Aarhus Universitets segl

BIOTEKNOLOGI

Diplomingeniøruddannelse

Fakta om uddannelsen
Adgangskvotient (Kvote 1) 2024: 7,7 (Standby: Alle optaget)
Undervisningssprog | Studiested: Aarhus  |  Studiestart: August / september
Optagelsesområdenummer: 22810

Introduktion

På diplomingeniøruddannelsen i Bioteknologi arbejder du med biokemiske processer. Du får grundlæggende viden om kemien bag levende organismers energiomsætning, og du lærer, hvordan du kan omsætte denne viden til praktisk anvendelse i samfundet og virksomhederne. Du kan for eksempel komme til at arbejde med udvikling af nye fødevarer, rensning og udnyttelse af spildevand, medicin og biobrændstoffer.

Uddannelsen indeholder fag som biokemi, mikrobiologi, kemi, cellebiologi, matematik og statistik samt en række ingeniørvidenskabelige grundkurser, hvor du lærer at designe og kontrollere biologiske processer.

Interesserer du dig for kemi og biologi, kan du lide at arbejde i laboratorier, og vil du gerne bruge din grundlæggende naturvidenskabelige viden til at løse virkelige problemer, så er diplomingeniøruddannelsen i Bioteknologi sikkert noget for dig.
 

Hvad lærer du?

Som diplomingeniørstuderende lærer du at styre og optimere den bioteknologiske proces. Du lærer at færdes professionelt i laboratorier, og du lærer at opskalere processerne på større industrielle anlæg.

Måske brygger du øl, undersøger mulige alternativer til antibiotika, designer en fermenteringsproces eller arbejder med at forvandle slam fra spildevand til brændstof.

I løbet af de 3½ år, uddannelsen varer, opbygger du gradvis din teoretiske viden inden for bioteknologien og bliver introduceret for virkelige problemstillinger. På den måde opbygger du sideløbende med den teoretiske ingeniørfaglighed en god forståelse for biotek-industriens rammevilkår og innovationsbehov.

Diplomingeniøruddannelsen i Bioteknologi indeholder desuden et semesters praktik (5. semester), som kan være lønnet.

En vigtig del af uddannelsen til diplomingeniør handler om din personlige udvikling. Du skal lære at tænke og arbejde som en ingeniør – at få idéer, samarbejde med andre, styre projekter, tænke kritisk og forholde dig helhedsorienteret til de teknologier, du arbejder med.

Som diplomingeniør i Bioteknologi kan du gå direkte ud på arbejdsmarkedet. Du kan også ansøge om at læse videre til civilingeniør (+2 år), hvis du under uddannelsen har valgt bestemte kurser.

Mød de studerende på Bioteknologi

Adgangskrav

Alle ansøgere, både i kvote 1 og kvote 2, skal opfylde følgende adgangskrav til Bioteknologi:

Adgangsgivende eksamen
Du skal have bestået en adgangsgivende eksamen.

Specifikke adgangskrav
Du skal have bestået følgende specifikke adgangskrav:

  • Matematik A*
  • Fysik B eller Geovidenskab A
  • Kemi B eller Bioteknologi A
  • Engelsk B 
  • Dansk A (kun hvis du har en udenlandsk adgangsgivende eksamen)

Hvis du mangler et eller flere fagniveauer, har du mulighed for at supplere.

* Matematik er et vigtigt redskab på ingeniøruddannelserne. Vi anbefaler derfor, at du deltager i vores brush-up kursus i Matematik, hvor du får genopfrisket de vigtigste elementer fra faget. Læs mere her.


Hvis du skal søge i kvote 1

Når du søger i kvote 1, skal du opfylde de ovenstående adgangskrav.

Du kan læse mere om kvote 1 her.


Hvis du skal søge i kvote 2

Når du søger i kvote 2, skal du opfylde de ovenstående adgangskrav. I kvote 2 vurderer vi din ansøgning ud fra to kriterier:

1. Dit gennemsnit af følgende særligt relevante kvote 2 fag:

  • Matematik A
  • Fysik B eller Geovidenskab A
  • Kemi B eller Bioteknologi A


2. Dine relevante kvalifikationer

Hvis du kan dokumentere, at du har relevante kvalifikationer, kan det indgå i den samlede vurdering af din kvote 2 ansøgning.  

Eksempler: Højskoleophold eller videregående uddannelse inden for det sundhedsfaglige område, relevant erhvervserfaring inden for sundhed, miljø eller naturvidenskab.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt dine kvalifikationer er relevante, anbefaler vi altid, at du indsender dokumentation for dem.  

Du kan læse mere om kvote 2 og om, hvordan du dokumenterer dine relevante kvalifikationer her


Uddannelsens opbygning

Studieordning

I studieordningen for diplomingeniøruddannelsen i Bioteknologi kan du læse mere om, hvad de enkelte fag indeholder, hvordan studiet er bygget op samt hvilke krav, der bliver stillet til dig som studerende. Du kan også finde information om eksamensformer og eksamenskrav. De første tre semestre på uddannelsen er samlæst med civilingeniør (bachelor) i Bioteknologi.

Undervisningssprog

Uddannelsen er godkendt med dansk som udbudssprog. Udbudssproget er det sprog, der som udgangspunkt undervises i på uddannelsen. Aarhus Universitet har et internationalt forskningsmiljø og tiltrækker dygtige forskere fra hele verden, så du skal være opmærksom på, at dele af undervisningen kan være på engelsk, og at der desuden ofte vil forekomme undervisningsmateriale på engelsk.

