisningssproget for de enkelte kurser.

Uddannelsens opbygning kan du se på studiediagrammet nedenfor:

Studieliv

Hverdagen på studiet

Undervisningen på diplomingeniøruddannelsen i Kemiteknologi består primært af holdundervisning med gode muligheder for dialog med dine medstuderende og undervisere. Du har også forelæsninger og laboratorietimer. I forelæsningerne vil din underviser præsentere dig for teorien, mens du i laboratorietimerne får mulighed for at bruge din nye viden til at designe forsøg og beskrive og analysere resultaterne.

Du har projektarbejde på alle semestre, hvor du samarbejder med dine studiekammerater om at bruge den teori, du har lært, til at løse virkelige problemer. Det kan være problemer fra din egen hverdag eller for eksempel i en virksomhed.

Det sociale

Katrinebjerg bliver din daglige base tæt på Universitetsparken. Her bliver du en del af AU Engineering med mere end 4000 ingeniørstuderende i Aarhus.

Du har mange muligheder for at engagere dig i både faglige og sociale studenterforeninger. Du kan for eksempel blive en del af universitetets studenterafdeling af organisationen Ingeniører Uden Grænser, der bidrager aktivt til en række forskellige humanitære indsatser i udlandet. Du kan også melde dig ind i Ungdommens Naturvidenskabelige Forening (UNF), der arrangerer foredrag, studiebesøg og sommerlejre med naturvidenskabeligt og teknisk indhold. 


Følg AU Engineering på Instagram

Karriere


Som færdiguddannet diplomingeniør har du en erhvervsrettet kompetenceprofil, der er eftertragtet i både Danmark og udlandet. Du kan gå direkte ud på arbejdsmarkedet eller starte egen virksomhed. Du kan også ansøge om at læse videre til civilingeniør (+2 år), hvis du under uddannelsen har valgt bestemte kurser.

Den teknologiske udvikling vil i de kommende år skabe store forandringer i vores samfund. Kemiingeniører skal blandt andet være med til at udfase fossile brændstoffer og implementere helt nye og bæredygtige energiformer. De skal også bidrage med at udvikle sunde fødevarer til en voksende befolkning, lægemidler til sygdomme og nye bæredygtige materialer

Kemiingeniører kommer typisk til at arbejde med produkt- og procesdesign eller projekt- og driftsledelse. Opgaverne kan dog variere meget. Nogle arbejder for eksempel med naturlige farvestoffer til vingummi, andre med plastik til legetøj eller overfladebelægninger til vindmøllevinger.

Ledighed og løn

Diplomingeniører i Kemiteknologi (tidligere Kemi) er generelt i høj kurs på arbejdsmarkedet både i Danmark og i udlandet, og ledigheden er meget lav.