Kig i kursuskataloget for at se undervisningssproget for de enkelte kurser.

Uddannelsens opbygning kan du se på studiediagrammet nedenfor:

Studieliv

Undervisningen på Bioteknologi foregår primært som dialogbaseret holdundervisning og minder meget om den klasseundervisning, du kender fra gymnasiet. Derudover er der en del laboratorieøvelser og gruppearbejde omkring projekter i hvert semester.

Undervisningsaktiviteterne varierer henover året, men du vil have omkring 24 skemalagte timer om ugen. Du skal desuden regne med at bruge mindst lige så lang tid på øvelser, projekter og selvstændige studier.

Som ingeniørstuderende på Aarhus Universitet bliver du en del af et studiemiljø med cirka 4000 andre ingeniørstuderende inden for forskellige discipliner.

Du får din daglige gang på Katrinebjerg tæt på Universitetsparken centralt i Aarhus. Læs mere om Aarhus som studieby.
 

Eksempel på en ugeplan for 1. semester på bioteknologi

Mandag:
08:00-09:45 Undervisning i Matematik og statistik. Undervisningen veksler mellem aktiverende forelæsninger og vejledningsstøttet gruppearbejde.
10:15-12:00 Fortsat undervisning i Matematik og statistik.
12:30-14:15 Dialogbaseret undervisning i Almen kemi.
14:30-16:15 Fortsat undervisning i Almen kemi.

Tirsdag:
08:00-09:45 Praktisk øvelsesarbejde med enzymteknologi og inhibering.
10:15-12:00 Behandling af data opsamlet ved det praktiske øvelsesarbejde.

Onsdag:
12:30-14:15 Dialogbaseret undervisning i Almen kemi.
14:30-16:15 Fortsat undervisning i Almen kemi.

Torsdag:
12:30-14:15 Undervisning i Matematik og statistik. Undervisningen veksler mellem aktiverende forelæsninger og vejledningsstøttet gruppearbejde.
14:30-16:15 Fortsat undervisning i Matematik og statistik.

Fredag:
08:00-09:45 Fortsat praktisk øvelsesarbejde med enzymteknologi og inhibering.
10:15-12:00 Databehandling vedrørende det praktiske øvelsesarbejde.
 

En god start

I begyndelsen af din uddannelse bliver du introduceret til studieteknik og laboratoriearbejde. Det første studieår er tilrettelagt, så du bliver godt rustet til at være studerende på Aarhus Universitet. Du lærer at tænke og arbejde som en ingeniør, og du har en række naturvidenskabelige basisfag.

I hvert semester skal du arbejde med projekter i mindre grupper, hvor I sammen skal dykke ned i konkrete problemstillinger inden for bioteknologien. Helt fra starten får du en velfungerende studiegruppe, som universitetet hjælper med at sammensætte blandt andet på baggrund af personlighedstests.

Dine undervisere har ingeniørvidenskabelig baggrund eller er uddannede inden for kemi og molekylærbiologi. Som regel har de også erfaring fra et arbejdsliv i biotek-industrien, og det er med til at sikre, at det, du lærer på universitetet, og de teknologier, du arbejder med i laboratoriet, er aktuelle og har en høj grad af relevans for det arbejdsmarked, du senere vil møde.
 

Ingeniørpraktik

Som noget særligt skal du som diplomingeniørstuderende i praktik. Praktikken ligger på femte semester, og her får du erfaring med det bioteknologiske arbejde i en virksomhed. Du kan også vælge at komme i praktik hos en forskergruppe på universitet. Du får tilknyttet en praktikvejleder, som også hjælper dig med at finde et praktiksted, der matcher dine ønsker.

Hvis du går med tanker om at starte din egen virksomhed, har du desuden mulighed for at erstatte din virksomhedspraktik med et entreprenørskabsforløb, hvor du arbejder med at modne din egen forretningsidé.
 

Valgfag

På uddannelsens sidste semestre har du valgkurser, og på den måde kan du specialisere dig efter interesse. Det er også her, du skal lave dit afsluttende bachelorprojekt.
 

Internationale muligheder

Som ingeniørstuderende ved Aarhus Universitet har du gode muligheder for at få international erfaring i løbet af din uddannelse. Det kan være i form af et semester på et universitet i udlandet, men det kan også være i form af projektsamarbejde med en international virksomhed. AU Engineering har mere end 100 samarbejdsaftaler med universiteter og ingeniørhøjskoler i udlandet.


Følg AU Engineering på Instagram

Karriere

Bioteknologien vil i de kommende år få stor betydning for samfundets bæredygtige omstilling. Den næste generation af ingeniører skal blandt andet være med til at sikre udfasningen af fossile brændsler og implementere helt nye energiformer. De skal være med til at udvikle fremtidens sunde fødevarer til en voksende befolkning. Og de skal designe behandlingsformer og ny medicin til sygdomme, der i dag koster mange liv.

Diplomingeniører i Bioteknologi er generelt i høj kurs på arbejdsmarkedet, og ledigheden er lav.

De mest oplagte jobmuligheder som diplomingeniør i Bioteknologi er inden for energi- og miljøsektoren, medicinalindustrien, fødevareindustrien og den kemiske industri. En del diplomingeniører ender med at beskæftige sig med ledelse inden for et af disse områder.

Som færdiguddannet diplomingeniør har du en erhvervsrettet kompetenceprofil, og du kan gå direkte ud på arbejdsmarkedet eller starte egen virksomhed. Du kan også ansøge om at læse videre til civilingeniør (+2 år), hvis du under uddannelsen har valgt bestemte kurser.